The sky is indeed the limit

Jeg havde oprindeligt ikke den store lyst til at Scorsese's ”The Aviator”, da dens første og muligvis eneste ambition var at være storslået overfor en oscarkomité. Men da jeg endelig fik den set, måtte jeg erkende, hvor lækkert det kan være at lade sig slå ud af en stor film. Godt femten minutter inde i filmen da Hughes optager sindssygt mange fly i dogfight til en scene i ”Hell's Angels” fra sit eget biplane, tabte jeg både kæben og alle indvendinger jeg havde om filmens ambitioner.

Scorsese har nogle af Hollywood's bedste folk på denne film. Howard Shore (”Lord of the Rings” og Cronenbergs film) leverer et storslået tema, Robert Richardson (”Kill Bill”, ”Wag the Dog”) leverer nogle storslåede billeder, DiCaprio er god i hovedrollen, Cate Blanchett er fantastisk i birollen som Katharine Hepburn, og alle birollerne er besat af store skuespillere såsom Jude Law, Ian Holm, Willem Dafoe, og jeg kunne blive ved. Selv detaljer som kostumer og indretning er i top. Det sagt, så nås der ikke de samme højder fra ”Raging Bull” eller ”Taxi Driver” i portrættet af Howard Hughes. Men den gamle Scorsese er jo ikke den samme, som han var dengang. Det er desuden ufatteligt svært at lave et overbevisende portræt af en stor og indflydelsesrig mand som Hughes, der har været med til at forme fremtiden. Filmen formår måske ikke at videbringe nogle universelle sandheder om at være menneske i samme grad som netop ”Raging Bull” og ”Taxi Driver”, men det er jo næsten uretfærdigt at sammenligne den med de to store kæmper i amerikansk filmhistorie, og det får en til at overse kvaliteterne i ”The Aviator”.

Scorseses historie om Howard Hughes er historien om en mand, der har modet til at bygge og flyve en testmodel af et fly med halsbrækkende hastighed, men som ikke kan håndtere de små usynlige størrelser i livet. Han bringer flyteknologi og Hollywood-glamour til nye højder med en kæmpestor selvsikkerhed og overbevisning, men ethvert menneske kæmper også med usikkerheder. Og når en mand med et talent (for ikke at nævne hans held, da den formue han arvede hjalp gevaldigt) som Hughes' dykker, så styrtdykker han. Dette overføres metaforisk hver gang han sætter sig i et fly. Et nyt fly for slutningen af hvert akt.

Først det monoplane han udtænker da han laver ”Hell's Angels”, som er verdens største filmproduktion for sin tid. Projekter på den skala er også noget vi kender til i dag, hvor store visioner muliggøre store ting på det store lærred. Hughes' storhedsvanvid lever i den grad videre i film som den nye version af ”King Kong”. Det næste fly er hans spionfly, som han laver, mens han kæmper med at få sit luftfartsselskab til at køre, og mens livet med Katharine Hepburn falder fra hinanden. Det sidste fly er giganten Hercules. Den store hval med propeller der står som et smukt symbol på Hughes storhedsvanvid. Jeg følte dog, der manglede noget for at komme ind i hovedet på Hughes. Flashbacket med moren var lidt billigt sluppet, og filmen nåede aldrig at opnå en sammensmeltning mellem den private Hughes og den offentlige Hughes, der kunne fungere som en rød tråd for hele historien. Igen, man bør nok ikke lave en konsekvent sammenligning med en film som ”Raging Bull”, men jeg kunne se bokseren La Motta i den private La Motta og omvendt. Dette var ikke muligt for mig i ”Aviator”.

Men filmen kastede mig langt tilbage i sædet med sine storslåede og imponerende billeder af en mand, der havde styrke nok til at skabe fremtiden, men samtidig var for svag til at leve i den.