uamerikaniseret spændingsfilm
4.0
Wai Keung Lau og Siu Fai Maks Infernal Affairs er blevet et af de største kommercielle hits i kinesisk filmhistorie og har derfor affødt to efterfølgere (som efter sigende skulle være ganske vellykkede, jeg håber i hvert fald på, at de engang snart kommer til Danmark) og er allerede blevet opfanget af amerikanske producenter, som i øjeblikket er i gang med en genindspilning. Da den legendariske Martin Scorsese skal iscenesætte den amerikanske udgave, behøver man dog ikke frygte respektløs plagiat, da Scorsese om nogen vil kunne gøre genindspilningen personlig og auteurt. Infernal Affairs har fuldt ud fortjent al dens publikumsmæssige opmærksomhed og filmkritikeranerkendelse, da den er forrygende spændingsthriller med personkarakteristikker af højeste kaliber, og filmen har været med til at sætte asiatiske film på verdenskortet.
Historien er Infernal Affairs er lettere kompliceret, men Lau og Mak formår at holde de mange handlingstråde i stram snor, og de mister aldrig overblikket. Infernal Affairs nuancerer den standardiserede helte/skurke opdeling, som især amerikanske film anvender konventionelt, på samme måde som Michael Manns uopnåelige og emotionel dybfølte mesterværk Heat, hvor man da også kan trække flere komparationer mellem disse to film. Andy Lau (der også agerer producent) er fremragende som den på overfladen loyale højerestående politibetjent, der i virkeligheden er infiltrator for den kinesiske mafia. Lau leverer en indædt præstation og levendegøre de indre dæmoner på blændende vis. Den søde kæreste, som han bevidst distancerer sig fra, uden dog rigtigt at ønske dette, fungerer som refleksion over hans eget sind, da hun, som forfatter, er under bearbejdelsen af en bog omhandlende en mand med 28 forskellige personligheder. I modsætning til Tony Leungs karakter, der erkender sin manglende identitet, fornægter Lau identitetsproblemer og bilder sig selv ind, at hans facade, der er blevet til hans liv, er hans deciderede personlighed. Symbolikken med kærestens bog er måske en smule for evident, men det er fyldestgørende og supplerer fornemt som medfortællende understøtter. Da hun grædende erkender at hun ikke ved hvorledes bogen vil ende, da hovedkarakteren ikke bekender kulør som god eller ond, kan man som publikum nemt relatere til hendes position, og ligeledes kan Lau. Selvom Keung Lau og Maks er religiøs bevidste, så er handlingsfremdriften i Infernal Affairs ikke skæbnebestemt, og det er netop en af deres pointer, at de to hovedpersoner (hvoraf Laus udvikling er mest i fokus) har muligheden for at træffe subjektive valg. Det lyder måske banalt, men det fungerer fremragende indenfor filmens rammer.
Slutningen er en deprimerende sekvens. Leung, der er plaget efter 10 års undercover i den kriminelle underverden, men stadig formår at opretholde en menneskelig attitude, dør abrupt (og rystende) på grund af Laus passivitet. Det sluttelige ønske om at bytte position skal naturligvis ikke fortolkes i fysisk forstand, men nærmere Laus uopnåelige drøm om at opnå Leungs æresfyldte menneskelighed. Selvom subteksten i Infernal Affairs er interessant og intelligent, så er det dog mere de veludførte og uhyre medrivende spændingssekvenser, der løfter filmen op over sine internationale modstandere. Keung Lau og Maks er ikke kun genresikre, de er den decideret overlegen, og de konstant eskalerende spændingsscener (oftest udsprunget af simpelt, men effektivt magtspil) er i en klasse for sig selv. Når disse tilmed suppleres med en humanistisk og oprigtig indfaldsvinkel, kan man kun imponeres over denne psykologisk intense affære. Det er hårdtslående og udtryksfuldt (hvor den flotte, men lidt for opulente indledning dog virker for fragmentarisk i det samlede billede), og den visuelle side er både original og virtuos. Der er dog enkelte kritikpunkter fra min side, som trækker filmen ned på de fire (meget) store stjerner. Den patosfyldte og overgearede musik faldt ikke i min smag, og til tider udpensler Keung Lau og Mak ydermere hændelser alt for meget (eksempelvis i scenen hvor den aimable chef dør, og Leungs indre tragedie visualiseres gennem gumpetunge flashbacks). Man kunne også godt have ønsket, at instruktørerne havde fulgt op på sidehistorien om Leungs faderskab, der i stedet bare kommer til at fremstå som en diskret og unødvendig sidenotits. På trods af dette, så fandt jeg ovenud tilfredsstillelse i Infernal Affairs, der nærmest udøver en tiltrængt hån til Hollywoods mere stupide og patetiske film, helt konkret i scenen hvor vores to hovedpersoner går igennem en biograf og man bemærker filmplakater som xXx og K:19. Jeg skal dog ikke ligge skjul på, at jeg glæder mig uendelig meget til Scorseses version, da han utvivlsomt kan optimere den oprindelige films mere svage sider.
