Skæbner ekspederes på et øjeblik
5.0
Asfalten, menneskene og samfundet bløder fra åbne sår i Nicolas Winding Refns poetisk-desperate storby-digt om grusomhed, forløsning og håb
Med sin trendsættende debutfilm "Pusher" (96) var den autodidakte Nicolas Winding Refn for alvor med til at sætte skub i den spirende danske film-nybølge. Gangsterfilmen om dealeren Frank, der bliver "busted" af sin bagmand Milo, fordi han kommer i bundløs narkogæld, blev et kæmpehit og det endelige gennembrud for en række unge, uprøvede metodeskuespillere. Nu har Nicolas Winding Refn premiere på opfølgeren "Bleeder". Et stykke storby-dramatik med fokus på desperate menneskers søgen efter forståelse, omsorg og betingelsesløs kærlighed.
Skæbnehistorier fra betonjunglen
Den rastløse ufaglærte arbejder Leo (Kim Bodnia) er kæreste med den stille pige Louise (Rikke Louise Andersson), som han venter barn med. Filmnørden Lenny (Mads Mikkelsen) langer videobånd over disken i den lokale videobiks, som er ejet af fremmedarbejderen Kitjo (Zlatko Buric). Louis (Levino Jensen) er bror til Louise, arbejder som dørmand på et diskotek og har tilknytning til rockermiljøet. Lea (Liv Corfixen) drømmer sig væk i bøgernes verden, mens hun serverer fast food på en grillbar.
Leo er fanget i en spiral af aggression og selvhad, på vej mod de 35 og uden nogen menneskelig tilknytning på nær til kæresten Louise, som han behandler efter forgodtbefindende. Efter at have set Louis og hans dørvogter-kolleger maltraktere en indvandrer, og samtidigt indlevet sig i totalt bizarre og perverse volds- og pornofilm i Kitjos videobutik, udviskes den imaginære streg, som adskiller virkelighed fra illusion, langsomt for Leo. Han begynder at udtrykke sin utilpassethed gennem ukontrollable raserianfald.
I "Bleeder" skildres en verden, hvor en smældende lussing rammer hårdere end projektiler fra en revolver, og hvor et kys, knus eller kærligt ord kan udløse de frygteligste repressalier. Det er 90'er-menneskets eksistentielle livsangst, som udstilles for vores øjne.
Plads til refleksion
Hvor "Pusher" var tempomættet, pulserende af nerve og ydre spænding, er "Bleeder" i alle passager en film, der lever mere på lyriske og poetiske stemninger end på et fremadskridende plot. På trods af en konsekvent vekselvirkning mellem det operativt overdådige og det intime, sættes fortællingen gerne i stå for at give plads til refleksion over minutiøst observerede detaljer i karakterernes dialog, mimik og kropssprog. I sin dissekering af karakterernes psykologiske tilstande, synes Refn at være inspireret af John Cassavetes, den frustrerede middelklasse-kronikør par excellence. Ligesom Cassavetes undlader Refn at komme med eksplicitte sociale, religiøse eller biografiske motivationer. Han viser, uden at tage stilling, og det forøger tilskuerens indlevelse i handlingen.
Blændende skuespilpræstationer
Alle skuespillerne yder blændende præstationer. Kompakte Kim Bodnia, spaltet mellem sin kærlighed til Louise og angsten for at blive fastlåst i familielivets daglige trummerum, har et spilleregister, som ingen anden i Danmark. At betragte hans gradvise kollaps fra mild desperation til åben psykopati er et studie i method acting, der giver mindelser om Robert De Niro i Scorseses "Taxi Driver" (76). Mads Mikkelsen er inkarnationen af en postmoderne filmnørd, og hans endeløse opremsning af genre- og kultinstruktører i filmens start er en ren tour-de-force. Rikke Louise Andersson er sårbar og skrøbelig som Louise, mens tatoverede Levino Jensen eminent veksler mellem afstumpet fremmedhad og omsorgsfuld søskendekærlighed.
Terapeutisk arbejde
"Bleeder" fremviser i bogstaveligste forstand Nicolas Winding Refns terapeutiske arbejde med at analysere, fortolke og kommunikere sin egen og hele sin generations optagethed, ja, direkte besættelse af filmen som imaginær substitut for et ægte voksenliv med samfundsintegrerede, familiære værdier som det centrale. I denne surrogatverden er Lucio Fulci, Lamberto Bava, Jesus Franco, Paul Morrissey, Ruggero Deodato og William Lustig ukronede konger, zombie, giallo, mondo, slash og sleaze de foretrukne genrer, og det essentielle spørgsmål er, hvem der var halvfjerdsernes sejeste action star, "den gule James Bond", Bruce Lee eller blaxploitation-ikonet Fred Williamson! En fremmedgjort generation i kolossale problemer med at artikulere behov, lyster og følelser.
Filmen siger endeligt, at der er håb for alle os inkarnerede celluloidnørder, men at det kræver mentalt slid at bryde med den passiviserende virkelighedsillusion, som filmmediet konstruerer omkring os og luller os hen i. At få tilskueren til at overflytte sin kærlighed fra levende billeder til levende mennesker, er Refns mission med "Bleeder", der emmer af weltschmertz, længsel og passion. Den er Refns manifest - skrevet med hjerteblod.
