Den umulige kærligheds selvtægt...

Léon er, for mig, den fuldendte kærlighedshistorie, iklædt kontroversiel seksualitet, selvtægt og stiliseret vold. Den er en mesterlig perle af en film, der taler engelsk med fransk tunge, i en fortælling om det særlige bånd der dannes mellem 12-årige Mathilda (Natalie Portman) og lejemorderen Léon (Jean Reno) på flugt fra underverdenen igennem New Yorks gader.

Filmen fik en separat Amerikansk og Europæisk udgivelse, på grund af de moralsk-omtvistelige emner som i baghovedet på den amerikanske højrefløj rungede "Lolita" om igen. Mathilda bruger alle forførelsens kneb, men aner i sidste ende intet om den seksualitet hun omfavner så bastant, mens Léon prøver at kæmpe imod den umulige kærlighed, i en verden hvor en sådan får dig dræbt.

Filmen kan prale af en ren stjernebesætning, som man kunne påstå spiller deres livs roller i Léon. Besson selv kom heller aldrig tilbage på samme niveau, og mens Eric Serra altid laver god underlægningsmusik er dennes film lydspor et af de allerbedste.

Men på trods af det er Léon mere end blot et filmisk lykketræf. Det er en evig og dyb fortælling om kærlighed dømt til undergang, der gør brug af de fineste midler indenfor faget til at pensle historien ud, så vi sidder og vender og drejer os af ren karthasis når filmen når sit klimaks.

Et tidløst mesterværk.