might trick us once…

I 2001 forsøgte den ukvalitative instruktør Rob Cohen at modernisere agentgenren til et mere ungdommeligt publikum med xXx, hvori Vin Diesel agerede den maskuline antihelt, der via sin rebelske attitude mod systemet blev kandidat til opretholdelse af netop dette. Resultatet blev et gennemført imbecilt og terrible makværk, der dog alligevel formåede at blive en kommerciel succes. Cohens formel med hæsblæsende, talrige og overgearede (men fuldstændig uophidsende og uengagerende) actionscener, mixet med lækre damer og libidinøs musik, appellerede tilsyneladende til laveste fællesnævner, og det tog ikke mainstreamproducenten Neah H. Moritz (der stille og roligt har udmanøvreret pengemogulen Jerry Bruckheimer når det omhandler publikumsleflende og tanketomme film) lang tid om at sammenkoge denne på alle mulige måder ligegyldige og patetiske fortsættelse, der genbruger etterens i forvejen kvalitetsløse formel. xXx - The Next Level er ikke overraskende derfor endt som et debilt og afsindigt latterligt produkt, hvis eneste øjenbrynsløftende aspekt er det faktum, at den formår at være mere stupid og skandaløs ringe end dens forgænger.

Cohen takkede pænt nej til iscenesættelsen af denne fortsættelse, og påtog sig i stedet ansvaret for megafloppet Stealth. Instruktørstolen blev i stedet udfyldt af den New Zealandske Lee Tamahori, der udviste indsigtsfulde og dramatisk subtile takter med den berettiget anerkendte Once Were Warriors. Derefter blev han headhuntet til den amerikanske filmindustri, hvor han har stået bag habile, men ultimativt anonyme og uoriginale værker som Mullholland Falls, The Edge og ikke mindst Edderkoppens Spind. I 2003 stod Tamahori bag den overdreven techno-fikserede og semi-mislykkede James Bond film Die Another Day, og enhver forhåbning om en tilbagevending til fortidens kvalitative højder blev manet i jorden. Med xXx – The Next Level har Tamahori dog begået en endegyldig falliterklæring, og som publikum kan man kun sidde hovedrystende tilbage overfor Tamahoris talentløse og pragmatiske iscenesættelse.

xXx – The Next Level forsøger desperat at bygge bro til forgængeren (da Vin Diesel fornuftigt nok frasagde sig at vende tilbage som xXx), men dette forekommer både mærkværdigt og indifferent, da man som publikum grundlæggende er ligeglad med, hvad der overhovedet foregår på skærmen. Rapperen Ice Cube er hentet ind fra bænken, hvor bagmændene har fået mulighed for at brede målgruppen bare lidt mere gennem småracistiske jokes og Cubes ukarismatiske tilstedeværelse. Tamahori forsøger at videreføre og ekstensivere de anarkistiske undertoner (samtidig med at filmen besidder indsnævret og naive patriotiske overtoner), men dette falder fuldstændig til jorden. Det skyldes ikke mindst de obskurt latterlige dialoger, hvori de kække oneliners får Schwarzeneggers tidligere verbale udskejelser til at fremstå som intellektuelle guldkorn. De stakkels medvirkende serverer replikkerne uden den mindste sans for rationel sans, og det er mildest talt uudholdeligt at overvære (især de ømme øjeblikke mellem Ice Cube og den tidligere kærlighedsinteresse er brækfremkaldende). Af uransaglige årsager inkluderer rollelisten estimerede og talentfulde skuespillere som Samuel L. Jackson (der også medvirkede, og selvdestruerede dele af karrieren, i xXx) og William Dafoe, der tilsyneladende ikke har lært lektien fra De Bonts fejlslagne Speed 2. Rapperen Xzibit kastes også med i puljen, men dette skal skam ikke ses som en kvalitet.

Den overfladiske og håbløst debile macho-facade opnår topmålet af stupiditet, i kongruens med de dybt hykleriske underliggende manipulationsaspekter (blandt andet ytres det notoriske f-ord ikke). xXx – The Next Level er Hollywood, når det er mest infamt. En dyr og delikat produktion (der ikke indtjente de tårnhøje omkostninger), men pedantisk, kommercielt og patetisk udover alle grænser. Al visuel lir er nyttesløst, da den evigt eskalerende dumhed indikerer bagmændenes infantile og komplet ulogiske opfattelse af publikums intelligens og mentale bæreevne. Et fornærmende ringe og ufrivilligt komisk (jeg var færdig af grin under rulleteksterne) makværk. En åbenlys nominering til årets dummeste og værste film