Med sin trendsættende debutfilm "Pusher" (96) var den autodidakte Nicolas Winding Refn for alvor med til at sætte skub i den spirende danske film-nybølge. Gangsterfilmen om dealeren Frank, der bliver "busted" af sin bagmand Milo, fordi han kommer i bundløs narkogæld, blev et kæmpehit og det endelige gennembrud for en række unge, uprøvede metodeskuespillere. Nu har Nicolas Winding Refn premiere på opfølgeren "Bleeder". Et stykke storby-dramatik med fokus på desperate menneskers søgen efter forståelse, omsorg og betingelsesløs kærlighed.
Skæbnehistorier fra betonjunglen
Den rastløse ufaglærte arbejder Leo (Kim Bodnia) er kæreste med den stille pige Louise (Rikke Louise Andersson), som han venter barn med. Filmnørden Lenny (Mads Mikkelsen) langer videobånd over disken i den lokale videobiks, som er ejet af fremmedarbejderen Kitjo (Zlatko Buric). Louis (Levino Jensen) er bror til Louise, arbejder som dørmand på et diskotek og har tilknytning til rockermiljøet. Lea (Liv Corfixen) drømmer sig væk i bøgernes verden, mens hun serverer fast food på en grillbar.
Leo er fanget i en spiral af aggression og selvhad, på vej mod de 35 og uden nogen menneskelig tilknytning på nær til kæresten Louise, som han behandler efter forgodtbefindende. Efter at have set Louis og hans dørvogter-kolleger maltraktere en indvandrer, og samtidigt indlevet sig i totalt bizarre og perverse volds- og pornofilm i Kitjos videobutik, udviskes den imaginære streg, som adskiller virkelighed fra illusion, langsomt for Leo. Han begynder at udtrykke sin utilpassethed gennem ukontrollable raserianfald.
I "Bleeder" skildres en verden, hvor en smældende lussing rammer hårdere end projektiler fra en revolver, og hvor et kys, knus eller kærligt ord kan udløse de frygteligste repressalier. Det er 90'er-menneskets eksistentielle livsangst, som udstilles for vores øjne.
Plads til refleksion
Hvor "Pusher" var tempomættet, pulserende af nerve og ydre spænding, er "Bleeder" i alle passager en film, der lever mere på lyriske og poetiske stemninger end på et fremadskridende plot. På trods af en konsekvent vekselvirkning mellem det operativt overdådige og det intime, sættes fortællingen gerne i stå for at give plads til refleksion over minutiøst observerede detaljer i karakterernes dialog, mimik og kropssprog. I sin dissekering af karakterernes psykologiske tilstande, synes Refn at være inspireret af John Cassavetes, den frustrerede middelklasse-kronikør par excellence. Ligesom Cassavetes undlader Refn at komme med eksplicitte sociale, religiøse eller biografiske motivationer. Han viser, uden at tage stilling, og det forøger tilskuerens indlevelse i handlingen.
Blændende skuespilpræstationer
Alle skuespillerne yder blændende præstationer. Kompakte Kim Bodnia, spaltet mellem sin kærlighed til Louise og angsten for at blive fastlåst i familielivets daglige trummerum, har et spilleregister, som ingen anden i Danmark. At betragte hans gradvise kollaps fra mild desperation til åben psykopati er et studie i method acting, der giver mindelser om Robert De Niro i Scorseses "Taxi Driver" (76). Mads Mikkelsen er inkarnationen af en postmoderne filmnørd, og hans endeløse opremsning af genre- og kultinstruktører i filmens start er en ren tour-de-force. Rikke Louise Andersson er sårbar og skrøbelig som Louise, mens tatoverede Levino Jensen eminent veksler mellem afstumpet fremmedhad og omsorgsfuld søskendekærlighed.
Terapeutisk arbejde
"Bleeder" fremviser i bogstaveligste forstand Nicolas Winding Refns terapeutiske arbejde med at analysere, fortolke og kommunikere sin egen og hele sin generations optagethed, ja, direkte besættelse af filmen som imaginær substitut for et ægte voksenliv med samfundsintegrerede, familiære værdier som det centrale. I denne surrogatverden er Lucio Fulci, Lamberto Bava, Jesus Franco, Paul Morrissey, Ruggero Deodato og William Lustig ukronede konger, zombie, giallo, mondo, slash og sleaze de foretrukne genrer, og det essentielle spørgsmål er, hvem der var halvfjerdsernes sejeste action star, "den gule James Bond", Bruce Lee eller blaxploitation-ikonet Fred Williamson! En fremmedgjort generation i kolossale problemer med at artikulere behov, lyster og følelser.
Filmen siger endeligt, at der er håb for alle os inkarnerede celluloidnørder, men at det kræver mentalt slid at bryde med den passiviserende virkelighedsillusion, som filmmediet konstruerer omkring os og luller os hen i. At få tilskueren til at overflytte sin kærlighed fra levende billeder til levende mennesker, er Refns mission med "Bleeder", der emmer af weltschmertz, længsel og passion. Den er Refns manifest - skrevet med hjerteblod.
19/11-2018
