Sprudlende klassiker
5.0
Det fantastiske ved ”Jules et Jim” er hverken historien eller karaktererne, men filmens egen sprudlende energi. På samme måde som Godard gjorde det i ”A Bout de Souffle”, så er Truffaut her et stort legebarn, og filmmediet er hans våben.
”Jules et Jim” er både en hyldest til og en parodisering af klassiske kærlighedsdramaer. Jeg har ikke sat mig ind i baggrunden til filmen, som en professionel biografanmelder ville gøre det, men noget siger mig, at grunden til at filmen er sat i starten af århundredet, er for at markere filmens genfødsel. Truffaut dropper de sædvanlige stive konventioner og bryder her kilchéerne.
Da to venner Jules og Jim mødes efter at have kæmpet på hver side af en krig, taler de som om intet var hændt, mens de bærer baggage ind i et hus: ”Jim: Du har ikke forandret dig Jules. Jules: Du har ikke forandret dig Jim. Catherine: Kort sagt, ingen har forandret sig.” Strukturen og hvert et shot er fuldkommen uforudsigeligt. Filmen bruger freeze frames til at fange Jeanne Moreaus grimasser. Skæv sync af lyd og billede, da Jules forsøger at tale fransk uden accent. Et generelt hurtigt flow med korte og hurtige klip. Eller fast-motion til at gøre stemningen som i tidlige film. Med andre ord så leger Truffaut her med mediet for at gøre det ungt igen.
Skuespillet er som sagt nede-på-jorden med masser af ironi og sarkasme. Specielt Jeanne Moreau udgør filmens sprudlende hjerte som den evigt drilske, impulsive og energiske Catherine, der kommer imellem de to gode venner, østrigeren Jules (Oskar Werner) og franskmanden Jim (Henri Serre) i Paris år 1900. Filmen følger deres leg med omverden og hendes leg med dem igennem årtierne derefter. Catherine er af det samme stof som Michel og Patriciai i ”A Bout de Souffle”. Måske endda det tidligere liv af deres ufødte barn (se her er et religiøst dilemma for buddhisterne. Kan ufødte børn have tidligere liv?). Rodløs, rastløs, flydende. Hun er den præcist rette dosis medicin til den træge film.
Filmen er også interessant i den usentimentale skildring af trekantsdramaet. Da Jules siger, så vandt i sgu' krigen, peger kameraet lynhurtigt overpå Jim, der koldt siger, at han hellere ville have vundet Jules' liv. Jules og Catherine, nu gift, skændes om tysk øl mod fransk vin. Hun remser en masse navne på vinsteder op, han ignorerer hende, hun løber ud af døren, siger til Jim, fang mig, Jim løber efter hende. Alt i løbet af fem sekunder. Jules fremsiger på tysk en smertens poesi, da han ser Jim kysse Jims nakke. Catherine oversætter som fra en skolebænk. Han kommenterer hendes oversættelse som en skolelærer. Filmen bruger også en fortællerstemme i stedet for at vise og dramatisere dialogen mellem karaktererne. Der tales et helt andet sprog end det sentimentale og dramatiserede filmsprog vi er vant til.
Denne over 40 år gamle film føles ny, selv efter vor tids standarder. Den er som den forelskelse, som den usentimentalt portrætterer. Jeg blev ikke selv ramt så dybt af forelskelsen. ”A Bout de Souffle” sagde mig mere. Men jeg forstår skam ganske godt, hvad alle ser i filmen og Jeanne Moreau. I stedet for at elske filmen respekterer jeg den som en gammel elskerinde, der altid føles meget ny.
”Jules et Jim” er både en hyldest til og en parodisering af klassiske kærlighedsdramaer. Jeg har ikke sat mig ind i baggrunden til filmen, som en professionel biografanmelder ville gøre det, men noget siger mig, at grunden til at filmen er sat i starten af århundredet, er for at markere filmens genfødsel. Truffaut dropper de sædvanlige stive konventioner og bryder her kilchéerne.
Da to venner Jules og Jim mødes efter at have kæmpet på hver side af en krig, taler de som om intet var hændt, mens de bærer baggage ind i et hus: ”Jim: Du har ikke forandret dig Jules. Jules: Du har ikke forandret dig Jim. Catherine: Kort sagt, ingen har forandret sig.” Strukturen og hvert et shot er fuldkommen uforudsigeligt. Filmen bruger freeze frames til at fange Jeanne Moreaus grimasser. Skæv sync af lyd og billede, da Jules forsøger at tale fransk uden accent. Et generelt hurtigt flow med korte og hurtige klip. Eller fast-motion til at gøre stemningen som i tidlige film. Med andre ord så leger Truffaut her med mediet for at gøre det ungt igen.
Skuespillet er som sagt nede-på-jorden med masser af ironi og sarkasme. Specielt Jeanne Moreau udgør filmens sprudlende hjerte som den evigt drilske, impulsive og energiske Catherine, der kommer imellem de to gode venner, østrigeren Jules (Oskar Werner) og franskmanden Jim (Henri Serre) i Paris år 1900. Filmen følger deres leg med omverden og hendes leg med dem igennem årtierne derefter. Catherine er af det samme stof som Michel og Patriciai i ”A Bout de Souffle”. Måske endda det tidligere liv af deres ufødte barn (se her er et religiøst dilemma for buddhisterne. Kan ufødte børn have tidligere liv?). Rodløs, rastløs, flydende. Hun er den præcist rette dosis medicin til den træge film.
Filmen er også interessant i den usentimentale skildring af trekantsdramaet. Da Jules siger, så vandt i sgu' krigen, peger kameraet lynhurtigt overpå Jim, der koldt siger, at han hellere ville have vundet Jules' liv. Jules og Catherine, nu gift, skændes om tysk øl mod fransk vin. Hun remser en masse navne på vinsteder op, han ignorerer hende, hun løber ud af døren, siger til Jim, fang mig, Jim løber efter hende. Alt i løbet af fem sekunder. Jules fremsiger på tysk en smertens poesi, da han ser Jim kysse Jims nakke. Catherine oversætter som fra en skolebænk. Han kommenterer hendes oversættelse som en skolelærer. Filmen bruger også en fortællerstemme i stedet for at vise og dramatisere dialogen mellem karaktererne. Der tales et helt andet sprog end det sentimentale og dramatiserede filmsprog vi er vant til.
Denne over 40 år gamle film føles ny, selv efter vor tids standarder. Den er som den forelskelse, som den usentimentalt portrætterer. Jeg blev ikke selv ramt så dybt af forelskelsen. ”A Bout de Souffle” sagde mig mere. Men jeg forstår skam ganske godt, hvad alle ser i filmen og Jeanne Moreau. I stedet for at elske filmen respekterer jeg den som en gammel elskerinde, der altid føles meget ny.
23/12-2005
