amerikanske juletraditioner

Den mageløse og kultiverede filmmager Robert Zemeckis har budt publikum på storslåede filmoplevelser gennem tiderne (hvoraf man i flæng kan nævne Tilbage Til Fremtiden trilogien, Who Framed Roger Rabbit, Forest Gump, osv.), hvoraf kun enkelte kan kategoriseres som mislykkede (den effektprægede, og anstrengende Døden Klæder Hende). Alligevel er Zemeckis en skamløst undervurderet kunstner, hvis filmiske værdsættelse og signifikans oftest kun henviser til hans innovative og banebrydende brug af digitale effekter. Disse håndterer han naturligvis altid sublimt, men der er også megen kunstnerisk og ikke mindst følelsesmæssig substans i hans film. Zemeckis har beriget mig med min velsagtens største emotionelle filmoplevelse nogensinde via den ubeskrivelige Cast Away, der klart hører til blandt mine alle tiders favoritter. Efter dette universale mesterværk, gik der hele fire år før Zemeckis atter viste sig på filmmanegen med den computeranimerede Polar Ekspressen, der fornuftigt nok er blevet udsendt på dvd op til den søde julehøjtid.

Med Polar Ekspressen anvender Zemeckis den nydannede motion capture teknik (der første gang blev brugt ved den notoriske Gollum-karakter), hvor man lader skuespillere udspille diverse scenariums foran en green screen, indfanger deres bevægelser på computer, hvorefter digitale effekter, baggrunde og lag bliver tilsat (simplificeret udgave). Zemeckis har anskaffet sig sin nærmest sædvanlige kollaboratør Tom Hanks (der også agerer medproducent på dette dyre projekt) til at udspille talrige roller og ligeså lægge stemmer til flere af karaktererne i det interessante og alsidige persongalleri, som Polar Ekspressen byder på. Det fungerer forbavsende godt, da figurerne føles både levende og plausible. Hovedbestanddelen af dette skyldes naturligvis de imponerende og overrumplende effekter, der er med til at gøre Polar Ekspressen til et æstetisk mesterværk. I denne sammenhæng skal Zemeckis unikke visuelle begavelse dog ikke undermineres. Han har som få både været eksperimenterende og stilsikker i sine stilistiske udfoldelser, og hans film har altid været visuelle fornøjelser af de helt store. Polar Ekspressen indeholder også momenter af stor billedpoesi, hvoraf en togbillets magiske odysse (i one-shot) kommer til at fremstå som en af årets smukkeste og mest uforglemmelige sekvenser. De mange kamerabevægelser (der byder på mange adrenalinfremkaldende rutschebane ture) er opfindsomme, udsøgte og optimalt flydende.

Den simple historie om at genfinde barnetroen og sandhedsrealisering versus drømmeri (der fremstår en smule for sentimentalt og uoriginalt) er baseret på en roman af Chris van Allsburg, og adapteret til filmmediet af William Broyles, Jr. (der også skrev Cast Away) og Zemeckis selv. På trods af Zemeckis indladenhed i manuskriptskrivningen, så føles Polar Ekspressen en smule upersonlig og ikke meget mere end en tiltrængt opvisning i juleidealisme. Det er en fængslende, eventyrlig og til tider mytologisk fabel, man som publikum oplever, men også en smule hult og følelsesfattigt. Den mekaniske moralisering tager dog heldigvis aldrig overhånd (selvom man naturligvis irriteres over infantile floskler som ’Christmas is a time for giving’), og man er basalt set ganske godt underholdt under hele den korte spilletid, de obligatoriske sange ekskluderet. Polar Ekspressen er en fabel både for børn og voksne, da Zemeckis tager sit publikum alvorligt og ikke bare forfalder til laveste fællesnævner i stil med Disney’s senere udskejelser. I julehøjtidens gode navn giver jeg filmen fire stjerner, da den hovedsagligt er en sød og varmende julefortælling. Håber dog, at Zemeckis vender tilbage til det mere personlige og emotionelle med sit næste projekt.