Benløse fugle
2.0
I "Michael - en engel, ikke en helgen!" kommer en engel til jorden, men får ikke klokkerne til at ringe.
Ifølge den kristne tro er Mikael en af de syv mægtige ærkeengle. I Nora Ephrons "Michael - en engel, ikke en helgen!" er ærkeenglen steget ned fra de herlige højder for at udføre endnu en mirakuløs gerning, men han er ikke som engle er flest: Michael er i John Travoltas skikkelse en hyggelig bulderbasse, drukmås og forfører, med et magisk glimt i øjet og lumske bagtanker.
Pressen er som den plejer
Frank Quinlan (William Hurt) er en talentfuld journalist, som på grund af en uheldig fortid arbejder for The National Inquirer, et hjernedødt sladderblad der bruger spaltepladsen på opdigtede historier om overnaturlige hændelser. Han og den klodsede makker Huey (Robert Pastorelli), er dyrepassere for bladets storsælgende kæledægge, hunden Sparky, som den koleriske redaktør Malt (Bob Hoskins) elsker over alt på jorden, mest af økonomiske grunde. En dag får Frank et brev fra en gammel kone i Iowa. Hun fortæller, at hun i længere tid har haft besøg af en engel, og beder Frank om at tage et kig. Straks er han på farten med både Huey, Sparky og den nyansatte Dorothy Winters (Andie McDowell), som redaktøren beordrer med, da hun er 'engleekspert'.
Al denne morskab
Englen, som den gamle dame har boende, viser sig naturligvis at være titlens Michael, og den dynamiske journalisttrio stirrer selvsagt måbende på den uvaskede, behårede og tømmermændsplagede mandsperson, der, hvis det ikke var for et par kæmpe hvide vinger, ligner John T. på en dårlig morgen. Michael viser sig at være meget imødekommende, og da den gamle dame pludseligt dør, indvilliger han i at tage med til Chicago for at komme i avisen. De sensationshungrende journalister ser deres lykke gjort, men under bilturen sker der mærkelige ting. Søreme om ikke Michael er en vildbasse, der roder sig ind i alle mulige sjove situationer, og søreme om ikke Frank og Dorothy fatter sympati for hinanden, og søreme om ikke både Michael og Dorothy har en hemmelighed at bære på. Men alt går selvfølgelig godt, og den hyggelige engel lærer vore venner, at man bare skal sørge for at have det sjovt og leve hverdagens små mirakler ud.
Pusseløjerlig og fad
"Michael - en engel, ikke en helgen!" er i sine gode øjeblikke pusseløjerligt rørende, men det meste af tiden så insisterende hygsommelig og klæbende indsmigrende, at ordet 'bagatel' ikke er ubetydeligt nok. Det er en fuldstændigt ligegyldig film, men den prætenderer heldigvis ikke at være mere end to timer i hygge-slumreland, på trods af at selve ærkeenglen medvirker. Sammenlignet med, at Travolta i Jon Turtletaubs "Phenomenon" fra sidste år var patetisk i sin vulgær-mystik, er "Michael - en engel, ikke en helgen!" befriende jordbunden. Men hvad i alverden er pointen med en jordbunden og hyggelig engel? Andet end at overbevise alle os almindelige mennesker om, at vi skam på en eller anden underfundig måde er guddommelige. Nora Ephron fremhæver, ligesom i sin forrige film "Sleepless in Seattle", at miraklerne kun eksisterer i det små, og at ægteskab, et godt job og en sjov hund er livets mål.
Skuespillerne borger ellers for kvalitet, men samtlige kører på rutinen, og instruktionen får sjældent sneget sig op over det jævne. Til tider lykkes det dog, ved hjælp af lys og musik, at give englen en atmosfære af mystik og hellighed, men kun indtil Travoltas brede grin råber på endnu en øl, og han giver en af sine velkendte danse. Man er, på trods af det mildest talt usædvanlige engle-element, på meget, meget kendt terræn, båret igennem af soundtrackets påtrængende country and western musik og fortællingens entydige pegefingre på komedie og drama: 'Nu skal du le forundret', 'nu skal du knibe en hjertelig tåre'.
"Når klokkerne ringer får en engel sine vinger..."
I Frank Capras juleklassisker "It's A Wonderful Life" fra 1946 blev en modstræbende, vingeløs engel sendt til jorden for at redde en dybt ulykkelig mand fra selvmord. Han troede sit liv, sin familie og sin hjemby ødelagt af en ond pengepuger og egen tåbelighed. Missionen lykkedes og englen fik sine hædrende vinger, ledsaget af klokkernes ringen. I Nora Ephrons "Michael - en engel, ikke en helgen!" bliver en selvglad, vingespraglende engel sendt til jorden for at give en lettere utilfreds mand en god oplevelse. Han klarer sig ellers O.K., men det er da altid rart at forelske sig. Missionen lykkes, men englen dør af det, og fjerene falder af hans vinger. Hvad kan man lære af det? At 50 år har forvandlet englene fra himlens sendebude til ægteskabsformidlere? Det vides ikke, men hvis du hører klokker, når du ser denne film, betyder det ikke, at en engel får sine vinger, men at producenternes kasseapparat ringer.
