Lyserød krise
5.0
Bill Murray er fantastisk som den mere eller mindre udtryksløse midaldrende Don Johnston, en falleret Don Juan. Det er herligt at se ham i en Jim Jarmusch film. I en ganske god Jim Jarmusch film. Dons kæreste (Julie Delphy) har forladt ham. Og det er til at se hvorfor. Han sidder død foran fjernsynet og ser gamle film (om Don Juan) i sin træningsdragt. I samme øjeblik kommer et lyserødt brev ind ad døren. En gammel flamme har de sidste tyve år opdraget hans søn, som nu er på udkig efter sin far.
Dons første reaktion er ligegyldighed og apati. Men den imodsætning til Don livlige nabo med tre job og fem unger, Winston (Jeffrey Wright), er lidt af en amatørdetektiv på nettet, og han bliver opslugt af at finde ud af hvilken af Dons gamle flammer, der har sendt ham dette brev. Don har ikke andet at lave end at drikke Moet og høre klassisk i lædersofaen, så selv om han med stenfjæs afviser Winstons entusiasme i starten, så indvilger han efterhånden i at tage ud og finde de piger, som Winston har fundet frem til.
Don møder mange forskellige reaktioner fra gamle flammer, og han møder mange fristelser i form af unge piger. Men hvor han i sine unge dage nok havde hoppet på fristelserne uden tøve, er han efterhånden ved at være gammel. Jarmusch selv er efterhånden også ved at være på den anden side af 50, hvilket nok forklarer nogle af temaerne i denne film. Midalderkrise og den evigt unge sjæls anerkendelse af at være blevet gammel.
Tempoet er klassisk Jarmusch, og ligeså den minimalistiske stil. Et publikum, der er ikke er vænnet til denne stil, vil måske indvende, at filmen mangler plot og dramatisk udvikling. Men se på Don-karakteren. Hans handlinger til sidst ville virke utænkelige i starten. Han er blevet konfronteret/har konfronteret sig selv med sit liv, og slutningen af filmen viser, at han har fundet en vilje til at udfylde tomrummet.
Dons første reaktion er ligegyldighed og apati. Men den imodsætning til Don livlige nabo med tre job og fem unger, Winston (Jeffrey Wright), er lidt af en amatørdetektiv på nettet, og han bliver opslugt af at finde ud af hvilken af Dons gamle flammer, der har sendt ham dette brev. Don har ikke andet at lave end at drikke Moet og høre klassisk i lædersofaen, så selv om han med stenfjæs afviser Winstons entusiasme i starten, så indvilger han efterhånden i at tage ud og finde de piger, som Winston har fundet frem til.
Don møder mange forskellige reaktioner fra gamle flammer, og han møder mange fristelser i form af unge piger. Men hvor han i sine unge dage nok havde hoppet på fristelserne uden tøve, er han efterhånden ved at være gammel. Jarmusch selv er efterhånden også ved at være på den anden side af 50, hvilket nok forklarer nogle af temaerne i denne film. Midalderkrise og den evigt unge sjæls anerkendelse af at være blevet gammel.
Tempoet er klassisk Jarmusch, og ligeså den minimalistiske stil. Et publikum, der er ikke er vænnet til denne stil, vil måske indvende, at filmen mangler plot og dramatisk udvikling. Men se på Don-karakteren. Hans handlinger til sidst ville virke utænkelige i starten. Han er blevet konfronteret/har konfronteret sig selv med sit liv, og slutningen af filmen viser, at han har fundet en vilje til at udfylde tomrummet.
19/01-2006
