Spielberg på hjemmebane
4.0
Den legendariske og indflydelsesrige filmmager Steven Spielberg har igennem tiderne gang på gang bevist sit alsidige, unikke og hovedsagligt konsekvent kvalitative talent for filmmediet, og det har affødt talrige beundringsværdige og generøse klassikere. Selvom Spielberg mestrer noget nær alle genre, så var forrige års Terminalen dog en svag og langtrukken affære, der ikke helt vækkede den forventede anerkendelse eller succes. Herefter påtog Spielberg sig ansvaret for en moderniseret filmatisering af H.G. Wells’ klassiske science fiction roman Klodernes Kamp, der tidligere har været grobund for George Pals filmudgave fra 1953, og en notorisk og senere kontroversiel hørespilsudgave fra en legesyg Orson Welles i 1938, der med sin højtidelighed overbeviste større dele af den amerikanske befolkning om en faktuel invasion fra rummet. Dette scenarium havde naturligvis konsekvenser. Helt så opsigtsvækkende er Spielbergs udgave nu ikke, men man kan ikke komme udenom, at War of the Worlds anno 2005 er en vellykket filmatisering, der ikke lider øjensynligt under den forjagede men tilsyneladende effektive produktionstid, fra en af filmhistoriens mest spektakulære underholdere, der holder sig forholdsvis loyal til Wells’ oprindelige roman.
War of the Worlds indledes noget nær perfekt med et forrygende kamera backtracking, hvis symbolik allerede afslører det endelige våben mod de invaderende (som Spielberg fornuftigt nok har valgt ikke at kategorisere som marsboer). En behagelig Morgan Freeman narrativer det abrupte skift fra naturens Darwinistiske og selvstyrende skridt til en menneskeskabt industrialisering (den effektive fading fra mikroorganisme til et rødt stoplys er vist alt sigende), der har forvandlet menneskeligheden til en narcissistisk masse med en overlegen selvopfattelse af egenrådigt selvstyre. Herfra krydsklippes der snarrådigt til en arbejdende Tom Cruise, en pragteksemplarisk prototype på samfundets selvophævelse, det selvcentrerede individ. Cruise sidder højt hævet over verdenen (han er kranfører, tilsyneladende af rang) med storslåede, egocentrerede og direkte infantile illusioner om egne kæphøje evner, der former tingene omkring ham efter eget ønske (lasten sættes i spænd). Illusionen krakelerer dog hurtigt, når man som publikum introduceres for den akavede familiekonflikt, der indbefatter en større distancering til hans børn. Ved udelukkende at fokusere på Cruise og hans familie, og deres kamp mod rumvæsnerne samt interne intriger, begrænser Spielberg sin perspektivering, og leverer derved et nedtonet og atypisk (men med en sædvanligvis overlegen Spielberg-autoritet) sci-fi værk ud fra en familiær synsvinkel.
Selvom Spielberg bevist, og ganske fornuftigt, fravælger det store destruktionsorgie, som vi som publikum næsten er spoleret med siden Emmerichs tanketomme Independence Day, for en mere personlig, plausibel og relationsvenlig historie, så spares der ikke på storslåede og skræmmende scener. Som midtpunkt er Tom Cruise ganske velspillende, hvor han succesfuldt formår at troværdiggøre forholdet mellem ham og hans børn, så det aldrig bliver karikeret (som det utvivlsomt må have været på papiret, konverteret og nedskriblet af den standardiserede David Koepp). Dakota Fanning imponerer endnu engang med en skuespilmæssig sikkerhed, der er ganske forunderlig hos en pige af så ung en alder. Mere diffus er Justin Chatwin dog som den handlekraftige idealist, en rebelsk og overpatriotisk (et fejlslagen element i filmen, der er alt for patosfyldt og propagandistisk) pubertetsknægt. Cruises situation som dysfunktionel og barnlig far får ham naturligvis til at fremstå som en usympatisk antihelt (indramningen er af egen skyld, ganske fint symboliseret efter den uvenlige baseballkamp og efterfølgende ødelagte vindue), men War of the Worlds er ikke den banale fortælling om familiefaderen, der kommer til at træde i karakter. Det er en eskalerende og subtil selverkendelseshistorie, der sætter familien og dennes værdier i fokus. Ganske paradoksalt og grotesk katalyseres Cruises menneskelighed og oprigtige ydmyghed efter at han er blevet overdøvet af støvrester fra døde mennesker. Gradvist formår Cruise at underminere sin indledningsvise ansvarsfralæggelse, og kommer til at fremstå, ikke som en helt, men en ideel faderfigur. Det lyder muligvis sentimentalt og trivielt, men overraskende nok formår Spielberg at undvige de værste klichefælder og simplificerede forklaringer, i hvert fald indenfor familierammen. Filmens mest rørende scene forekommer, da faderen må indse, at han må give slip på sønnen, og efterlade denne med troen på, at valget havde fatale konsekvenser. Selvom slutningen (hvor sønnen alligevel har overlevet) passer tematisk ind i konteksten, så kan den ikke andet end at irritere publikum en smule. Spielbergs filantropi virker fragmenteret i det ellers så trøstesløse og brutale univers, som filmen arbejder under.