Ifølge den kristne tro er Mikael en af de syv mægtige ærkeengle. I Nora Ephrons "Michael - en engel, ikke en helgen!" er ærkeenglen steget ned fra de herlige højder for at udføre endnu en mirakuløs gerning, men han er ikke som engle er flest: Michael er i John Travoltas skikkelse en hyggelig bulderbasse, drukmås og forfører, med et magisk glimt i øjet og lumske bagtanker.
Pressen er som den plejer
Frank Quinlan (William Hurt) er en talentfuld journalist, som på grund af en uheldig fortid arbejder for The National Inquirer, et hjernedødt sladderblad der bruger spaltepladsen på opdigtede historier om overnaturlige hændelser. Han og den klodsede makker Huey (Robert Pastorelli), er dyrepassere for bladets storsælgende kæledægge, hunden Sparky, som den koleriske redaktør Malt (Bob Hoskins) elsker over alt på jorden, mest af økonomiske grunde. En dag får Frank et brev fra en gammel kone i Iowa. Hun fortæller, at hun i længere tid har haft besøg af en engel, og beder Frank om at tage et kig. Straks er han på farten med både Huey, Sparky og den nyansatte Dorothy Winters (Andie McDowell), som redaktøren beordrer med, da hun er 'engleekspert'.
Al denne morskab
Englen, som den gamle dame har boende, viser sig naturligvis at være titlens Michael, og den dynamiske journalisttrio stirrer selvsagt måbende på den uvaskede, behårede og tømmermændsplagede mandsperson, der, hvis det ikke var for et par kæmpe hvide vinger, ligner John T. på en dårlig morgen. Michael viser sig at være meget imødekommende, og da den gamle dame pludseligt dør, indvilliger han i at tage med til Chicago for at komme i avisen. De sensationshungrende journalister ser deres lykke gjort, men under bilturen sker der mærkelige ting. Søreme om ikke Michael er en vildbasse, der roder sig ind i alle mulige sjove situationer, og søreme om ikke Frank og Dorothy fatter sympati for hinanden, og søreme om ikke både Michael og Dorothy har en hemmelighed at bære på. Men alt går selvfølgelig godt, og den hyggelige engel lærer vore venner, at man bare skal sørge for at have det sjovt og leve hverdagens små mirakler ud.
Pusseløjerlig og fad
"Michael - en engel, ikke en helgen!" er i sine gode øjeblikke pusseløjerligt rørende, men det meste af tiden så insisterende hygsommelig og klæbende indsmigrende, at ordet 'bagatel' ikke er ubetydeligt nok. Det er en fuldstændigt ligegyldig film, men den prætenderer heldigvis ikke at være mere end to timer i hygge-slumreland, på trods af at selve ærkeenglen medvirker. Sammenlignet med, at Travolta i Jon Turtletaubs "Phenomenon" fra sidste år var patetisk i sin vulgær-mystik, er "Michael - en engel, ikke en helgen!" befriende jordbunden. Men hvad i alverden er pointen med en jordbunden og hyggelig engel? Andet end at overbevise alle os almindelige mennesker om, at vi skam på en eller anden underfundig måde er guddommelige. Nora Ephron fremhæver, ligesom i sin forrige film "Sleepless in Seattle", at miraklerne kun eksisterer i det små, og at ægteskab, et godt job og en sjov hund er livets mål.
Skuespillerne borger ellers for kvalitet, men samtlige kører på rutinen, og instruktionen får sjældent sneget sig op over det jævne. Til tider lykkes det dog, ved hjælp af lys og musik, at give englen en atmosfære af mystik og hellighed, men kun indtil Travoltas brede grin råber på endnu en øl, og han giver en af sine velkendte danse. Man er, på trods af det mildest talt usædvanlige engle-element, på meget, meget kendt terræn, båret igennem af soundtrackets påtrængende country and western musik og fortællingens entydige pegefingre på komedie og drama: 'Nu skal du le forundret', 'nu skal du knibe en hjertelig tåre'.
"Når klokkerne ringer får en engel sine vinger..."
I Frank Capras juleklassisker "It's A Wonderful Life" fra 1946 blev en modstræbende, vingeløs engel sendt til jorden for at redde en dybt ulykkelig mand fra selvmord. Han troede sit liv, sin familie og sin hjemby ødelagt af en ond pengepuger og egen tåbelighed. Missionen lykkedes og englen fik sine hædrende vinger, ledsaget af klokkernes ringen. I Nora Ephrons "Michael - en engel, ikke en helgen!" bliver en selvglad, vingespraglende engel sendt til jorden for at give en lettere utilfreds mand en god oplevelse. Han klarer sig ellers O.K., men det er da altid rart at forelske sig. Missionen lykkes, men englen dør af det, og fjerene falder af hans vinger. Hvad kan man lære af det? At 50 år har forvandlet englene fra himlens sendebude til ægteskabsformidlere? Det vides ikke, men hvis du hører klokker, når du ser denne film, betyder det ikke, at en engel får sine vinger, men at producenternes kasseapparat ringer.
19/11-2018
