- Dengang der var skudsår til -

80’er-klassikeren “48 Hours” må siges at have overlevet sin egen genre. Rent faktisk er den et tiltrængt gensyn i disse effektbombarderende og tamme actiontider. Det ses tydeligt, at filmen er fra en tid, hvor instruktøren gjorde, hvad der passede ham og eksempelvis ikke lagde en dæmper på volden, som i dette tilfælde er meget eksplicit. Men hvor er det egentlig rart, at få bekræftet, at det rent faktisk begynder at bløde, når en person bliver skudt i maven – særligt i en tid, hvor vi stopfodres med censurleflende actionfilm.

Nok er 80’er-stilen tyk, men her finder man immervæk mere underholdning og spænding end i så mange andre af de actionfilm, der er på markedet i dag. De heftige skuddueller er ganske medrivende, og spændingen opbygges godt i store dele af filmen. Ikke mindst takket være James Horners fantastiske og intense musikside til filmen, hvilket også giver filmen en dyster undertone, som mange af nutidens film indenfor genren mangler.

Og så skal vi jo ikke glemme de to forrygende herrer øverst på rollelisten. Nolte og Murphy er et mindeværdigt makkerpar, og de er den direkte årsag til filmens succes. Netop fordi deres samspil med hinanden er så godt, som det er. Nolte er god som den hårdkogte betjent med rod i privatlivet, mens Murphy gør, hvad han gør bedst og hiver grinene hjem.

Filmen er derfor fortsat gensynet værd. Man kan godt savne denne slags ”actionkomedier” i dag, hvor komikken ikke er påtaget, men nærmere et supplement til alvoren, som lader til at være ingen steder at finde i mange af genrens nutidige film. Indtil de lærer det derovre, fungerer denne her dog imidlertid som en ganske god sutteklud.