Of human bondage
4.0
SPOILERS
Triers nyeste ”Manderlay” er den anden i Amerika serien, og Trier bliver mere specifik og politisk specielt i slutsekvenserne med Jacob Holdts ”Amerikanske billeder” i baggrunden. Men filmen fungerer ikke nær så godt dramatisk eller som en fortælling om menneskelig natur, som ”Dogville” gjorde det. Filmen virker fra starten temmelig forudsigelig, og det er først henimod slutningen, da det sande mørke i ”Manderlay” afsløres, at filmen for alvor bliver interessant.
Vi ved jo fra starten, at Grace (denne gang spillet af Bryce Dallas Howard) og hendes idealer på et eller andet tidspunkt må gå til grunde. Hendes far (Willem Dafoe) føjer hende, da hun vil have en håndfuld mænd til at overtage og ændre bomuldsfarmen Manderlay, hvor en familie igennem lang tid har udnyttet sorte som slaver, selv om det blev ulovliggjort efter borgerkrigen. I 1930'erne er dette ikke bestemt ikke velanset. Grace forarges over den nu afdøde matriark Mam (Lauren Bacall), der i en bog indeler slaver i forskellige negative stereotyper med klare anvisninger af, hvordan de hver især bør behandles. Grace sætter sig for at lære de tidligere slaver om frihed, så med farens gangstere som støtte forsøger hun at vise dem nye veje.
Triers skildring af Graces kamp for at styre stedet ud fra nogle velmenende idealer er en god analyse af det naive forhold til magt, som selv de største kynikere i blandt os har i en vis grad. Ja, det er også et forsøg på at vise hykleriet i Irak, det viser billederne til sidst i filmen jo tydeligt, men der er også noget mere universelt på spil her. Grace tror, at hun hjælper verden til at forbedre sig selv, men i virkeligheden er denne mission blot med til at nedbryde hende. Da beboerne stemmer for at slå den gamle sultne kone ihjel, og Grace tager pistolen, så går hun på kompromis med egne idealer for at hjælpe andre til en forståelse af de selv samme idealer. I sidste ende må hun underkaste sig en anden magt, som vi mennesker nu gør, og i det samme øjeblik indser de Manderlays beboere, at de også helst vil underkaste sig en anden magt.
Jeg mener ikke, at Trier er direkte kynisk, og at Grace er blevet som sin far eller Mam i slutningen. Men hun har lært noget om magtforhold. At det ikke kun er et spørgsmål om den underkastede, der udnyttes. Det er også magthaveren, der udnyttes ved at tage ansvar for de underkastede. Derfor forstår folkene på Manderlay naturligvis ikke det gode i at blive ”frie”, da de ikke har kræfter til det ansvar der følger med. Jeg tror, at Trier har fuld sympati for Graces kamp. Måske mere sympati end publikum kan holde ud. Men hendes revolution er dømt til at mislykkedes. Måske netop fordi det er en revolution, og ikke en langsom kamp for det bedre.
Som en filmoplevelse så gabte jeg en del i starten, men blev suget ind i handlingen og tankerne og følelserne henimod slutningen. Trier burde nok indført komplikationerne i slutningen allerede fra starten, og så tage handlingen derfra. Teknisk set er filmen ofte mere imponerende end ”Dogville” med flere etagers gennemsigtige bygninger, hvor hele gården lever. Men filmen havde i mine øjne ikke den samme sjæl som ”Dogville”, og den virkede derfor ikke helt så øm i de ømme scener eller forfærdelig i de forfærdelige scener. Under alle omstændigheder bliver det dog spændende at se, hvad Trier har på hjerte i den tredje film i denne trilogi, ”Wasington”.
Triers nyeste ”Manderlay” er den anden i Amerika serien, og Trier bliver mere specifik og politisk specielt i slutsekvenserne med Jacob Holdts ”Amerikanske billeder” i baggrunden. Men filmen fungerer ikke nær så godt dramatisk eller som en fortælling om menneskelig natur, som ”Dogville” gjorde det. Filmen virker fra starten temmelig forudsigelig, og det er først henimod slutningen, da det sande mørke i ”Manderlay” afsløres, at filmen for alvor bliver interessant.
Vi ved jo fra starten, at Grace (denne gang spillet af Bryce Dallas Howard) og hendes idealer på et eller andet tidspunkt må gå til grunde. Hendes far (Willem Dafoe) føjer hende, da hun vil have en håndfuld mænd til at overtage og ændre bomuldsfarmen Manderlay, hvor en familie igennem lang tid har udnyttet sorte som slaver, selv om det blev ulovliggjort efter borgerkrigen. I 1930'erne er dette ikke bestemt ikke velanset. Grace forarges over den nu afdøde matriark Mam (Lauren Bacall), der i en bog indeler slaver i forskellige negative stereotyper med klare anvisninger af, hvordan de hver især bør behandles. Grace sætter sig for at lære de tidligere slaver om frihed, så med farens gangstere som støtte forsøger hun at vise dem nye veje.
Triers skildring af Graces kamp for at styre stedet ud fra nogle velmenende idealer er en god analyse af det naive forhold til magt, som selv de største kynikere i blandt os har i en vis grad. Ja, det er også et forsøg på at vise hykleriet i Irak, det viser billederne til sidst i filmen jo tydeligt, men der er også noget mere universelt på spil her. Grace tror, at hun hjælper verden til at forbedre sig selv, men i virkeligheden er denne mission blot med til at nedbryde hende. Da beboerne stemmer for at slå den gamle sultne kone ihjel, og Grace tager pistolen, så går hun på kompromis med egne idealer for at hjælpe andre til en forståelse af de selv samme idealer. I sidste ende må hun underkaste sig en anden magt, som vi mennesker nu gør, og i det samme øjeblik indser de Manderlays beboere, at de også helst vil underkaste sig en anden magt.
Jeg mener ikke, at Trier er direkte kynisk, og at Grace er blevet som sin far eller Mam i slutningen. Men hun har lært noget om magtforhold. At det ikke kun er et spørgsmål om den underkastede, der udnyttes. Det er også magthaveren, der udnyttes ved at tage ansvar for de underkastede. Derfor forstår folkene på Manderlay naturligvis ikke det gode i at blive ”frie”, da de ikke har kræfter til det ansvar der følger med. Jeg tror, at Trier har fuld sympati for Graces kamp. Måske mere sympati end publikum kan holde ud. Men hendes revolution er dømt til at mislykkedes. Måske netop fordi det er en revolution, og ikke en langsom kamp for det bedre.
Som en filmoplevelse så gabte jeg en del i starten, men blev suget ind i handlingen og tankerne og følelserne henimod slutningen. Trier burde nok indført komplikationerne i slutningen allerede fra starten, og så tage handlingen derfra. Teknisk set er filmen ofte mere imponerende end ”Dogville” med flere etagers gennemsigtige bygninger, hvor hele gården lever. Men filmen havde i mine øjne ikke den samme sjæl som ”Dogville”, og den virkede derfor ikke helt så øm i de ømme scener eller forfærdelig i de forfærdelige scener. Under alle omstændigheder bliver det dog spændende at se, hvad Trier har på hjerte i den tredje film i denne trilogi, ”Wasington”.
10/01-2006
