we gotta get out of here
2.0
Sporadisk underholdende, men også tanketom og publikumsnedværdigende gyser/horror film, der er så håbløs uoriginal og klichéfyldt, at man ikke rigtig kan forstå, hvorfor manuskripter som disse kan køre hele vejen igennem produktionssystemet (kommercielle årsager har højst sandsynlig nok en stor del med det at gøre). Det er producenten Joel Silver og mesterinstruktøren Robert Zemeckis’s gyserspecialiserede produktionsselskab Dark Castle (inspireret af William Castles tidligere værker), der står bag denne lettere akavede film, og det kan egentlig ikke undre, når man ser på deres tidligere filmrepertoire, der byder på yderst tvivlsomme og oftest terrible film som House on Haunted Hill, 13 Ghosts (bundskraberen, selvom det er svært at pointere en specifik), Ghost Ship og Gothika, hvoraf sidstnævnte faktisk var en overraskende stabil paranormal thriller med en sindsoprivende flot billedside. Af uforklarlige årsager har hele tre ud af de foreløbige fem film haft biografpremiere i Danmark (mens eksempelvis Neil Marshalls kvalitative og genrestærke britiske gyser The Descent kæmper for bare at få dansk distribution), men dette skete heldigvis ikke for House of Wax, der er en genindspilning af André De Toths film af samme navn fra 1953. House of Wax er en evident b-gyserfilm af den svage skuffe, og selvom Dark Castle’s film tydeligvis har høje produktionsomkostninger, så virker det som om Silver og Zemeckis nærmest insisterer på at hyre ukendte og ret dubiøse (læs: talentløse) instruktører (Kassowitz ekskluderet) til at stå bag deres dyre projekter. En mere selektiv instruktørvælgende proces ville gøre underværker.
Det mest signifikante i gyserfilm er velsagtens de involverede karakterer, for det er gennem relationen til disse, at publikum føler det virkeligagtige gys. Desværre er personerne i House of Wax psykologiforladte og patetisk endimensionale. Deres interne intriger (som leveres fornærmende usubtilt og overforklarende, så alle kan følge med) er så himmelråbende tåbelige og unuancerede, at man næsten slukker for filmen, og man fatter begrænset med sympati, endvidere interesse for deres fatale skæbne, da de opfører sig så hamrende ulogisk, overkarikerede og skabelonskårede. Elisha Cuthbert anvendes som intet andet end attraktiv publikumsmagnet (som instruktøren Jaume Collet-Serra også forstår at udnytte til fulde), men dette gør hun til gengæld godt. Det er synd, at Cuthbert bevilliger en så uudfordrende rolle som denne, da hun tidligere har bevist sit talent i den famøse tv-serie 24 Timer. House of Wax fik endvidere tiltrukket sig en del opmærksomhed via medieluderen Paris Hiltons medvirken. Hun er dog så pisseirriterende, talentløs og horrible, at man begynder at heppe på de psykopatiske mordere, der har en fetich for voks, der er ligeså kunstigt som filmens anvendelse af gyservirkemidlerne.
Overordnet er House of Wax ganske suspenseløs og uskræmmende, men den kan ikke undsige sig at have sine enkelte momenter af snigende uhygge og skræmmescener. Desværre er disse bare alt for få, og så kan man kun irriteres over, at moderne slasherfilmsinstruktører tilsyneladende tror, at gys er lig med brutale, eksplicitte og sadistiske udskejelser, som i stedet ender med at være decideret grotesk og dumt. Der er ingen substans at finde i House of Wax, der i tilgift er bundforudsigelig, og filmen ender som en opvisning i trættende stupiditet. Ydermere er House of Wax overlang (de tidligere film fra Dark Castle har været nådesløs korte, men stadig en uendelig lang lidelse at trækkes igennem), og de 2 stjerner går derfor kun til den høje produktionsværdi og den visuelle side, der har nogle fine shots at byde på.
Det mest signifikante i gyserfilm er velsagtens de involverede karakterer, for det er gennem relationen til disse, at publikum føler det virkeligagtige gys. Desværre er personerne i House of Wax psykologiforladte og patetisk endimensionale. Deres interne intriger (som leveres fornærmende usubtilt og overforklarende, så alle kan følge med) er så himmelråbende tåbelige og unuancerede, at man næsten slukker for filmen, og man fatter begrænset med sympati, endvidere interesse for deres fatale skæbne, da de opfører sig så hamrende ulogisk, overkarikerede og skabelonskårede. Elisha Cuthbert anvendes som intet andet end attraktiv publikumsmagnet (som instruktøren Jaume Collet-Serra også forstår at udnytte til fulde), men dette gør hun til gengæld godt. Det er synd, at Cuthbert bevilliger en så uudfordrende rolle som denne, da hun tidligere har bevist sit talent i den famøse tv-serie 24 Timer. House of Wax fik endvidere tiltrukket sig en del opmærksomhed via medieluderen Paris Hiltons medvirken. Hun er dog så pisseirriterende, talentløs og horrible, at man begynder at heppe på de psykopatiske mordere, der har en fetich for voks, der er ligeså kunstigt som filmens anvendelse af gyservirkemidlerne.
Overordnet er House of Wax ganske suspenseløs og uskræmmende, men den kan ikke undsige sig at have sine enkelte momenter af snigende uhygge og skræmmescener. Desværre er disse bare alt for få, og så kan man kun irriteres over, at moderne slasherfilmsinstruktører tilsyneladende tror, at gys er lig med brutale, eksplicitte og sadistiske udskejelser, som i stedet ender med at være decideret grotesk og dumt. Der er ingen substans at finde i House of Wax, der i tilgift er bundforudsigelig, og filmen ender som en opvisning i trættende stupiditet. Ydermere er House of Wax overlang (de tidligere film fra Dark Castle har været nådesløs korte, men stadig en uendelig lang lidelse at trækkes igennem), og de 2 stjerner går derfor kun til den høje produktionsværdi og den visuelle side, der har nogle fine shots at byde på.
02/01-2006
