- Kulørt tragedie -
5.0
Hollywoods mirakeldoktor Charlie Kaufman har her leveret endnu et mageløst og velbegavet manuskript, som instruktør George Clooney har omsat til en af de bedste debutantfilm set længe.
Filmen er biografisk og skulle efter sigende bygge på tv-produceren Chuck Barris’ liv. Det gør den også, men da Kaufman jo er lidt af et legebarn, er vi endt med en film, der højst sandsynlig kun fortæller den halve sandhed. Den spiller på myten om, at Barris levede et dobbeltliv som lejemorder for CIA, og dette gør faktisk filmen til lidt af en krimi i perioder. Traditionen tro blander Kaufman dog genrerne til ukendelighed, og ”Confessions Of A Dangerous Mind” kan vel bedst betegnes som en meget farverig tragedie.
Tragedien ligger nemlig og lurer under overfladen hele vejen igennem, idet den allerede etableres i filmens første scene. Og i filmens fantastiske afslutning går det således op for en, at Clooneys debutfilm ikke er en film om showbuisness, men nærmere om den tomhed den besidder. Barris dobbeltliv som spion i filmen bliver et tragisk billede på den desperate søgen efter mening i tilværelsen. Desværre må man før eller siden anerkende den tomhed - det gælder også Barris, hvis James Bond-liv naturligvis blot er en illusion. Bedst illustreret i slutningen ved en af tv-showets baggrundskulisser, der forestiller den vesttyske gade, hvor han tidligere havde været udstationeret som agent.
Balancen mellem denne smerte og den sprælske underholdning er i øvrigt perfekt. De glade toner fra 60’erne brager løs, alt imens Sam Rockwell i hovedrollen yder en fantastisk præstation, der havde været en oscarnominering værdig. Desuden har filmen nogle dybt originale stemningsøjeblikke, der blæser en omkuld, og Clooneys instruktørbedrift er i det hele taget stor. Her er en mand, der trods sin stjernestatus som skuespiller godt kunne gå hen og blive en om end endnu større instruktør. Med en sådan debutfilm, tegner det i hvert fald ualmindeligt godt.
Filmen er biografisk og skulle efter sigende bygge på tv-produceren Chuck Barris’ liv. Det gør den også, men da Kaufman jo er lidt af et legebarn, er vi endt med en film, der højst sandsynlig kun fortæller den halve sandhed. Den spiller på myten om, at Barris levede et dobbeltliv som lejemorder for CIA, og dette gør faktisk filmen til lidt af en krimi i perioder. Traditionen tro blander Kaufman dog genrerne til ukendelighed, og ”Confessions Of A Dangerous Mind” kan vel bedst betegnes som en meget farverig tragedie.
Tragedien ligger nemlig og lurer under overfladen hele vejen igennem, idet den allerede etableres i filmens første scene. Og i filmens fantastiske afslutning går det således op for en, at Clooneys debutfilm ikke er en film om showbuisness, men nærmere om den tomhed den besidder. Barris dobbeltliv som spion i filmen bliver et tragisk billede på den desperate søgen efter mening i tilværelsen. Desværre må man før eller siden anerkende den tomhed - det gælder også Barris, hvis James Bond-liv naturligvis blot er en illusion. Bedst illustreret i slutningen ved en af tv-showets baggrundskulisser, der forestiller den vesttyske gade, hvor han tidligere havde været udstationeret som agent.
Balancen mellem denne smerte og den sprælske underholdning er i øvrigt perfekt. De glade toner fra 60’erne brager løs, alt imens Sam Rockwell i hovedrollen yder en fantastisk præstation, der havde været en oscarnominering værdig. Desuden har filmen nogle dybt originale stemningsøjeblikke, der blæser en omkuld, og Clooneys instruktørbedrift er i det hele taget stor. Her er en mand, der trods sin stjernestatus som skuespiller godt kunne gå hen og blive en om end endnu større instruktør. Med en sådan debutfilm, tegner det i hvert fald ualmindeligt godt.
04/01-2006
