En kraftig dosis tryllestøv
4.0
”Finding Neverland” er en åbenlyst sentimental film, men er af den sjældne slags, der formår at være hjertevarm og rørende uden at være alt for påtrængende.
Filmen er baseret på den skotske teaterskuespilsforfatter J. M. Barrie, og hvordan han fik ideen til Peter Pan. Johnny Depp spiller James Barrie med en afmålt ro, der efterhånden virker overbevisende. I starten frygtede jeg, at han pludselig ville blive til Willy Wonka. Men nej, han formår at gøre figuren menneskelig og sympatisk, så hans interesse for den unge enke Sylvia Davies (Kate Winslet) og hendes børn virkede oprigtig.
Barrie har lige haft en dundrende fiasko med sit nye teaterstykke, da han møder denne familie i en park, hvor børnene leger. Barrie smittes med det samme af deres livsglæde og fantasi. Han tilbringer derefter flere dage i leg med børnene end med sin kone Mary (Radha Mitchell). Dette giver ham inspiration til stykket Peter Pan, som teaterchefen (Dustin Hoffman) meget modvilligt sætter op.
Hvordan skal man nogensinde kunne få et snobbet teaterpublikum til at se et stykke med pirater, krokodiller, indianere og tryllefeer. Barries geniale løsning er at invitere en flok hjemløse børn til at sidde spredt ud over teatersalen. Børnenes hurtige opfattelse af denne fantastiske verden smitter af på de stive voksne, der åbner sig for Neverland. Måske ville jeg også blive mere rørt af filmen, hvis jeg havde set den med nogle hjemløse børn.
I den mere seriøse og alvorlige bagside af Peter Pan historien er der historien om Barries forsømte barndom. Barrie ser noget lignende i en af Davies drengene, Peter (Freddie Highmore), som hurtigt er blevet voksen efter farens død, og et af de store dramatiske spørgsmål i filmen er, om Peter lærer at være barn. Så er der også Barries forhold til konen. Der gør rygter om Barries forhold til Sylvia og børnene, og det går Mary på, at hun ikke er objektet for James' inspiration.
Ideen om, at fantasi kan overgå sygdom, død og alderdom (voksendom) lidt for sukkersød. Den er samtidig malplaceret, da børn bestemt ikke har monopol på fantasien. Filmen kunne have været mere interessant ved at udvikle nuancerne i James og Marys konflikt noget mere. I stedet bliver det hele noget todimensionelt med de stive, kedelige voksne og de livsglade, fantasifulde barnlige sjæle.
Men som en feel-good film er ”Finding Neverland” bestemt en succes selv om der garanteret er hældt en hel del filmisk tryllestøv over de faktiske hændelser i Barries liv.
Filmen er baseret på den skotske teaterskuespilsforfatter J. M. Barrie, og hvordan han fik ideen til Peter Pan. Johnny Depp spiller James Barrie med en afmålt ro, der efterhånden virker overbevisende. I starten frygtede jeg, at han pludselig ville blive til Willy Wonka. Men nej, han formår at gøre figuren menneskelig og sympatisk, så hans interesse for den unge enke Sylvia Davies (Kate Winslet) og hendes børn virkede oprigtig.
Barrie har lige haft en dundrende fiasko med sit nye teaterstykke, da han møder denne familie i en park, hvor børnene leger. Barrie smittes med det samme af deres livsglæde og fantasi. Han tilbringer derefter flere dage i leg med børnene end med sin kone Mary (Radha Mitchell). Dette giver ham inspiration til stykket Peter Pan, som teaterchefen (Dustin Hoffman) meget modvilligt sætter op.
Hvordan skal man nogensinde kunne få et snobbet teaterpublikum til at se et stykke med pirater, krokodiller, indianere og tryllefeer. Barries geniale løsning er at invitere en flok hjemløse børn til at sidde spredt ud over teatersalen. Børnenes hurtige opfattelse af denne fantastiske verden smitter af på de stive voksne, der åbner sig for Neverland. Måske ville jeg også blive mere rørt af filmen, hvis jeg havde set den med nogle hjemløse børn.
I den mere seriøse og alvorlige bagside af Peter Pan historien er der historien om Barries forsømte barndom. Barrie ser noget lignende i en af Davies drengene, Peter (Freddie Highmore), som hurtigt er blevet voksen efter farens død, og et af de store dramatiske spørgsmål i filmen er, om Peter lærer at være barn. Så er der også Barries forhold til konen. Der gør rygter om Barries forhold til Sylvia og børnene, og det går Mary på, at hun ikke er objektet for James' inspiration.
Ideen om, at fantasi kan overgå sygdom, død og alderdom (voksendom) lidt for sukkersød. Den er samtidig malplaceret, da børn bestemt ikke har monopol på fantasien. Filmen kunne have været mere interessant ved at udvikle nuancerne i James og Marys konflikt noget mere. I stedet bliver det hele noget todimensionelt med de stive, kedelige voksne og de livsglade, fantasifulde barnlige sjæle.
Men som en feel-good film er ”Finding Neverland” bestemt en succes selv om der garanteret er hældt en hel del filmisk tryllestøv over de faktiske hændelser i Barries liv.
15/01-2006