War of the Worlds er en komprimeret film, der dog ikke kan undsige sig at have sine forklaringsproblemer og ulogiske handlingstråde. Selvom det indskrænkede fortællingsperspektiv er befriende anderledes, så formår Spielberg ikke at perspektivere invasionen til en total verdensdominans kun gennem nyhedsudsendelser, men dette er nu alligevel tilgiveligt. Den første time er en brillant opvisning i intelligent underholdning, men herefter mister filmen tempo og Spielberg noget af sin ellers så effektive fokus. Sekvensen i kælderen med den traumatiserede og psykotiske ignorant Tim Robbins er ikke kun langtrukken, men decideret unødvendig i det store billede. Spielberg mestrer selvfølgelig spændingen (udsprunget af en meget evident filmreference), men den ellers så stramt fortalte historie løsriver sig. Skildringen af den desperate nihilisme (serveret af en sand humanist, hvorved det aldrig bliver anstødeligt) og civilisationens (selv)destruering og kaos under pres, erstattes med standard action- og spændingssekvenser, der til tider forekommer en smule ufrivillig komisk (’slugnings’scenen er ganske lattervækkende). Spielberg får dog genoprejsning i slutningen, der indledningsvis kan forekomme en smule letkøbt, men ved eftertanke faktisk både er ydmyg og genial. Spielbergs (og Wells’) budskab er, at de destruktive invaderende ikke kan stoppes med menneskeskabte teknologiske vidundere eller våben, men i stedet af naturens egen magt, som mennesket er blevet berettiget til at leve i sameksistens med.
War of the Worlds er en yderst velproduceret og fængende film, der byder på tårnhøje tekniske kvaliteter. De digitale effekter er fuldt ud overbevisende, men tager aldrig overhånd, da de er så integreret en del i filmen. Lyssætningen er fænomenal, og den talentfulde cinematograph Janusz Kaminski (der kollaborer med Spielberg for niende gang siden mesterværket Schindler’s Liste) udfører eminent og kunstnerisk kameraføring med et grynet og realistisk visuelt udtryk, i stil med Saving Private Ryan. Billederne er på samme tid afsindig flotte og skræmmende, og så er one-shot scenen i og omkring en kørende bil absolut overrumplende og imponerende. War of the Worlds er en seværdig og værdig Spielberg film, der dog langtfra er en af hans bedste, men mindre kan også gøre det.
War of the Worlds indledes noget nær perfekt med et forrygende kamera backtracking, hvis symbolik allerede afslører det endelige våben mod de invaderende (som Spielberg fornuftigt nok har valgt ikke at kategorisere som marsboer). En behagelig Morgan Freeman narrativer det abrupte skift fra naturens Darwinistiske og selvstyrende skridt til en menneskeskabt industrialisering (den effektive fading fra mikroorganisme til et rødt stoplys er vist alt sigende), der har forvandlet menneskeligheden til en narcissistisk masse med en overlegen selvopfattelse af egenrådigt selvstyre. Herfra krydsklippes der snarrådigt til en arbejdende Tom Cruise, en pragteksemplarisk prototype på samfundets selvophævelse, det selvcentrerede individ. Cruise sidder højt hævet over verdenen (han er kranfører, tilsyneladende af rang) med storslåede, egocentrerede og direkte infantile illusioner om egne kæphøje evner, der former tingene omkring ham efter eget ønske (lasten sættes i spænd). Illusionen krakelerer dog hurtigt, når man som publikum introduceres for den akavede familiekonflikt, der indbefatter en større distancering til hans børn. Ved udelukkende at fokusere på Cruise og hans familie, og deres kamp mod rumvæsnerne samt interne intriger, begrænser Spielberg sin perspektivering, og leverer derved et nedtonet og atypisk (men med en sædvanligvis overlegen Spielberg-autoritet) sci-fi værk ud fra en familiær synsvinkel.
