Gymnasiehelvede som en superheltetegneserie

4.0
Denne lille lette teenagekomedie bruger superhelte som setting for at fortælle en historie om high school. Plottet er fuldkommen forudsigeligt fra ende til anden, og filmen ville nok fungere bedre som en tv-serie, da karaktererne er flade og mangler den naturlige dybde, der kommer når karaktererne får mere plads. Men selv om de fleste karakterer i denne film er stereotyper, så har filmen også en fin lille kommentar om at sætte folk i bås og at inddele folk i vindere og tabere.

Den låner meget fra ”Harry Potter” uden at være på niveau med de bøger, men den låner ligeså meget fra andre film om high school Darwinisme, hvor de anderledes og mærkværdige stemples som tabere, og de selvudråbte populære stempler hinanden som vindere. Filmen serverer denne klassiske naturlov, som også findes på danske gymnasier, i form af superhelte og superskurke i absurd tegneserieformat.

Will's (Michael Angarano) forældre (Kurt Russel & Kelly Preston) er verdens største superhelte, men han lader ikke til at have nogle superkræfter selv. Forældrene har dog indskrevet ham i superhelte high school, da han ikke har ladet dem tro andet end, at han har superkræfter. I High School bliver han først stemplet som sidekick, og han finder sine venner blandt de andre sidekicks, der kun har kræfter såsom at forvandle sig til en pøl vand eller en gnaver. Det viser sig dog i, at han har superkræfter under en slåskamp i skolens cafeterie, og derfra må han vælge mellem livet blandt de populære, hvor den smukke og intelligente Wendy (Mary Elizabeth Winstead) er iblandt, eller livet med de sidekicks, der bliver tyranniseret af superheltene på skolen.

I en dejlig lille birolle som den højtråbende gymnastiklærer er Bruce Campbell, og også Kurt Russel er god som den ærketypiske far, der forventer lidt for meget af sin søn. Men det er hele den farverige og absurde superhelteverden, der gør filmen værd at se. En genial måde at vise den absurde verden i high school på. Superlet underholdning rettet mod ungdommen, men den bedre del af slagsen.
Sky High