You're screwing like a chinaman..

Roman Polanski’s Chinatown fra 1974 er uden tvivl en klassiker indenfor filmverdenen og af en sådan type, at hvis den var blevet produceret i dag ville dens styrke med stor sandsynlighed være blevet kompromitteret.
Samtidig må jeg som Polanski-fil nok erkende, at den er blandt hans mest komplette og populære instruktør-præstationer, hvis man tager et overordnet kig på hans filmografi.
Ikke at jeg derved vil kalde Chinatown Polanski’s bedste film, selvom den bestemt hører hjemme i en top 5.

Anyway. Som film er Chinatown lidt af en kompleks støbning.
Det er en af den slags film, hvor man vitterligt er nødt til at både høre rigtigt godt efter samt involvere og koncentrere sig for at opnå at få det fulde udbytte af den. Hvis man formår dette er Chinatown da også en klassefilm.

Filmen kan efter den første lille times tid forekomme ret traditional i sin opbygning og historie, men det er blot indtil man indser, at man faktisk ikke ved præcist hvor Chinatown er på vej hen. Fordi instruktøren Roman Polanski samt forfatter Robert Towne ikke er bange for at lege med de både filmiske og historiemæssige konventionelle regelsæt opnåes en uforudsigelig film, der holder historien og karaktererne engagerende.
Man bliver simpelthen fanget i filmens miljø, bliver interesseret i disse karakterer og deres bevæggrunde, forundres over mysteriets dybde og stadig fuldstændig på bar bund med hensyn til hvor Chinatown egentlig er på vej hen.

Ved første øjekast forekommer Jake Gittes, Jack Nicholson, som den arketypiske privat detektiv; den type, der gjorde Humphrey Bogart til en legende indenfor privatdetektiv-genren.
Det er dog en illusion, der ret hurtigt brister fordi Gittes hverken er så tykhudet eller så hård som i tidligere tiders detektivfilm.
Jovist kan Gittes fyre rappe one-liners af i bedste Marlowe-stil, men samtidigt er der noget ”sårbart” over ham.
Gittes er f.eks ikke blot styret af egne interesser eller hvad der gavner hans egen position.

I Chinatown følger man Gittes, hvis seneste sag starter ganske uskyldigt med at en kvinde, der identificerer sig som Evelyn Mulwray, hyrer ham til at skaffe beviser for at hendes mand; Hollis, har en affære.

Gittes skaffer disse beviser, men opdager snart at han er blevet snydt da fotografierne af Hollis Mulwray, Los Angeles' vandforsyningskommissionær, dukker op i aviserne og samtidig opsøger den ægte Evelyn Mulwray (Faye Dunaway) ham på hans kontor.

Nogen har brugt Gittes detektiv evner til at tilsmudse Mulwrays omdømme, og Gittes er fast besluttet på at finde ud af hvem det er.

Snart herefter leder Gittes efterforskning til fundet af Hollis Mulwray’s druknede lig samt en konfrontation med Evelyn’s far; Noah Cross (John Huston), der med hvert et talt ord antyder tidligere tiders grusomme ugerninger.
Alligevel presser Gittes videre i sin efterforskning af dette mysterium.

Sammensværgelsen i Chinatown er meget atypisk fra førnævnte Marlowe/Humphrey Bogart – film, hvor forbrydelserne ofte omhandlede juveltyveri eller andet værdifuldt tyvegods.

I stedet finder Gittes ud af, at Cross og kumpaner har gang i et detaljeret svindelnummer, hvor San Fernando-dalen skal tørlægges ved at lede vandforsyninge væk fra området.
Herefter vil de involverede købe jorden for små pengesummer, lede vandforsyningen tilbage så jorden igen bliver frugtbar og priserne eksploderer.

Det var denne indsigt, der kostede Hoillis Mulwray livet og nu kommer Gittes frem til de selv samme konklusioner, men hvor passer Evelyn, der også gemmer på noget, ind i alt dette?

Chinatown er storslået i alle henseender og et must-see for enhver filmelsker, der tør tage sig tiden til at fatte filmens handling. Et stort plus ved Chinatown er netop, at den ikke sætter farten ned hvert 10.minut for at få de langsomme seere til at forstå det komplekse plot. Det er fuld fart fra start til slut.

Fuldt hus.