Selvom Spielberg bevist, og ganske fornuftigt, fravælger det store destruktionsorgie, som vi som publikum næsten er spoleret med siden Emmerichs tanketomme Independence Day, for en mere personlig, plausibel og relationsvenlig historie, så spares der ikke på storslåede og skræmmende scener. Som midtpunkt er Tom Cruise ganske velspillende, hvor han succesfuldt formår at troværdiggøre forholdet mellem ham og hans børn, så det aldrig bliver karikeret (som det utvivlsomt må have været på papiret, konverteret og nedskriblet af den standardiserede David Koepp). Dakota Fanning imponerer endnu engang med en skuespilmæssig sikkerhed, der er ganske forunderlig hos en pige af så ung en alder. Mere diffus er Justin Chatwin dog som den handlekraftige idealist, en rebelsk og overpatriotisk (et fejlslagen element i filmen, der er alt for patosfyldt og propagandistisk) pubertetsknægt. Cruises situation som dysfunktionel og barnlig far får ham naturligvis til at fremstå som en usympatisk antihelt (indramningen er af egen skyld, ganske fint symboliseret efter den uvenlige baseballkamp og efterfølgende ødelagte vindue), men War of the Worlds er ikke den banale fortælling om familiefaderen, der kommer til at træde i karakter. Det er en eskalerende og subtil selverkendelseshistorie, der sætter familien og dennes værdier i fokus. Ganske paradoksalt og grotesk katalyseres Cruises menneskelighed og oprigtige ydmyghed efter at han er blevet overdøvet af støvrester fra døde mennesker. Gradvist formår Cruise at underminere sin indledningsvise ansvarsfralæggelse, og kommer til at fremstå, ikke som en helt, men en ideel faderfigur. Det lyder muligvis sentimentalt og trivielt, men overraskende nok formår Spielberg at undvige de værste klichefælder og simplificerede forklaringer, i hvert fald indenfor familierammen. Filmens mest rørende scene forekommer, da faderen må indse, at han må give slip på sønnen, og efterlade denne med troen på, at valget havde fatale konsekvenser. Selvom slutningen (hvor sønnen alligevel har overlevet) passer tematisk ind i konteksten, så kan den ikke andet end at irritere publikum en smule. Spielbergs filantropi virker fragmenteret i det ellers så trøstesløse og brutale univers, som filmen arbejder under.
War of the Worlds er en komprimeret film, der dog ikke kan undsige sig at have sine forklaringsproblemer og ulogiske handlingstråde. Selvom det indskrænkede fortællingsperspektiv er befriende anderledes, så formår Spielberg ikke at perspektivere invasionen til en total verdensdominans kun gennem nyhedsudsendelser, men dette er nu alligevel tilgiveligt. Den første time er en brillant opvisning i intelligent underholdning, men herefter mister filmen tempo og Spielberg noget af sin ellers så effektive fokus. Sekvensen i kælderen med den traumatiserede og psykotiske ignorant Tim Robbins er ikke kun langtrukken, men decideret unødvendig i det store billede. Spielberg mestrer selvfølgelig spændingen (udsprunget af en meget evident filmreference), men den ellers så stramt fortalte historie løsriver sig. Skildringen af den desperate nihilisme (serveret af en sand humanist, hvorved det aldrig bliver anstødeligt) og civilisationens (selv)destruering og kaos under pres, erstattes med standard action- og spændingssekvenser, der til tider forekommer en smule ufrivillig komisk (’slugnings’scenen er ganske lattervækkende). Spielberg får dog genoprejsning i slutningen, der indledningsvis kan forekomme en smule letkøbt, men ved eftertanke faktisk både er ydmyg og genial. Spielbergs (og Wells’) budskab er, at de destruktive invaderende ikke kan stoppes med menneskeskabte teknologiske vidundere eller våben, men i stedet af naturens egen magt, som mennesket er blevet berettiget til at leve i sameksistens med.
War of the Worlds er en yderst velproduceret og fængende film, der byder på tårnhøje tekniske kvaliteter. De digitale effekter er fuldt ud overbevisende, men tager aldrig overhånd, da de er så integreret en del i filmen. Lyssætningen er fænomenal, og den talentfulde cinematograph Janusz Kaminski (der kollaborer med Spielberg for niende gang siden mesterværket Schindler’s Liste) udfører eminent og kunstnerisk kameraføring med et grynet og realistisk visuelt udtryk, i stil med Saving Private Ryan. Billederne er på samme tid afsindig flotte og skræmmende, og så er one-shot scenen i og omkring en kørende bil absolut overrumplende og imponerende. War of the Worlds er en seværdig og værdig Spielberg film, der dog langtfra er en af hans bedste, men mindre kan også gøre det.
29/12-2005
