Voldelig, surrealistisk og fandens underholdene.
5.0
Naturel born killers, er delt i to dele. Den første hvor vi følger, phsykopat-parret, Mickey og Mallory på deres mordtogt gennem U.S.A.
Men da de bliver taget af en korrupt, og voldsfikseret politibetjent, skifter handlingen til et fængsel for phsykopater. Her for vi et blik ind i massemediernes verden, med voldsreportager for hver en pris. Tingene bliver dog voldsomme igen, da der udbryder oprør i fængselet.
Da filmen kom frem i 1994, blev den forkortet meget. Den amerikanske filmcensur, kunne ikke godtage, at volden i denne film, blev præsenteret som noget der er okay. Den helliger volden, blev der sagt. Men selv efter en stor del af filmen blev skåret fra, mente man stadig at den var for voldelig. Synes jeg den er voldelig? Ja, for pokker!
På trods af en meget slem barndom, plaget af forsømmelse og misbrug, kan intet undskylde vores to hovedpersoner. De er så følelseskolde, så ligelglade og egoistiske, at man ingen sympati nærer for dem - i starten! Volden er filmens tema. Filmen er voldens abc. Disse to hovedpersoner kunne egentlig godt have været grundlæggerne af Sin City. En lille sekvens fra filmen, konstaterer at jeg har ret.
-Mallory: "Hvad skal vi lave?"
-Mickey: "Det ved jeg ikke, skal vi tage et gidsel?"
Og sådan er de to hele vejen igennem. Man keder sig ikke et sekund!!!
Men så kommer en reporter, en verdensberømt reporter, ind i billedet. Han hedder Wayne Gale, og alt hvad der tæller for ham er seertal. Han får retten til et mand-til-mand-interwiew med Mickey. Det skal foregå i et stort fængsel, hvor der tilfældigvis udbryder oprør. Det gør at hele verden kan følge med i et voldsdrama uden lige, og at Gale, for volden, som han foran kameraet afskyr, helt tæt på sig, og lader sig rive med.
Dette oprør, skal jeg lige sige, er ekstremt voldsomt.
Filmen er dog andet end vold. Den er meget symbolsk, og det er tydeligt at se, at Quentin Tarantino har haft en finger med i spillet. Overalt i filmen, kører der billeder i fjernsynet, på væggen, i vinduerne, på tøjet, osv., osv., osv... De passer, på en eller anden syrealistisk måde ind i filmen, og leder tankerne over på noget ikke voldeligt. Men det kræver altså noget af seeren. Hvis man skal mere end underholdes af denne film, må man selv gøre noget for det, se den igen, tænke den igennem, snakke med nogen (helst nogen som også har set den) om den, eller skrive ens mening, holdning og opfattelse af den ned, og så få det til at fylde et par sider.
Men synes jeg den er FOR voldelig. Nej bestem ikke, og slet ikke når man får tænkt den igennem. Vold på film er der ikke noget galt med, så længe den ikke er diskriminerende. På film er der jo ingen der kan komme til skade, men vi andre kan blive lamslået og spændte, og blive grebet af filmen, fordi den indeholder så meget ondskab, så man ikke bare kan ignorere det, men bliver nødt til, at tage parti i forhold til ens egen måde at være på, eller i hvert fald overveje, hvad sker i og omkring en.
Så konklutionen er, at filmen er voldelig, og umiddelbart helliger volden, men dybere set viser dens værste side, og får os til at holde os langt langt væk fra den.
Voldelig, surrealistisk og fandens underholdende.
Men da de bliver taget af en korrupt, og voldsfikseret politibetjent, skifter handlingen til et fængsel for phsykopater. Her for vi et blik ind i massemediernes verden, med voldsreportager for hver en pris. Tingene bliver dog voldsomme igen, da der udbryder oprør i fængselet.
Da filmen kom frem i 1994, blev den forkortet meget. Den amerikanske filmcensur, kunne ikke godtage, at volden i denne film, blev præsenteret som noget der er okay. Den helliger volden, blev der sagt. Men selv efter en stor del af filmen blev skåret fra, mente man stadig at den var for voldelig. Synes jeg den er voldelig? Ja, for pokker!
På trods af en meget slem barndom, plaget af forsømmelse og misbrug, kan intet undskylde vores to hovedpersoner. De er så følelseskolde, så ligelglade og egoistiske, at man ingen sympati nærer for dem - i starten! Volden er filmens tema. Filmen er voldens abc. Disse to hovedpersoner kunne egentlig godt have været grundlæggerne af Sin City. En lille sekvens fra filmen, konstaterer at jeg har ret.
-Mallory: "Hvad skal vi lave?"
-Mickey: "Det ved jeg ikke, skal vi tage et gidsel?"
Og sådan er de to hele vejen igennem. Man keder sig ikke et sekund!!!
Men så kommer en reporter, en verdensberømt reporter, ind i billedet. Han hedder Wayne Gale, og alt hvad der tæller for ham er seertal. Han får retten til et mand-til-mand-interwiew med Mickey. Det skal foregå i et stort fængsel, hvor der tilfældigvis udbryder oprør. Det gør at hele verden kan følge med i et voldsdrama uden lige, og at Gale, for volden, som han foran kameraet afskyr, helt tæt på sig, og lader sig rive med.
Dette oprør, skal jeg lige sige, er ekstremt voldsomt.
Filmen er dog andet end vold. Den er meget symbolsk, og det er tydeligt at se, at Quentin Tarantino har haft en finger med i spillet. Overalt i filmen, kører der billeder i fjernsynet, på væggen, i vinduerne, på tøjet, osv., osv., osv... De passer, på en eller anden syrealistisk måde ind i filmen, og leder tankerne over på noget ikke voldeligt. Men det kræver altså noget af seeren. Hvis man skal mere end underholdes af denne film, må man selv gøre noget for det, se den igen, tænke den igennem, snakke med nogen (helst nogen som også har set den) om den, eller skrive ens mening, holdning og opfattelse af den ned, og så få det til at fylde et par sider.
Men synes jeg den er FOR voldelig. Nej bestem ikke, og slet ikke når man får tænkt den igennem. Vold på film er der ikke noget galt med, så længe den ikke er diskriminerende. På film er der jo ingen der kan komme til skade, men vi andre kan blive lamslået og spændte, og blive grebet af filmen, fordi den indeholder så meget ondskab, så man ikke bare kan ignorere det, men bliver nødt til, at tage parti i forhold til ens egen måde at være på, eller i hvert fald overveje, hvad sker i og omkring en.
Så konklutionen er, at filmen er voldelig, og umiddelbart helliger volden, men dybere set viser dens værste side, og får os til at holde os langt langt væk fra den.
Voldelig, surrealistisk og fandens underholdende.
25/12-2005
