Darwin og dinoerne
4.0
Disney-studierne leverer med "Dinosaurerne" en forunderligt flot og medrivende film om en gruppe meget menneskelige kæmpeøgler og deres kamp for overlevelse
Dinosaurer er per definition fascinerende. Op igennem filmhistorien har levende billeder af de enorme kæmpeøgler slået publikum med forbløffelse, og det hidtidige højdepunkt blev nået med "Jurassic Park" (1993). Ligesom Spielbergs megahit baserer "Dinosauerne" sig på fantastiske computeranimationer, men det tjener Disney-folkene til ære, at de ikke har ladet dét være nok: I modsætning til "Jurassic Park" har "Dinosaurerne" nemlig en både poetisk og dynamisk historie.
Filmens ubetingede styrke er dens menneskelighed og præcision. De forskellige dinoers personligheder er skarpt skårne, konflikterne stærkt trukket op, og der er masser af plads til både humor og alvor. Animationen af øglernes ansigter er lykkedes til fuldkommenhed: man tror virkelig på, at det her er følsomme og intelligente dyr, der under al pansret er såre menneskelige.
Kunstneriske friheder - naturligvis
I virkeligheden var dinosaurerne en kende gumpetunge og havde en hjerne på størrelse med en valnød. I Disney's version er der naturligvis tale om mennesker i dyrekroppe, og hovedpersonen er den kvikke iguanodon Aladar, der fra at være en bange knægt bliver sin races frelser.
I en imponerende indledningssekvens, der tager pusten fra én, så de små hår rejser sig i nakken, ser vi, at Aladar inde i sit æg føres af tilfældighederne fra dinosaurernes frodige verden til en lille ø befolket af lemurer. De små behårede pattedyr, der er menneskenes forfædre, tager venligt imod den lille dino-unge, og han vokser til en kæmpe og godhjertet planteæder.
Når katastrofen rammer
En skæbnesvanger aften lander en enorm meteor i havet, og Aladar og lemurerne må flygte. På fastlandet har katastrofen ramt hårdt: jorden er udslukt og tør, dinosaurernes ende nærmer sig. Aladar og venner slutter sig til en stor gruppe planteædende dinosaurer, der søger efter de tabte ynglepladser. Gruppen ledes af den hensynsløse Kron, der er klar til at ofre alle svage dinoer for at sikre artens overlevelse. Men Aladar vil det anderledes: kun hvis dinosaurerne holder sammen, kan de reddes.
Det bliver en hæsblæsende rejse for dinosaurerne igennem den hårde ørken, forfulgt af grusomme kødædere og splittet af indre konflikter. Men det er også en smuk rejse med håb, kærlighed og venskab. "Dinosaurerne" trækker på alle de arketypiske tråde og låner fra både Det Gamle Testamente, Tarzan-myten og "Løvernes konge" (1994).
Det lykkes til fulde at fortælle den gamle historie endnu en gang. Man tror endda på, hvad der ret beset er noget evolutionært vrøvl: At artens overlevelse sikres ved, at den tager sig af sine svage. Budskabet har ikke meget hold i dyreverdenen, men dette er naturligvis også en meget smuk allegori over menneskeslægten.
Dinosaurer er per definition fascinerende. Op igennem filmhistorien har levende billeder af de enorme kæmpeøgler slået publikum med forbløffelse, og det hidtidige højdepunkt blev nået med "Jurassic Park" (1993). Ligesom Spielbergs megahit baserer "Dinosauerne" sig på fantastiske computeranimationer, men det tjener Disney-folkene til ære, at de ikke har ladet dét være nok: I modsætning til "Jurassic Park" har "Dinosaurerne" nemlig en både poetisk og dynamisk historie.
Filmens ubetingede styrke er dens menneskelighed og præcision. De forskellige dinoers personligheder er skarpt skårne, konflikterne stærkt trukket op, og der er masser af plads til både humor og alvor. Animationen af øglernes ansigter er lykkedes til fuldkommenhed: man tror virkelig på, at det her er følsomme og intelligente dyr, der under al pansret er såre menneskelige.
Kunstneriske friheder - naturligvis
I virkeligheden var dinosaurerne en kende gumpetunge og havde en hjerne på størrelse med en valnød. I Disney's version er der naturligvis tale om mennesker i dyrekroppe, og hovedpersonen er den kvikke iguanodon Aladar, der fra at være en bange knægt bliver sin races frelser.
I en imponerende indledningssekvens, der tager pusten fra én, så de små hår rejser sig i nakken, ser vi, at Aladar inde i sit æg føres af tilfældighederne fra dinosaurernes frodige verden til en lille ø befolket af lemurer. De små behårede pattedyr, der er menneskenes forfædre, tager venligt imod den lille dino-unge, og han vokser til en kæmpe og godhjertet planteæder.
Når katastrofen rammer
En skæbnesvanger aften lander en enorm meteor i havet, og Aladar og lemurerne må flygte. På fastlandet har katastrofen ramt hårdt: jorden er udslukt og tør, dinosaurernes ende nærmer sig. Aladar og venner slutter sig til en stor gruppe planteædende dinosaurer, der søger efter de tabte ynglepladser. Gruppen ledes af den hensynsløse Kron, der er klar til at ofre alle svage dinoer for at sikre artens overlevelse. Men Aladar vil det anderledes: kun hvis dinosaurerne holder sammen, kan de reddes.
Det bliver en hæsblæsende rejse for dinosaurerne igennem den hårde ørken, forfulgt af grusomme kødædere og splittet af indre konflikter. Men det er også en smuk rejse med håb, kærlighed og venskab. "Dinosaurerne" trækker på alle de arketypiske tråde og låner fra både Det Gamle Testamente, Tarzan-myten og "Løvernes konge" (1994).
Det lykkes til fulde at fortælle den gamle historie endnu en gang. Man tror endda på, hvad der ret beset er noget evolutionært vrøvl: At artens overlevelse sikres ved, at den tager sig af sine svage. Budskabet har ikke meget hold i dyreverdenen, men dette er naturligvis også en meget smuk allegori over menneskeslægten.
19/11-2018
