Menstruationsblod og dukker itu
4.0
Jeg kan godt forstå, hvorfor denne koreanske psykologiske horror-film, ”A Tale of Two Sisters”, er blevet så populær. Den har masser af plot twists og en rodet historie, som man kan få sig selv til at gense filmen for at forstå.
Da jeg for et par år siden så nogle brudstykker af filmen uden undertekster, så var det på en måde et gensyn. Jeg kendte dog ikke så meget til plottet, men måske var det fordi, at jeg havde set disse brudstykker før, at jeg kunne gennemskue historien meget hurtigt, og at den derfor ofte var kedelig.
Instruktør Kim Ji-Woon bruger masser af lange, lange, lange shots til at lægge en mørk stemning over et øde hus, der lader til at have haft en europæer fra 1700-tallet som indretningsarkitekt. Måske hjælper det på uhyggen hos koreanerne at tage fra en anden kultur end deres egen. Det er jo som bekendt det, vi ikke forstår, som vi frygter mest.
Filmen starter i et dræbende kedsommeligt tempo uden at sætte i karaktererne i nogen direkte konflikt med hinanden fra starten. Der er selvfølgelig en konflikt til stede (uden konflikt ingen historie), men vi fornemmer ikke fra starten, hvad karakterernes store konflikt går ud på. Hvis konflikten er centreret omkring de to piger So-Yeon (Min Geun-Yeong) og So-Mi (Lim Su-Jeong) og deres stedmor Eun-Jo (Yum Jeung-Ah) så sker der alt for lidt i starten. Det viser sig, at konflikten rigtig nok handler om disse kvinder, men forholdene er ikke helt så ligetil. Der dukker pludselig spøgelser op, og pigerne i filmen begynder at opføre sig mærkeligt.
Filmen er bygget op om, at vi skal undre os over, hvad der foregår, og sige, aha, det var det forvarslerne betød. Dette er i mine øjne ikke den bedste måde at bygge en historie op på. Som sagt var plottet også ganske forudsigeligt, hvad der foregik, hvis man læste forvarslerne korrekt (ikke at jeg altid prøver, men denne film gav så meget tid til at tænke over tingene, at jeg ikke kunne lade være). Jeg lagde blandt andet mærke til, hvordan faren (Kim Kap-Su) behandlede pigerne hver for sig.
Faktisk ville filmen have været bedre som en kortfilm, der bestod af de sidste ti minutter samt et efterspil med direkte konfrontationer og uden sindssygehospitaler. Resten af filmen indtil flashbacket i slutningen er en mareridtsmasturbation over, hvad der skete. Komplet med angstsymboler over kvindelig seksualitet med fødsel menstruation, smadrede porcelænsdukker, makeup, (den sidste spøgelsesscene), onani (scenen hvor de to søstre omfavner hinanden), med mere. Angst over kvindelig seksualitet er jo en af de klassiske temaer i gyserfilm, så her er filmen ikke specielt orginal, men dog ganske interessant alligevel.
Alt i alt er den såmænd udmærket, men i mine øjne ikke så fantastisk, som mange vil gøre den til.
Da jeg for et par år siden så nogle brudstykker af filmen uden undertekster, så var det på en måde et gensyn. Jeg kendte dog ikke så meget til plottet, men måske var det fordi, at jeg havde set disse brudstykker før, at jeg kunne gennemskue historien meget hurtigt, og at den derfor ofte var kedelig.
Instruktør Kim Ji-Woon bruger masser af lange, lange, lange shots til at lægge en mørk stemning over et øde hus, der lader til at have haft en europæer fra 1700-tallet som indretningsarkitekt. Måske hjælper det på uhyggen hos koreanerne at tage fra en anden kultur end deres egen. Det er jo som bekendt det, vi ikke forstår, som vi frygter mest.
Filmen starter i et dræbende kedsommeligt tempo uden at sætte i karaktererne i nogen direkte konflikt med hinanden fra starten. Der er selvfølgelig en konflikt til stede (uden konflikt ingen historie), men vi fornemmer ikke fra starten, hvad karakterernes store konflikt går ud på. Hvis konflikten er centreret omkring de to piger So-Yeon (Min Geun-Yeong) og So-Mi (Lim Su-Jeong) og deres stedmor Eun-Jo (Yum Jeung-Ah) så sker der alt for lidt i starten. Det viser sig, at konflikten rigtig nok handler om disse kvinder, men forholdene er ikke helt så ligetil. Der dukker pludselig spøgelser op, og pigerne i filmen begynder at opføre sig mærkeligt.
Filmen er bygget op om, at vi skal undre os over, hvad der foregår, og sige, aha, det var det forvarslerne betød. Dette er i mine øjne ikke den bedste måde at bygge en historie op på. Som sagt var plottet også ganske forudsigeligt, hvad der foregik, hvis man læste forvarslerne korrekt (ikke at jeg altid prøver, men denne film gav så meget tid til at tænke over tingene, at jeg ikke kunne lade være). Jeg lagde blandt andet mærke til, hvordan faren (Kim Kap-Su) behandlede pigerne hver for sig.
Faktisk ville filmen have været bedre som en kortfilm, der bestod af de sidste ti minutter samt et efterspil med direkte konfrontationer og uden sindssygehospitaler. Resten af filmen indtil flashbacket i slutningen er en mareridtsmasturbation over, hvad der skete. Komplet med angstsymboler over kvindelig seksualitet med fødsel menstruation, smadrede porcelænsdukker, makeup, (den sidste spøgelsesscene), onani (scenen hvor de to søstre omfavner hinanden), med mere. Angst over kvindelig seksualitet er jo en af de klassiske temaer i gyserfilm, så her er filmen ikke specielt orginal, men dog ganske interessant alligevel.
Alt i alt er den såmænd udmærket, men i mine øjne ikke så fantastisk, som mange vil gøre den til.
16/01-2006