Historien er Infernal Affairs er lettere kompliceret, men Lau og Mak formår at holde de mange handlingstråde i stram snor, og de mister aldrig overblikket. Infernal Affairs nuancerer den standardiserede helte/skurke opdeling, som især amerikanske film anvender konventionelt, på samme måde som Michael Manns uopnåelige og emotionel dybfølte mesterværk Heat, hvor man da også kan trække flere komparationer mellem disse to film. Andy Lau (der også agerer producent) er fremragende som den på overfladen loyale højerestående politibetjent, der i virkeligheden er infiltrator for den kinesiske mafia. Lau leverer en indædt præstation og levendegøre de indre dæmoner på blændende vis. Den søde kæreste, som han bevidst distancerer sig fra, uden dog rigtigt at ønske dette, fungerer som refleksion over hans eget sind, da hun, som forfatter, er under bearbejdelsen af en bog omhandlende en mand med 28 forskellige personligheder. I modsætning til Tony Leungs karakter, der erkender sin manglende identitet, fornægter Lau identitetsproblemer og bilder sig selv ind, at hans facade, der er blevet til hans liv, er hans deciderede personlighed. Symbolikken med kærestens bog er måske en smule for evident, men det er fyldestgørende og supplerer fornemt som medfortællende understøtter. Da hun grædende erkender at hun ikke ved hvorledes bogen vil ende, da hovedkarakteren ikke bekender kulør som god eller ond, kan man som publikum nemt relatere til hendes position, og ligeledes kan Lau. Selvom Keung Lau og Maks er religiøs bevidste, så er handlingsfremdriften i Infernal Affairs ikke skæbnebestemt, og det er netop en af deres pointer, at de to hovedpersoner (hvoraf Laus udvikling er mest i fokus) har muligheden for at træffe subjektive valg. Det lyder måske banalt, men det fungerer fremragende indenfor filmens rammer.
Slutningen er en deprimerende sekvens. Leung, der er plaget efter 10 års undercover i den kriminelle underverden, men stadig formår at opretholde en menneskelig attitude, dør abrupt (og rystende) på grund af Laus passivitet. Det sluttelige ønske om at bytte position skal naturligvis ikke fortolkes i fysisk forstand, men nærmere Laus uopnåelige drøm om at opnå Leungs æresfyldte menneskelighed. Selvom subteksten i Infernal Affairs er interessant og intelligent, så er det dog mere de veludførte og uhyre medrivende spændingssekvenser, der løfter filmen op over sine internationale modstandere. Keung Lau og Maks er ikke kun genresikre, de er den decideret overlegen, og de konstant eskalerende spændingsscener (oftest udsprunget af simpelt, men effektivt magtspil) er i en klasse for sig selv. Når disse tilmed suppleres med en humanistisk og oprigtig indfaldsvinkel, kan man kun imponeres over denne psykologisk intense affære. Det er hårdtslående og udtryksfuldt (hvor den flotte, men lidt for opulente indledning dog virker for fragmentarisk i det samlede billede), og den visuelle side er både original og virtuos. Der er dog enkelte kritikpunkter fra min side, som trækker filmen ned på de fire (meget) store stjerner. Den patosfyldte og overgearede musik faldt ikke i min smag, og til tider udpensler Keung Lau og Mak ydermere hændelser alt for meget (eksempelvis i scenen hvor den aimable chef dør, og Leungs indre tragedie visualiseres gennem gumpetunge flashbacks). Man kunne også godt have ønsket, at instruktørerne havde fulgt op på sidehistorien om Leungs faderskab, der i stedet bare kommer til at fremstå som en diskret og unødvendig sidenotits. På trods af dette, så fandt jeg ovenud tilfredsstillelse i Infernal Affairs, der nærmest udøver en tiltrængt hån til Hollywoods mere stupide og patetiske film, helt konkret i scenen hvor vores to hovedpersoner går igennem en biograf og man bemærker filmplakater som xXx og K:19. Jeg skal dog ikke ligge skjul på, at jeg glæder mig uendelig meget til Scorseses version, da han utvivlsomt kan optimere den oprindelige films mere svage sider.
02/01-2006
