Jordbær med mælk

Jeg havde forventet stor omgang eksistensialistisk snak om døden og Gud i Ingmar Bergmans nok mest hyldede film, ”Det Syvende Segl”, men jeg havde ikke forventet al den ironi og humor og livsglæde, som filmen også indeholder.

Historien er nok så kendt fra diverse referencer som findes i både de såkaldte finkulturelle medier og i popkulturen. Antonius Block (Max von Sydow) er en ridder vendt hjem fra et fejlslået korstog, og i hjemlandet finder han blot pest og død. Bogstaveligt talt. Block har hele tiden vidst, at Døden var ved hans side, men nu viser Døden (Bengt Ekerot) sig foran ham. Block udforder ham til et spil skak. Så længer Block spiller kan han holde sig i live.

Døden indvilger i at spille, men hvorfor vil Block spille? Block svarer, at han vil have vished og viden. Er der en gud i denne verden, hvor krigen overleves blot for at komme hjem til pesten? Har heksen på bålet virkelig set Djævlen? Hvorfor er Gud evigt tiende? Store spørgsmål, som en man der står ansigt til ansigt med Døden, naturligvis vil stille sig selv.

Men side og side med døden (og Døden) viser Bergman livet. Skuespilleren og klovnen Jof (Nils Poppe) rejser med sin kone og nyfødte barn rundt i landet og optræder midt i sygdomme, forbandelser og hellige moralske optog. Men Jof har et lyst syn på livet. Han drilles af sin kone for de syner, han ser. Første gang vi ser ham stå op en morgen, ser vi ham kradse hovedbunden, da han ser Jomfru Maria og Sønnike vandre forbi. Det er ikke fordi, at Jof er specielt hellig og derfor ønsker at se helgener vandre rundt. Helgener, engle og sågar djævle har det bare med at vise sig for ham. Dette er kunstnerens lod.

I en af de mest kuldegysgivende scener i denne film ser vi den velsignede Jof og hustru optræde foran et landsbypublikum, da et kristent optog med dyster munkekor og blodige flagellanter spreder frygt og dommedagstanker. Vi ser før denne scene kirkefolkene forberede dette optog, hvormed det tydeliggøres, at kirkens vej er kunstig og styret af menneskelige misopfattelser og magtspil, mens de faktisk hellige tager skikkelse af den kulørte og livsglade klovn på scenen. Blocks møde med Jof giver ham lidt optimisme og glæde ved livet, som selv ikke Dødens kolde selskab kan fjerne. Men døden indhenter jo os alle i længden.

Jeg har slet ikke nævnt den fabelagtige karakter, Blocks evigt realistiske og kyniske væbner Jöns (Gunnar Björnstrand), som giver Block en hel del sekulært modspil. Jöns replikker er altid bidende sarkastiske og enormt underholdende. Mon ikke Rowan Atkinsons Black Adder figur har været baseret på denne karakter, som ser middelalderskidtet for hvad det er. Midt i det hele er der endda et trekantsdrama, hvor en smed mister sin storbarmede kone til Jofs skuespillerboss, og livets forbandede kompleksiteter får lov til at spille sig ud på humoristisk vis. Og Block ser det hele og undrer sig mere og mere over, hvordan denne verden er skruet sammen, og om alt hvad han har troet på har eksisteret.

Filmen fanger livssyn og dybe tanker i nogle fænomenalt flotte billeder. Stemningen i scenen, hvor Block spiser jordbær med mælk med Jof og kone, kunne kun skabes som film. Intet andet medie kunne formidle hvad der formidles her på en ligeså tilfredstillende måde. Desværre er der alt for få film og filmskabere i disse dage, der har mod og evne til at behandle så store emner som liv, død, kærlighed og religion i en ligeså let og samtidig dybsindig tone, som det gøres her.