uskyldighedens endeligt

Den notoriske Francis Ford Coppola (der ikke har begået noget mindeværdigt, endvidere holdbart siden Apocalypse Now) valgte i 1991 at caste sin datter Sofia Coppola i rollen som Corleone-familiens viljestærke datter i den svage og klichefyldte Godfather III. Hendes præstation var mildest talt terrible, og indikerede slet ikke det filmiske talent, som hun til overflod har udvist senere hen, hvor hun dog lykkeligvis har holdt sig bag kameraet. Sofia Coppola anskaffede sig, fuldt ud berettiget, tårnhøj anerkendelse og respekt hos både filmkritikere og publikum sidste år med den vidunderlige, atypiske og livsbekræftende Lost in Translation, der indiskutabelt var en af årets bedste film. I lyset af Lost in Translation’s høje kunstneriske værdier, undermineres Coppolas fremragende og komplekse debutfilm The Virgin Suicides dog en smule. Denne er nemlig et superbt, modig og menneskeklog lille mesterværk, der understreger hvor kompromisløse, egenrådige og berigende Coppolas film egentlig er. Jeg vil nærmest vove at påstå, at Sofia Coppola kunne gå hen og overgå hendes famøse far, når det omhandler signifikante auteurer gennem filmhistorien.

I kontekst med Lost in Translation er The Virgin Suicides nærmest dennes diametrale modsætning, da den både er pessimistisk (men ikke misantropisk), deprimerende og lettere kontroversiel. Baseret på Jeffrey Eugenides’ roman, som Coppola selv har konverteret til filmmediet, er The Virgin Suicides den ærlige og lettere surrealistiske fortælling om en dysfunktionel familie, hvor døtrene lider nådesløst under de overreligiøse forældres underkuelse af almen menneskelig udvikling. De excentriske og virkelighedsfjerne forældre personificeres fornemt og indsigtsfuldt af afdæmpede Kathleen Turner og James Woods, der formår at levendegøre deres karakterer eminent, så de ikke ender som endimensionale karikaturer. De attraktive, lettere mystificerende og seksuelt ladede døtre (anført af en formidabel Kirsten Dunst) tiltrækker meget opmærksomhed fra det andet køn, der guddommeliggøre og glorificerer deres tilstedeværelse, muligvis fordi disse fremstår så indelukkede og uopnåelige. På nuanceret og beundringsværdigt vis fortæller Coppola de tragiske begivenheder fra begge sider, og derved byder hun på en innovativ, perspektiverende og forfriskende indfaldsvinkel til den konventionelle dramatik og fortællerstil. The Virgin Suicides narrativernes delvist gennem voice-over (en behagelig, men tydeligvis plaget Giovanni Ribisi, der som en af de få drenge er ramt dybfølt af begivenhederne) og indsatte brudstykker af de involverede fra nutiden. Dette giver filmen et nærmest skæbneagtigt præg, der både understøtter den uundgåelige tragedie og forældrenes snæversynede og selvdestruerende religiøse livsopfattelse.

The Virgin Suicides beretter ikke kun om pigernes begivenhedsfattige og indespærrede liv, der ultimativt leder til selvmord. Coppola fokuserer og tangerer ligeså mellem forholdet mellem piger og drenge, der fremstilles som deciderede kontraster, hvor forståelsen for det andet køn er ren idealisme. Dette illustrerer Coppola perfekt gennem underfundige og maleriske naturmetaforer. Dette ses blandt andet under Josh Hartnetts (der her beviser, at han virkelig er en talentfuld og på samme tid skrøbelig skuespiller med forstående substans), med det sigende og overfladiske navn Trip, første forsøg på at score Dunst, der på ingen tid har destrueret hans selvsikkerhed og selvopfattelse. Vejrvideoen, der kører i baggrunden, refererer højlydt naturens kontraster og efterfølgende annihilerende konsekvenser, mens der vises et naturprogram under dennes første besøg hos den distancerede familie. Coppola hensætter Hartnetts forfængelige kamp om Dunsts opmærksomhed og gunst til primalstadiet, da Hartnett og andre hos det mandlige køn kun fascineres af pigernes facade og ydre skønhed, seksualitetens magt. De lever for kampens skyld, ikke målet, og dette ender ultimativt fatalt og uopløftende, da pigerne finder ægte interesse (og tilværelseseskapisme) hos drengene. Coppola skifter fokus fra kærlighedens (eller fascinationens) kompleksitet og allegoriseringen af forståelsen for det kvindelige køn, til pigernes alarmerende og subtile, men gradvis mere evidente, rebelske opførsel, der forkaster forældrenes religiøse værdier, hvorved deres endelige selvmord netop er en rebellion mod forældrenes ensporede og overbeskyttende (overfor dem selv) opdragelsesform. En uoverkommelig generationskløfte.

Coppola sørger på fremragende vis for, at publikum konstant er medrevet og emotionelt fænget af hendes sofistikerede, flerlagede og intelligente fortælling. Hendes kontroversielle film formår at stikke dybere i den evige problemstilling omhandlende selvmord ved ikke bare at postulere, at det er selvdestruerende og narcissistiske unge uden virkelighedsfornemmelse. Den første piges selvmord katalyseres indledningsvis af et råb om hjælp, men det ’vellykkede’ selvmord skyldes en opvågning til livets plettede realiteter, som forældrene så desperat og naivt har forsøgt at beskytte pigerne overfor. Dette forekommer under et meget ømt og rørende øjeblik med den handicappede unge Joe, hvor pigen udtrykker relationsvenlig medmenneskelighed, som for hende er ubærlig. Coppolas brug af medfortællende symbolik er sublimt. Stakittet, der var pigens selvmordsmiddel, som mændene med slid og slæb forsøger at fjerne, men ikke kan på grund af det stærke og altopslugende fundament. Samfundet leder efter entydige og klare svar på overfladen, men tør ikke kigge dybere. Coppola begår også noget af en genistreg i sekvensen, hvor en ivrig nyhedsdame opremser begrebet selvmords indmarch i landet (igen symboliseret gennem forrådnelsen af et træ, der spredes lynhurtigt, på trods af et tåbeligt indgreb fra myndighedernes ansvarsfralæggende side), mens seerne sidder passivt foran fjernsynet. Observerende og dømmende fra sidelinien, for horribelt svage til at søge dybere end standardiserede og klichefyldte kategoriseringer. Pigernes systematiske selvmord i den uundgåelige slutning er deprimerende og rammende, men Coppola formår stadig at bibeholde en genuin og indsigtsfuld humanisme.

Coppola mestrer de filmiske virkemidler til fulde. Den akkompagnerende musikside (af Air) er uhyggelig velvalgt og handlingsunderstøttende, mens det ekstraordinære visuelle udtryk er ganske originalt (især den destillerende farvebrug). Filmens detaljerigdom er uforglemmelig, og man kan ikke andet end at beundre Coppolas overlegne filmiske overblik. The Virgin Suicides er en yderst velspillet, følsom og nærmest poetisk filmoplevelse, der markerer Coppolas inspirerende og opsigtsvækkende talentfuldhed. En fascinerende og unik debutfilm.