Det ligger til familien

Skønt DeVito har lavet en ualmindeligt voldelig børnefilm, er der dog tale om festlig og afvæbnende farcevold. Filmen om det kloge barn med de overnaturlige evner formår dog ikke at fængsle hele vejen igennem.

Nogle gange kan man gribe sig selv i at undre sig over, hvorfor man er blevet den person, man nu engang er. Hvem eller hvad har formet et menneske til at blive netop det menneske - og ikke et helt andet? At det er et samspil mellem arvelige faktorer og omgivelsernes indflydelse især i barndommen, er den forklaring, vi har lært at tage for givet. Efterhånden, som man bliver ældre, kan man spejle sig i sine forældre og måske til sin store gru opdage, at man har overtaget mange af deres karaktertræk. Eller måske har man reageret imod dem og er blevet den diametrale modsætning til alt, hvad de står for. Uanset hvad, er det svært at løbe fra, at påvirkningen fra forældrene er alfa og omega i dannelsen af ens personlighed. Ikke at alle nødvendigvis bliver dårlige mennesker af den grund, men at der er et stort marked for privatpraktiserende psykoterapeuter med et noget opskruet prisniveau, er nok ikke uden grund. Det er således muligt at asocial adfærd eller manglende lederevner kan føres tilbage til for tidlig pottetræning, men af og til kan man hos sig selv falde over karaktertræk og egenskaber, der ikke kan spores tilbage til hverken arv eller miljø. Hvor kommer disse egenskaber fra? Er de opstået ud af ingenting? Ved guddommelig mellemkomst? Eller er man i virkeligheden et forbyttet barn, dømt til at udleve et andet menneskes skæbne - med rigtig arv og forkert miljø?

Familien Dum
Nogle af disse tanker må uvægerligt have fløjet gennem hovedet på Matilda i løbet af hendes opvækst. For at hendes far, mor og storebror kan være i familie med hende, er lige så utænkeligt, som hvis der lå en iraner i Jonni Hansens seng. Dumme, grimme og åndssvage er de, så Matilda har fra kravlestadiet af været familiens lyse hoved - en værdighed, der bestemt ikke har været svær at opnå. For fars og mors tilværelse præges foruden en fatal mangel på stil af dybt intelligensmæssigt armod, så Matildas store problem er, at ingen bemærker, hvor kvik hun egentlig er. I en familie, hvis primære kulturindtag er at se verdens sløjeste game show (en klistret nøgen mand må beholde de pengesedler, der sidder fast, når han ruller sig i dem), må hun lære sig selv at læse. Trods den brugtbilsforhandlende fars bestemte modstand mod at læse bøger, når tv'et nu er opfundet, drager hun hver dag afsted til biblioteket for at sluge endnu flere bøger. For Matilda er om dagen overladt til sig selv, da moderen virkelig ikke kan tage sig af sådan et kræ, der oven i købet er for lille til at blive sendt skole. Hun får jævnligt at vide, at hun kun er fire år (skønt hun er seks), og så kan man jo ikke komme i skole.

Crunch 'em
En dag møder hendes far skoleinspektør Trunchbull, der som faderen mener, at børn skal undertrykkes, hånes og straffes. Hun får en bil billigt mod at tugte Matilda til at blive et normalt barn. Alle er glade - ikke mindst Matilda, der nu endelig skal i skole. Men hvilken skole. På Crunchem Hall gælder det ikke om at lære noget, det gælder om at overleve. Såvel lærere som elever er underlagt Trunchbulls psykotiske rædselregime, hvor overdreven fysisk afstraffelse og psykisk terror udføres i plenum med et smil. Heldigvis har Matilda og hendes klassekammerater verdens sødeste klasselærerinde, der som en ekstra bonusegenskab er den første nogensinde, der anerkender, at Matilda er et usædvanligt intelligent barn. Ikke blot er hun meget klog, hun viser sig også at besidde telekinetiske kræfter. Et venskab opstår mellem disse to, og sammen sætter de sig for at få skovlen under Trunchbull.

Den lille mand og de store billeder
Danny DeVito er den platte far med den nussede moral, som ikke vil acceptere, at der lever et geni i familien. Herudover optræder Rhea Perlman, DeVitos kone i det virkelige liv og tidligere bartender hos Sam, som den hjernedøde mor. Matilda spilles sødt af Mara Wilson, der har et godt ansigt og tidligere har været med i bl.a. Mrs. Doubtfire. Det er også Danny DeVito, der har instrueret Matilda, og i lighed med sine øvrige instruktørbedrifter demonstrerer han her, at han har et godt greb på at lave billeder. DeVito visuelle stil tangerer det ekspressionistiske, når han underbygger personerners sindsstemning med nærmest overdrevent subjektive indstillinger eller synsvinkler, andre instruktører aldrig ville drømme om. Det er iøjnefaldende overkill, men det fungerer alligevel godt. Dels er det en charmerende manipulation af det gængse filmsprog, dels er det tit ubetaleligt morsomt og en naturlig forlængelse af humoren på indholdssiden. Når det så er sagt, bliver man nødt til at stille spørgsmålstegn ved denne indholdsside. For ganske vist er grundideen med det kloge barn i den tåbelige familie morsom og med muligheder for gode gags og situationer, men i det øjeblik Matilda kommer i skole, ignoreres denne historie totalt til fordel for en noget anstrengt fabuleren om Agatha Trunchbulls modvilje mod børn. Det er bestemt ikke umorsomt, men der er simpelthen for lidt kød på det ben til at fylde filmen ud. Det bliver efterhånden en noget anstrengende farce om festlig børnemishandling, og der skal trædes meget vande, før Trunchbull kan få sin velfortjente straf. For vel er der en vis katarsis i at se små umælende piger blive lammetævet, men alt kan blive trivielt, hvis det gentages ofte nok.

Matilda er en noget udsædvanlig familiefilm, man sagtens kan se også som voksen. Den er lavet med kynikerens glimt i øjet, hvilket gør at man kan juble over at se børn blive pint af figurer med lige så meget troværdighed som Tom& Jerry, og uden konstant at blive belært om, at vi skal være søde mod hinanden. Desværre er den også så ubeslutsom i sin fortælling, at det aldrig rigtigt bliver den sjove film, den faktisk lægger op til i begyndelsen.