kraftpræstation udi stupiditet
2.0
Mainstreaminstruktøren Rob Cohen er en kvalitetsmæssig underlegen herre, der, når han opererer på sit højeste plan, stadig kun er en middelmådig underholder (den charmerende fornøjelse Dragonheart ekskluderet). Cohens renommé indbefatter blandt andet den svage Bruce Lee biografiske Dragon, Stallone-katastrofefilmen (også i overført betydning) Cliffhanger og den uinspirerede ungdomsfilm The Skulls. I 2001 fandt Cohen dog sin niche med den hjernelamme mtv-agtige The Fast and the Furious, der hurtigt blev en kultfilm hos det ungdommelige publikum via hurtige biler, attraktive damer og en overordnet tykt lag pseudo-macho. Cohen forsøgte at videregive denne stil i den heroiske agentgenre (hovedsagligt domineret af James Bond og Ethan Hunt) med det skandaløse makværk xXx, der var regulær tortur at overvære. Med Stealth har Cohen ikke ligefrem forsøgt at eksplorere nye græsgange, men heldigvis efterlader han en stor del af den søgte og evidente maskulinitetsmanipulation, som hans to forrige værker besad til overflod, bag sig. Desværre har Cohen ikke frarystet sig hverken den stupide naivitet eller den ensporede fokus på det ren og skær visuelle billedorgie, og dette lider hans seneste værk gevaldigt meget under.
Stealth (der tydeligvis ikke har været en billig filmproduktion at realisere) blev et økonomisk flop af dimensioner, og dette kan virke lettere paradoksalt, da man skal lede længe efter et så kommercielt og publikumsleflende produkt som denne film. Handlingen i Stealth er så debil, ja, decideret infantil, at man virkelig ikke kan forstå, hvorledes det tyndbenede og tåbelige manuskript har kunnet finde vej gennem hele produktionsprocessen. Stealth er et forsøg på en modernisering af (indrømmet) kultklassikeren Top Gun, som Cohen igennem sin karriere tydeligvis har hentet stor inspiration hos. Desværre er forsøget mislykket på nærmest alle punkter, og tilbage står man med en overlæsset, ufængende og rodet actionfilm, der lider under en til dels dysfunktionel iscenesættelse.
Personkarakteristikken i Stealth er uhyggelig flad og endimensional, hvorved man kun kan undre sig over, at talentfulde folk som Josh Lucas, Jessica Biel (ja, okay, talentfuld er måske lige et lovligt stort ord i denne sammenhæng. Tiltrækkende burde være mere dækkende) og ikke mindst Jamie Foxx (pre Ray) har indladt sig i dette mislykkede projekt. Deres indsats er dog dertilhørende også både uengageret og ligegyldigt (de fornærmende ringe dialoger er der tilgivelsesvis intet at hamle op med), og tilstedeværelsen føres kun til døren på grund af deres karisma. De interne intriger og konflikter er firkantede og dybt uplausible, og de obligatoriske patosfyldte sekvenser er pinefulde at overvære. Man kan derfor kun ty til det visuelle aspekt for at finde seværdighed i Stealth. Cohen viderebygger sin mtv-æstetik (hæsblæsende kameraføring og heftig montage, akkompagneret af skrækkelig musik), men i hans visuelle overload, kan han dog ikke undsige sig momentvis at ramme plet. Stealth er utvivlsomt en velproduceret film, hvor effekterne overordnet er troværdige, men som stadig veksler mellem det flotte og klodsede. Desværre gives der ikke meget tid til at nyde diverse billeder, og den oftest hyperbolske visuelle side virker til tider anstrengende og alt for frembrusende.
Den papirtynde fremadskridende handling (der under den forudsigelige problematik med menneskelig intelligens versus artificiel intet nyt har at byde på) er nærmest klinisk renset for spænding, og selvom den første time byder på et udmærket tempo, så fraskubbes publikum fuldstændigt cirka halvvejs inde i filmen, hvor man bevidner et hovedrystende underligt og ubalanceret ’skurkeskift’, og Cohen falder i selvhøjtidelighedens fælde, som filmen slet ikke kan holde til(!), og som gør den helt grotesk. De to små stjerner gives kun for den fragmentariske underholdning og høje produktionsværdi, der er at finde i Stealth, som objektivt set ellers bare er et ekstremt skabelonskåret og mislykket overskudsprodukt. Det er fuldt ud forståeligt, at de danske filmdistributører udsendte filmen anonymt på dvd.
Stealth (der tydeligvis ikke har været en billig filmproduktion at realisere) blev et økonomisk flop af dimensioner, og dette kan virke lettere paradoksalt, da man skal lede længe efter et så kommercielt og publikumsleflende produkt som denne film. Handlingen i Stealth er så debil, ja, decideret infantil, at man virkelig ikke kan forstå, hvorledes det tyndbenede og tåbelige manuskript har kunnet finde vej gennem hele produktionsprocessen. Stealth er et forsøg på en modernisering af (indrømmet) kultklassikeren Top Gun, som Cohen igennem sin karriere tydeligvis har hentet stor inspiration hos. Desværre er forsøget mislykket på nærmest alle punkter, og tilbage står man med en overlæsset, ufængende og rodet actionfilm, der lider under en til dels dysfunktionel iscenesættelse.
Personkarakteristikken i Stealth er uhyggelig flad og endimensional, hvorved man kun kan undre sig over, at talentfulde folk som Josh Lucas, Jessica Biel (ja, okay, talentfuld er måske lige et lovligt stort ord i denne sammenhæng. Tiltrækkende burde være mere dækkende) og ikke mindst Jamie Foxx (pre Ray) har indladt sig i dette mislykkede projekt. Deres indsats er dog dertilhørende også både uengageret og ligegyldigt (de fornærmende ringe dialoger er der tilgivelsesvis intet at hamle op med), og tilstedeværelsen føres kun til døren på grund af deres karisma. De interne intriger og konflikter er firkantede og dybt uplausible, og de obligatoriske patosfyldte sekvenser er pinefulde at overvære. Man kan derfor kun ty til det visuelle aspekt for at finde seværdighed i Stealth. Cohen viderebygger sin mtv-æstetik (hæsblæsende kameraføring og heftig montage, akkompagneret af skrækkelig musik), men i hans visuelle overload, kan han dog ikke undsige sig momentvis at ramme plet. Stealth er utvivlsomt en velproduceret film, hvor effekterne overordnet er troværdige, men som stadig veksler mellem det flotte og klodsede. Desværre gives der ikke meget tid til at nyde diverse billeder, og den oftest hyperbolske visuelle side virker til tider anstrengende og alt for frembrusende.
Den papirtynde fremadskridende handling (der under den forudsigelige problematik med menneskelig intelligens versus artificiel intet nyt har at byde på) er nærmest klinisk renset for spænding, og selvom den første time byder på et udmærket tempo, så fraskubbes publikum fuldstændigt cirka halvvejs inde i filmen, hvor man bevidner et hovedrystende underligt og ubalanceret ’skurkeskift’, og Cohen falder i selvhøjtidelighedens fælde, som filmen slet ikke kan holde til(!), og som gør den helt grotesk. De to små stjerner gives kun for den fragmentariske underholdning og høje produktionsværdi, der er at finde i Stealth, som objektivt set ellers bare er et ekstremt skabelonskåret og mislykket overskudsprodukt. Det er fuldt ud forståeligt, at de danske filmdistributører udsendte filmen anonymt på dvd.
19/12-2005
