I said hot damn what a rush!!!

Sin City var en af dette års mest opsigtsvækkende, underholdende og muligvis også bedste filmværker, der hentede stor anerkendelse hos publikum såvel som kritikerne, der hyldede filmen for dens innovative og absolut overrumplende visuelle stil, kompromisløse tegneserievold og energiske og engagerende iscenesættelse. Skepsissen inden premieren var dog berettiget høje. På trods af at Frank Millers kulttegneserie har hentet stor inspiration hos filmmediet, ville det teoretisk set have været noget nær umuligt at konvertere universets unikke stemning til filmens verden. Hollywoods ekstase overfor tegneseriefilmatiseringer rettet mod det kommercielle publikum de sidste mange år har ydermere budt på flere fejlslagne forsøg end decideret vellykkede, og taget i betragtning at Millers univers var så hårdkogt, voldeligt og misantropisk, kunne man kun frygte en børnevenlig nedprioritering af volden og tegneseriens fundamentale signaturer. At det skulle en så broget og kvalitativ svingende instruktør som Robert Rodriguez til at løfte filmatiseringen til et højere niveau, kan både overraske og så alligevel give mening. Dette er trods alt manden, som skamløst har begået de forfærdelige og stupide Spy Kids-film (hans nyeste børnefilm skulle ligeledes være terrible), samt den svagt underholdende Once Upon a Time in Mexico, der taktløs og uinspireret endegyldiggjorde Rodriguez’s ’plagede helt’ trilogi. Dog har Rodriguez udvist egenrådige, selvsikre og ganske forrygende takter med film som hans ultra low-budget debut El Mariachi, opfølgeren Desperado (tegneserievold i højeste potens), den ungdomsleflende The Faculty (som jeg personligt anser som en guilty pleasure af bedste slags) og ikke mindst road movie/splatterfilmen From Dusk Till Dawn, hvor første halvdel var skrevet af Tarantinos gyldne hånd. Med Sin City viderefører Rodriguez de ultracoole overtoner fra førnævnte film, samtidig med at han har hele tre helstøbte og fascinerende fortællinger at berette. Efter Sin City har Rodriguez fået genoprettet alverdens filmiske respekt, da han har begået hvad der indiskutabelt må være tidernes mest loyale og avancerede tegneseriefilmatisering, hvor tegneseriens billeder har lagt grundlag for filmens storyboards. Millers er krediteret som medinstruktør på Sin City, og på grund af denne gestus måtte Rodriguez stædigt forlade The Director’s Guild of America

Hovedattraktionen i Sin City er utvivlsomt den banebrydende æstetik, der visualiserer Millers tegneserie perfekt. Selve indspilningsmetoden med at optage alle skuespillerne foran green screen med kun få kulisser, for derefter at tilføje alt med digitale effekter i postproduction, er forholdsvis nyt, men også anvendt før i film som Casshern og Sky Captain. Med Sin City har Rodriguez dog anvendt digitale kameraer, der giver filmen et helt unikt og særpræget look, som er fuldstændig uimodståelig.

Sin City er dog mere end bare ren overfladisk visuel lir, da der både er substans og publikumsmæssig engagement at finde i de skarpt opdelte og distingverende historier og dertilhørende karakterer. Sin City indledes åndeløst flot med en nærmest malerisk og deprimerende tragisk sekvens. Josh Hartnett indrammer filmens fortællinger om fatal kvindefascination, hvor det abrupte skift mellem den overvældende kvindelige skønhed og hensynsløs nedslagtning klart indikerer de stærke kontraster, som både Miller og Rodriguez er fascineret af og eksplorerer kontemplativt. Da Hartnett også afrunder filmen, kommer han til at fremstå som en nærmest guddommelig underliggende intervention i begivenhederne, der præges af den stemningssættende indledning. Paradoksalt nok kommer Hartnetts mystificerende karakter for mig til at fremstå som den mest interessante, som forhåbentligt får mere spilletid i de allerede planlagte fortsættelser.

De tre forskellige historier i Sin City (The Hard Goodbye, The Big Fat Kill og That Yelloy Bastard) har ingen evidente relationer, på trods af at karakterernes veje til tider krydses og fraskilles hurtigt igen. I den første historie er Mickey Rourke superb og usandsynlig veloplagt som den frastødende anti-helt Marv, der finder eskapisme fra sit eget selvhad gennem en prostitueret pige Goldie (fint spillet af Jaime King), der frivilligt, men ikke uden narcissistiske bagtanker, har tilbragt en nat sammen med ham. Da Rourke vågner, er Goldie (guld, hvis person altid symboliseres i farver) blevet myrdet af en lydløs morder, og dette bliver så en katalysator for Rourkes hævnaktion, hvor han afslører hans indre primale og aggressive instinkter, der har gjort ham til den han er og hader så indædt. Under sin sadistiske odysse kolliderer Rourke blandt andet med morderen, skrækindjagende og iskoldt spillet af en afdæmpet Elijah Wood. På trods af hans bestialske og nådesløse metoder og overdimensionerede fysiske evner, besidder Rourke et oprigtigt og fundamentalt moralsk æreskodeks, hvorved han stadig hænger fast i en flis af menneskelighed. Han har fundet psykisk frelse i Kings karakter, og hans vellykkede og morderiske mission efter hævn retfærdiggører fortidens syndige gerninger. Den dødelige afslutning er derfor ikke tragisk, men forløsende og på et basalt plan muligvis også lykkelig. Rourkes fortælling er velsagtens den mest romantiske, momentvis endda på den dybfølte og ægte måde, og det bedste element i Sin City.

