bragende dum, men underholdende
3.0
Hæsblæsende (men langtfra handlingsmættede) katastrofefilm fik lidt af en renæssance i 90’erne, hvor filmenes kvaliteter dog ikke retfærdiggjorde den store opmærksomhed, som de tiltrak sig. Realisme var langtfra førsteprioritet, og selv ikke engang almen plausibilitet blev betragtet som obligatorisk. Disse ingredienser blev bevidst undermineret i underholdningens navn for at give publikum en adrenalinfyldt rutschebanetur. Twister (produceret af Spielbergs Amblin produktionsselskab, og det kan ses) var en af de første nyere katastrofefilm, og det opsigtsvækkende ved denne film var de dengang banebrydende digitale effekter, der var et led i den store CGI-evolution. Den tidligere cinematograph Jan de Bont blev hentet ind efter hans store kommercielle succes med den veliscenesatte spændingsfilm Speed, og han klarer instruktørtjansen fint, men er naturligvis slet ikke på højde med det, som en mand af Spielbergs format kunne have visualiseret (kameraføringen er dog selvsagt virtuos).
Handlingen i Twister er en omgang intetsigende trivialiteter, der indeholder standardkomponenter og klichefyldte personkarakteristikker som den traumatiserede, men stærke heltinde og den ’pensionerede’ helt, hvis fascination for det tidligere arbejde naturligvis vender tilbage, mens datidens plagierende kontrapart stadig hærger. Helen Hunt og Bill Paxton er udmærkede i deres respektive roller, men al fokus og energi er lagt i det tekniske område, der selv med nutidens standard fungerer overbevisende og flot. Dette er lettere paradoksalt, da Twister så himmelråbende postulerer, at naturen er dominant i filmens opdeling af natur (instinkt) versus teknologi, men dette skal man nok ikke ligge for meget i, da Twister ikke er ment som andet end skabelonskåret og tanketomt underholdning. I birollerne er der en del velkendte ansigter at finde, hvor det især er en fornøjelse at se Philip Seymour Hoffman agerer overgearet freak.
Twister er en ganske uintelligent affære, men ikke desto mindre effektiv. Til tider bliver den dog ufrivillig komisk, især i dens forsøg på sjælsmæssig at levendegøre tornadoerne som viljefaste væsener. Dette aspekt er dog tilforladeligt, da det hele serveres med en barnlig fryd og en god portion befriende (og bevidst) humor. de Bont leverer en banal og kommerciel fortænkt affære, der dog aldrig keder sit publikum, og for dette fortjener filmen sine tre stjerner.
Handlingen i Twister er en omgang intetsigende trivialiteter, der indeholder standardkomponenter og klichefyldte personkarakteristikker som den traumatiserede, men stærke heltinde og den ’pensionerede’ helt, hvis fascination for det tidligere arbejde naturligvis vender tilbage, mens datidens plagierende kontrapart stadig hærger. Helen Hunt og Bill Paxton er udmærkede i deres respektive roller, men al fokus og energi er lagt i det tekniske område, der selv med nutidens standard fungerer overbevisende og flot. Dette er lettere paradoksalt, da Twister så himmelråbende postulerer, at naturen er dominant i filmens opdeling af natur (instinkt) versus teknologi, men dette skal man nok ikke ligge for meget i, da Twister ikke er ment som andet end skabelonskåret og tanketomt underholdning. I birollerne er der en del velkendte ansigter at finde, hvor det især er en fornøjelse at se Philip Seymour Hoffman agerer overgearet freak.
Twister er en ganske uintelligent affære, men ikke desto mindre effektiv. Til tider bliver den dog ufrivillig komisk, især i dens forsøg på sjælsmæssig at levendegøre tornadoerne som viljefaste væsener. Dette aspekt er dog tilforladeligt, da det hele serveres med en barnlig fryd og en god portion befriende (og bevidst) humor. de Bont leverer en banal og kommerciel fortænkt affære, der dog aldrig keder sit publikum, og for dette fortjener filmen sine tre stjerner.
02/01-2006
