Orientalisme til salg
2.0
Rob Marshall har i ”Memoirs of a Geisha” lavet en film om et stykke japansk kultur uden at have forstået sit emne. Der er mest af alt tale om en stereotypifiseret orientalisme.
Problemet med ”Memoirs of a Geisha” ligger ikke i, at kinesere spiller japanere, som mange både i Japan og Kina har været fornærmede over. Den del af debatten er hyklerisk, da begge lande selv har portrætteret det modsatte lands kultur på film før. Problemet er, at filmen ikke har nogen fornemmelse for japansk æstetik. Der er ingen såkaldt wabi i denne film. Der er pragt og storslåethed over det hele. I sådan en grad at Zhang Ziyis store dansenummer i filmen for japanere mere ligner noget ud af en klassisk japansk spøgelseshistorie end et elegant og raffineret dansenummer af en geisha. Da hun også danser for første gang som en geisha ved et middagsselskab, gør hun det i dobbelt tempo, der fuldkommen ødelægger æstetikken i den dans.
Filmen virkede set med mine øjne gennemgående kunstig, hvilket gjorde det svært for mig at sætte pris på dramaet i filmen. Hver gang Gong Li (der sagtens kunne ligne en japaner hvis filmholdet gad) træder ind i billedet med hår og tøj, der ser fuldkommen akavet ud i forhold til miljøet i den tid i Japan, blev illusionen brudt for mig. For mig lignede filmen mere noget i retningen af et postmoderne surrealistisk teater (hvilket det jo i bund og grund også er) end Japan i 1930'erne. Filmen vil naturligvis ikke virke på samme måde for folk, der ikke har det samme kendskab til landet, som jeg for tiden bor i. Men tro endelig ikke, at der er tale om the real deal.
Alt dette kan dog tilgives for de fleste, hvis de bliver rørt af dramaet og historien. Chiyo (Ougo Suzuka) sælges til et geishahjem (Hun var heldig. Mange fattige bønder solgte i den periode ofte deres døtre til en mere direkte form for prostitution), hvor hjemmets mor (Momoi Kaoru) behandler hende koldt og kontant som en vare. Her får hun også en rival i geishaen Hatsumoto (den føromtalte Gong Li som her ligner alt andet end en geisha med hendes vilde hår og sorte kimonoer), som igennem hele Chiyos karriere vil være en torn i øjet. Hun forelsker sig i en formand for et firma i Osaka (Watanabe Ken), men skæbnen vil have, at hans ven og forretningspartner (Yakusho Kouji) er ude efter hendes trusser.
Mange fantastisk gode skuespillertalenter, faktisk alle i filmen, går til spilde. Filmen mangler realisme og en forståelse for de underfundige og spidsfindige sider af geishaens verden. En geishas arbejde består i en masse fine små detaljer for at være den perfekte vært ved et selskab. Det kræver sit at være elegant blandt fordrukne gamle mænd, som er de eneste, der har råd til disse selskaber. Filmen erstatter denne elegance med en stor omgang show business. Den japanske æstetik handler meget om det smukke i det enkle og det simple (en æstetik vi til dels deler i vores skandinaviske design), men filmen gør alt for at inkludere så mange eksotiske detaljer i billedet. The bigger the better er ikke det bedste motto til at lave en film om japansk kultur.
Se Mizoguchi Kenjis film for at få et mere fintfølende og præcist billede af geishaliv i denne periode. ”Gion Bayashi” aka ”A Geisha” fortæller nogenlunde samme historie som ”Memoirs of a Geisha”, men på en langt mere fintfølende og overbevisende måde.
Jeg kunne sikkert give filmen en eller to stjerner mere, hvis jeg ikke havde det tætte forhold til japansk kultur, som jeg har. Så det rette publikum kan helt sikkert blive underholdt, men forvent ikke at få en større forståelse for japansk kultur ved at se denne film.
Problemet med ”Memoirs of a Geisha” ligger ikke i, at kinesere spiller japanere, som mange både i Japan og Kina har været fornærmede over. Den del af debatten er hyklerisk, da begge lande selv har portrætteret det modsatte lands kultur på film før. Problemet er, at filmen ikke har nogen fornemmelse for japansk æstetik. Der er ingen såkaldt wabi i denne film. Der er pragt og storslåethed over det hele. I sådan en grad at Zhang Ziyis store dansenummer i filmen for japanere mere ligner noget ud af en klassisk japansk spøgelseshistorie end et elegant og raffineret dansenummer af en geisha. Da hun også danser for første gang som en geisha ved et middagsselskab, gør hun det i dobbelt tempo, der fuldkommen ødelægger æstetikken i den dans.
Filmen virkede set med mine øjne gennemgående kunstig, hvilket gjorde det svært for mig at sætte pris på dramaet i filmen. Hver gang Gong Li (der sagtens kunne ligne en japaner hvis filmholdet gad) træder ind i billedet med hår og tøj, der ser fuldkommen akavet ud i forhold til miljøet i den tid i Japan, blev illusionen brudt for mig. For mig lignede filmen mere noget i retningen af et postmoderne surrealistisk teater (hvilket det jo i bund og grund også er) end Japan i 1930'erne. Filmen vil naturligvis ikke virke på samme måde for folk, der ikke har det samme kendskab til landet, som jeg for tiden bor i. Men tro endelig ikke, at der er tale om the real deal.
Alt dette kan dog tilgives for de fleste, hvis de bliver rørt af dramaet og historien. Chiyo (Ougo Suzuka) sælges til et geishahjem (Hun var heldig. Mange fattige bønder solgte i den periode ofte deres døtre til en mere direkte form for prostitution), hvor hjemmets mor (Momoi Kaoru) behandler hende koldt og kontant som en vare. Her får hun også en rival i geishaen Hatsumoto (den føromtalte Gong Li som her ligner alt andet end en geisha med hendes vilde hår og sorte kimonoer), som igennem hele Chiyos karriere vil være en torn i øjet. Hun forelsker sig i en formand for et firma i Osaka (Watanabe Ken), men skæbnen vil have, at hans ven og forretningspartner (Yakusho Kouji) er ude efter hendes trusser.
Mange fantastisk gode skuespillertalenter, faktisk alle i filmen, går til spilde. Filmen mangler realisme og en forståelse for de underfundige og spidsfindige sider af geishaens verden. En geishas arbejde består i en masse fine små detaljer for at være den perfekte vært ved et selskab. Det kræver sit at være elegant blandt fordrukne gamle mænd, som er de eneste, der har råd til disse selskaber. Filmen erstatter denne elegance med en stor omgang show business. Den japanske æstetik handler meget om det smukke i det enkle og det simple (en æstetik vi til dels deler i vores skandinaviske design), men filmen gør alt for at inkludere så mange eksotiske detaljer i billedet. The bigger the better er ikke det bedste motto til at lave en film om japansk kultur.
Se Mizoguchi Kenjis film for at få et mere fintfølende og præcist billede af geishaliv i denne periode. ”Gion Bayashi” aka ”A Geisha” fortæller nogenlunde samme historie som ”Memoirs of a Geisha”, men på en langt mere fintfølende og overbevisende måde.
Jeg kunne sikkert give filmen en eller to stjerner mere, hvis jeg ikke havde det tætte forhold til japansk kultur, som jeg har. Så det rette publikum kan helt sikkert blive underholdt, men forvent ikke at få en større forståelse for japansk kultur ved at se denne film.
01/01-2006
