Rod i blomsterbedene

Jeg må indrømme, at jeg ikke blev bjergtaget af Fernando Meirelles store gennembrud ”Cidade de Deus”, på samme måde som så mange andre blev det. Til gengæld er den mere fokuserede historie af samme instruktør i Le Carre filmatiseringen, ”The Constant Gardener”, en hel del mere gribende for mit vedkommende.

Justin Quayle (Ralph Fiennes) er gartneren i titlen. En højtstående diplomat der dyrker haver som sin hobby. En hobby der er så typisk engelsk og borgerlig, som aftente og scones også er det. Mens Justin passer haven i sit hus i Kenya, hvor han er udsendt, bliver konen Tessa (Rachel Weisz) skudt ned langt ude i ødemarken med en sort mand.

Filmen starter med dette drab, og går derefter i flashback. Justin mødte den politiske aktive Tessa på en kedelig konference, hvor Tessa for i flæsket på Justin med Englands deltagelse i Irakkrigen. Justin forelsker sig promte i denne idealist og en ildsjæl af en kvinde. Hun tager med til Afrika, hvor hun sammen med den afrikanske læge Arnold (Hubert Kounde), som var manden med hende i bilen, finder ud af, at der er noget med den medicin, som et stort globalt firma distribuerer i landsbyerne ikke er helt, som det skal være.

Dette store firma støttes af regeringen i at afprøve risikofyldt medicin på fattige afrikanere, da det ville kræve for mange ressourcer og for megen tid at teste medicinen i et laboratorium. Tessa holder i starten Justin fra hendes og Arnolds virke, men da Tessa dør, finder Arnold mod til at træde ud af sin have.

Filmen har en fantastisk blanding af store stille panorama-billeder af afrikanske landskaber med hektiske og skæve vinkler af det hektiske liv i både afrikanske byer og europæiske storbyer. Filmen er både spændende som thriller, fængende kærlighedsdrama (de to hovedroller er fænomenale), og en uhyggeligt realistisk og overbevisende kommentar til det nuværende forhold mellem udviklingslande og udnytterlande.