Fortællingen om den genopståede morder Dwight i anden del er mindre følelsesrig og filosoferende (indenfor filmens eget univers), men er til gengæld mere handlingsmættet og betydeligt mere fokuseret på adrenalinfyldt action. Clive Owen er usandsynlig cool og velspillende som Dwight, hvis spændende forhistorie gerne skulle udfoldes i Rodriguez’s fortsættelser. Owen trækkes ufrivilligt ind i heftige intriger om Sin City’s luderbydel, hvis skrøbelige fundament er faretruende nær ved at sammenknække efter mordet på den ugenkendelige Benicio Del Toro, der spiller veloplagt barbarisk og overlegen. Denne fortælling har nydt godt af en gæsteoptræden fra selveste Tarantino på instruktørsiden, der overlegent sikkert og genkendeligt har iscenesat den morbide og lattervækkende sekvens, hvor Owen kører Del Toros døde(?) lig til fjernelse. Det er især et fint touch, at Tarantino lader Owen sine steder tale direkte i stedet for at anvende voice-over.

Sin City byder slutteligt på en mere afdæmpet og indfølt historie om den lovlydige betjent, en tilpas plaget Bruce Willis, der røvrendes af et korrumperet politisk system (hvorved Rodriguez understreger den nådesløses street justice i filmens univers som det mest effektive og troværdige), efter at han har reddet en lille pige fra pure voldtægt og død fra den overpsykopatiske og forkælede senatorsøn (grandiost spillet af Nick Stahl), senere transformeret til et ildelugtende og abnorm gult menneske. Denne sekvens er hjertefyldt, men også lidt for konstrueret til at publikum medrives ligeså optimalt, som man gjorde under de to andre fortællinger. Som sagt kædes historierne ikke åbenlyst sammen, men der er flere paralleller at drage gennem den tynde, men eksisterende subtekst. Sin City har noget at byde på ved dette aspekt, men man skal ikke tiltræde filmen fra en analytisk indfaldsvinkel, da Sin City ikke er meget mere en genuin underholdning. Til gengæld er det af højeste og mest medrivende kaliber! Hartnett afslutter desuden filmen med bravur.

De forskellige historier akkompagneres alle af karismatiske og karakteropbyggende- og udviklende voice-overs, der byder på pseudo-poetiske udskejelser, der passer fornemt til det uforudsigelige univers. Det alsidige, excentriske og utrolig fængende persongalleri levendegøres af utallige stjerner, der velvilligt har indladt sig i dette epokegørende projekt, der bedst kan kategoriseres som postmodernistisk film noir. Sin City er blevet anklaget for både at være sexistisk og mandschauvinistisk, men dette finder jeg uberettiget, da kvinderne i filmen er levende og handlekraftige individer i et mandsdomineret og maskulint univers, og ikke kun attraktive blikfang. Jovist er Rodriguez betaget af den kvindelige seksualitet, og dette udpensles da også åbenlyst, men det bliver aldrig pornografisk eller decideret nedladende. De traumatiserede og rastløse mandesjæle finder frelse og forløsning hos kvinder, mens skurkene, der så sandelig får hvad de fortjener, er kvindemisbruger af værste slags.

Sin City er et frontaltangreb på sanserne, et ekstrem stiliseret og politisk ukorrekt voldsinferno, der gennem sin primitive indstilling er blevet påstemplet kontroversiel af censuren og de let anstødelige. Jeg finder dog ikke ultravolden hverken immoralsk eller forkastelig (men overdreven og bizart, ja), da den visualiseres med en tydelig uhøjtidelighed og selvironiske undertoner. Som filmfreak er det decideret befriende at overvære, at den amerikanske filmindustri stadig tør at skildre (tegneserie)vold på en cool måde.

Hvert billede i Sin City virker gennemført ned til mindste detalje, hvor stemningen er tommetyk og betagelsen uendelig. De maleriske billeder er uforglemmelige, hvor især silhuet-sekvenserne (tortur, oliedrukningen, selvopofrelsen) er ubeskrivelige, ren billedpoesi. Rodriguez leger eminent med farverne, hvor især rød er fremtræden som manifestationen af kærlighed og død. Fra publikums side er man aldrig i tvivl om at man overværer noget ekstraordinært og i sandhed originalt, hvor Rodriguez’s ekspressionistiske æstetik er absolut overrumplende og mesterlig.

Sin City er en langtidsholdbar og mindeværdig film, der utvivlsomt har gjort sig fortjent til al den opmærksomhed og succes, den allerede har opnået. Muligvis en milepæl i filmhistorien, hvor de planlagte fortsættelser skam ikke er uvelkomne, da man velvilligt har lyst til at dyrke og medrives af det fascinerende univers, som Sin City byder på. På et eller andet plan kan man kalde filmen for kunst, da den udvider filmmediets muligheder på fornemste måde. En stor triumf for både Rodriguez og Millers visionære talent. Tæt på de seks stjerner.