Dødens korridor
5.0
Joel Schumacher’s film Flatliners fra 1990 begynder ganske passende med Kiefer Sutherland’s ildevarslende replik; "Today is a good day to die" – en sætning, der faktisk formår at opsummere, samt lægge op til hele filmens gennemgående tematik omkring genoplivning og efterlivet.
Flatliners handler om fire medicinstuderende, der overtales af Sutherland’s karakter; Nelson, til at deltage i et eksperiment omhandlende nærdødsoplevelser. Et eksperiment der i sagens natur er særdeles farligt.
Alligevel indvilger de dog i sidste ende i at deltage.
Filmens hovedpersoner er en god blanding af 1980’ernes absolut hotteste unge talenter.
Kiefer Sutherland spiller som nævnt Nelson, der er hjernen bag dette eksperiment, Kevin Bacon er som Labraccio det rebelske om end medicinske geni, William Baldwin som Joe, der er medicinstudiets selvbestaltede playboy, Julia Roberts som den smukke men mystiske Rachel og Oliver Platt som den ambitiøse og egoistiske Steckle.
Nelson's ide er egentlig ganske simpel; man tager en "dødelig" indsprøjtning, hvorefter man først dør og derefter vender tilbage til livet via genoplivning fra de andre og til sidst for at blive kendt som den læge, der fandt ud af hvad efterlivet indebærer… hvad døden er...
Så nemt går det dog langt fra.
Der forekommer hændelser som Nelson (eller de andre for den sags skyld) slet ikke har taget højde for.
Traumer og skyld fra de involveredes barndom vender i kraft af eksperimentet tilbage for at hjemsøge dem.
Ubehagelige sager i dén dur gør Flatliners til én af Joel Schumacher’s bedste film. Jeg mener faktisk kun at Lost Boys fra 1987 er på højde med denne.
Filmen fungerer i et skær af overnaturligt lys og et fortrinligt kameraarbejde.
Komplet med klamme flashback-/drømme sekvenser, mørke gyder og voldelige børn.
Alt i alt må jeg konstatere at jeg synes Flatliners er vældig anbefalelsesværdig.
5* herfra.
Flatliners handler om fire medicinstuderende, der overtales af Sutherland’s karakter; Nelson, til at deltage i et eksperiment omhandlende nærdødsoplevelser. Et eksperiment der i sagens natur er særdeles farligt.
Alligevel indvilger de dog i sidste ende i at deltage.
Filmens hovedpersoner er en god blanding af 1980’ernes absolut hotteste unge talenter.
Kiefer Sutherland spiller som nævnt Nelson, der er hjernen bag dette eksperiment, Kevin Bacon er som Labraccio det rebelske om end medicinske geni, William Baldwin som Joe, der er medicinstudiets selvbestaltede playboy, Julia Roberts som den smukke men mystiske Rachel og Oliver Platt som den ambitiøse og egoistiske Steckle.
Nelson's ide er egentlig ganske simpel; man tager en "dødelig" indsprøjtning, hvorefter man først dør og derefter vender tilbage til livet via genoplivning fra de andre og til sidst for at blive kendt som den læge, der fandt ud af hvad efterlivet indebærer… hvad døden er...
Så nemt går det dog langt fra.
Der forekommer hændelser som Nelson (eller de andre for den sags skyld) slet ikke har taget højde for.
Traumer og skyld fra de involveredes barndom vender i kraft af eksperimentet tilbage for at hjemsøge dem.
Ubehagelige sager i dén dur gør Flatliners til én af Joel Schumacher’s bedste film. Jeg mener faktisk kun at Lost Boys fra 1987 er på højde med denne.
Filmen fungerer i et skær af overnaturligt lys og et fortrinligt kameraarbejde.
Komplet med klamme flashback-/drømme sekvenser, mørke gyder og voldelige børn.
Alt i alt må jeg konstatere at jeg synes Flatliners er vældig anbefalelsesværdig.
5* herfra.
17/01-2006
