Hvis Darth Vader tyggede skrå

4.0
Da Joss Whedons tv-serie om rumskibet ”Firefly” og dets besætning af godhjertede småforbrydere blev stoppet af Fox, kom det som et chok for både fans og folkene bag serien. Men eftersom serien blev en stor salgssucces på DVD, tog Universal sig kærligt af projektet og gav det et nyt liv på det store lærred.

Eftersom jeg i forvejen har set serien, har jeg svært ved at forestille mig, hvordan ”Serenity” ser ud for folk, der ikke kender til universet og karaktererne. Måske en anelse rodet og ikke så effektivt følelsesmæssigt. TV-serien er et stort sammenrod af westerngenren og sci-figenren. I bund og grund er det en historie med udgangspunkt i en Han Solo og Millenium Falcon fra Star Wars, hvor det onde imperium i stedet er en Alliance, der er styret af store selskaber med egeninteresser. De har eksperimenteret med pigen River (Summer Glau), som er blevet til et menneskeligt våben. Hun har forfærdelige mareridt og er ikke til at kontrollere, hvorfor kaptajnen Mal (Nathan Fillon) på skibet Serenity vil have hende væk. Men han vil samtidig beskytte hende fra alliancen, som han i sin tid kæmpede med under en uafhængighedskrig, der er mislykket.

Det gode ved serien og filmen er, at den bringer space opera-genren mere ned på jorden. Ikke alle rumskibe er funklende nye, og filmen fokuserer på mennesker, der er lettere at identificere sig med en højpolitiske figurer eller hellige krigere ala Star Wars og andre operaer. Desværre følte jeg ikke at fornemmelsen for universet og besætningen ombord på skibet blev ligeså godt etableret i filmen som i serien. Den sarkastiske lette tone er enormt vigtig for serien, og eftersom et stort seriøst actionfyldt plot er nødvendigt for filmen, levnes der ikke så meget plads til karaktererne.

Jeg havde samtidig (og noget arbitrært) forventet, at det store plot var endnu større og vigtigere. Jeg havde forventet flere og mørkere hemmeligheder bag River-karakteren. Jeg håber at se dem udfolde sig i endnu en TV-serie, men jeg mener ikke, at ”Firefly” hører hjemme i biografformat. Serien er i mine øjne mere underholdende end filmen, men filmen er bestemt ikke dårlig, og den har helt sikkert sine øjeblikke.
Serenity