Eventyrlig fægtekomedie
4.0
Instruktør Philippe de Broca, som døde i 2004, var en ret populær instruktør til især TV-produktioner. Han gjorde sig ikke mindst i historiske kostumedramaer i den lettere genre. Filmatiseringen af 1800tals-forfatteren Paul Févals eventyrlige drama "Le Bossu" ("Pukkelryggen") er eventyrlig underholdning for fuld skrue med et genkendeligt fransk præg af beske velskrevne replikker.
I hovedrollen som den i begyndelsen noget enfoldige fægtemester, Lagardère, ses ingen ringere end (gæt selv) Daniel Auteuil. Men det er i grunden forfriskende at opleve ham som snarrådig historisk actionhelt i stedet for den hyppigt tilbagevendende "livstrætte embedsmand".
Den brushoved-agtige og populære hertug af Navarre skal giftes, men hans lumske bror, Gonzague (Fabrice Luchini i en fremragende karakterrolle), spekulerer i, at broderens udsvævende livsstil kunne arrangeres til at koste ham livet, hvorved Gonzague ville arve formuen.
Hertugen har dog forinden fundet sig en følgesvend i form af Lagardère, som i hertugen ser et sandt forbillede, som mestrer et ganske særligt (dødeligt) fægtetræk. Da nyheden om, at hertugens tilkommende er med barn, drager de to sammen afsted til bryllup.
Gonzague iværksætter en brutal udryddelsesaktion, hvor næsten alle slagtes. Lagardère undslipper som den eneste ved et lykketræf sammen med den nyfødte og lover den døende hertug at hævne hans død. Problemet er blot, at ingen ved, hvem der står bag udryddelsesaktionen.
Efter en farlig flugt, lever "far og datter" blandt sigøjnere i nogle år, mens pigen vokser op og bliver nysgerrig efter at kende sit ophav. Lagardère har dog ikke glemt sit løfte og iværksætter en snedig plan for at finde frem til og udmanøvrere hertugens morder.
Det er altsammen en umådelig veldrejet blanding af underspillet komik og elegant brutalitet (kårder gennem hovedet), og Auteuil og Luchinis figurer er begge meget spændende at følge.
Til slut kan det afsløres, at det ender lykkeligt til op over begge ører, som det hører sig til i dén slags eventyr. Fire hatte er i underkanten, men jeg trækker lidt fra, fordi den med sine 125 minutter er en anelse for lang.
I hovedrollen som den i begyndelsen noget enfoldige fægtemester, Lagardère, ses ingen ringere end (gæt selv) Daniel Auteuil. Men det er i grunden forfriskende at opleve ham som snarrådig historisk actionhelt i stedet for den hyppigt tilbagevendende "livstrætte embedsmand".
Den brushoved-agtige og populære hertug af Navarre skal giftes, men hans lumske bror, Gonzague (Fabrice Luchini i en fremragende karakterrolle), spekulerer i, at broderens udsvævende livsstil kunne arrangeres til at koste ham livet, hvorved Gonzague ville arve formuen.
Hertugen har dog forinden fundet sig en følgesvend i form af Lagardère, som i hertugen ser et sandt forbillede, som mestrer et ganske særligt (dødeligt) fægtetræk. Da nyheden om, at hertugens tilkommende er med barn, drager de to sammen afsted til bryllup.
Gonzague iværksætter en brutal udryddelsesaktion, hvor næsten alle slagtes. Lagardère undslipper som den eneste ved et lykketræf sammen med den nyfødte og lover den døende hertug at hævne hans død. Problemet er blot, at ingen ved, hvem der står bag udryddelsesaktionen.
Efter en farlig flugt, lever "far og datter" blandt sigøjnere i nogle år, mens pigen vokser op og bliver nysgerrig efter at kende sit ophav. Lagardère har dog ikke glemt sit løfte og iværksætter en snedig plan for at finde frem til og udmanøvrere hertugens morder.
Det er altsammen en umådelig veldrejet blanding af underspillet komik og elegant brutalitet (kårder gennem hovedet), og Auteuil og Luchinis figurer er begge meget spændende at følge.
Til slut kan det afsløres, at det ender lykkeligt til op over begge ører, som det hører sig til i dén slags eventyr. Fire hatte er i underkanten, men jeg trækker lidt fra, fordi den med sine 125 minutter er en anelse for lang.
13/01-2006
