Abebrøl, tinnitus, show business
4.0
Peter Jacksons genfilmatisering af historien om King Kong er en larmende blockbuster, men samtidig er den langt over gennemsnittet for denne slags støjorgier, hvad angår både effekter og historie.
Jeg har allerede brugt ord som “støj” og “larmende” to gange i den første sætning. Måske var det biografen, som jeg så filmen i, der gjorde, at filmen forårsagede store smerter i mine ører. Men det lader til at det var Jacksons intention, at lydniveauet skal være så højt, for hvis det var lavere ville meget af den stille musik gå tabt. Måske er det blot mig der har sarte ører, men disse ører har uden problemer overlevet Roskildefestivaler uden ørepropper. I starten af “King Kong” var niveauet fint nok, men da vores menneskelige helte (og skurke) når Skull Island, bliver filmen en stor øreeksploderende actionfest med hurtig klipning og fantastiske computereffekter. Den brølene abes dybe stemme alene gjorde ingen skade. Men da Kongs brøl lød sammen med de højt brølene dinousarere og James Newton Howards bombastiske orkestermusik, måtte jeg konstant sidde med en finger i det ene øre. Under nogle sekvenser med begge fingre i ørene. Lydniveauet (sammen med de mange kaotiske closeups under actionsekvenserne) virkede så distraherende, at jeg så at sige faldt ud af filmen under hele midterstykket på Skull Island.
Og alligevel var filmen i sin helhed en fantastisk underholdende blockbuster-oplevelse. Plottet i denne nye version er stort set det samme som i originalen fra 1933. Filminstruktør Carl Denham (Jack Black) tager vaudeville skuespillerinden Ann Darrow (Naomi Watts) og sit filmhold på den uudforskede ø, Skull Island, hvor Ann ofres af de indfødte til kæmpeaben Kong (Andy Serkis lægger bevægelse til). Manuskriptforfatteren Jack Driscoll (Adrien Brody) sætter sig for at redde Ann, mens Carl Denham forsøger at forvandle hele eventyret om til show business. Jeg ser historien her først og fremmest som Carls historie. Han vil omskabe det vilde dyr og al dens naturlige vælde om til box office guld. Han er som resten af menneskeheden. Han forstår ikke det gode, det smukke i Kong. Kun Ann forstår Kong, men det er ikke let for hende at redde ham. Filmen handler også til dels om, hvordan mændene i filmen behandler hende som en damsel in distress, uden at forstå hendes forhold til Kong. På sin vis er dette en blockbuster film, der indeholder megen kritik af blockbusterspektakler, mens den samtidig nyder at være et sådan spektakel. Jeg kunne virkelig have elsket denne film, hvis den ikke havde skubbet mig væk med al sin larm i midterstykkerne. Men jeg kan vældig godt lide den alligevel.
Jeg har allerede brugt ord som “støj” og “larmende” to gange i den første sætning. Måske var det biografen, som jeg så filmen i, der gjorde, at filmen forårsagede store smerter i mine ører. Men det lader til at det var Jacksons intention, at lydniveauet skal være så højt, for hvis det var lavere ville meget af den stille musik gå tabt. Måske er det blot mig der har sarte ører, men disse ører har uden problemer overlevet Roskildefestivaler uden ørepropper. I starten af “King Kong” var niveauet fint nok, men da vores menneskelige helte (og skurke) når Skull Island, bliver filmen en stor øreeksploderende actionfest med hurtig klipning og fantastiske computereffekter. Den brølene abes dybe stemme alene gjorde ingen skade. Men da Kongs brøl lød sammen med de højt brølene dinousarere og James Newton Howards bombastiske orkestermusik, måtte jeg konstant sidde med en finger i det ene øre. Under nogle sekvenser med begge fingre i ørene. Lydniveauet (sammen med de mange kaotiske closeups under actionsekvenserne) virkede så distraherende, at jeg så at sige faldt ud af filmen under hele midterstykket på Skull Island.
Og alligevel var filmen i sin helhed en fantastisk underholdende blockbuster-oplevelse. Plottet i denne nye version er stort set det samme som i originalen fra 1933. Filminstruktør Carl Denham (Jack Black) tager vaudeville skuespillerinden Ann Darrow (Naomi Watts) og sit filmhold på den uudforskede ø, Skull Island, hvor Ann ofres af de indfødte til kæmpeaben Kong (Andy Serkis lægger bevægelse til). Manuskriptforfatteren Jack Driscoll (Adrien Brody) sætter sig for at redde Ann, mens Carl Denham forsøger at forvandle hele eventyret om til show business. Jeg ser historien her først og fremmest som Carls historie. Han vil omskabe det vilde dyr og al dens naturlige vælde om til box office guld. Han er som resten af menneskeheden. Han forstår ikke det gode, det smukke i Kong. Kun Ann forstår Kong, men det er ikke let for hende at redde ham. Filmen handler også til dels om, hvordan mændene i filmen behandler hende som en damsel in distress, uden at forstå hendes forhold til Kong. På sin vis er dette en blockbuster film, der indeholder megen kritik af blockbusterspektakler, mens den samtidig nyder at være et sådan spektakel. Jeg kunne virkelig have elsket denne film, hvis den ikke havde skubbet mig væk med al sin larm i midterstykkerne. Men jeg kan vældig godt lide den alligevel.
25/12-2005
