- Den oplagte anti-krigsfilm -
4.0
Efter to fremragende film skulle det blive spændende at se, om instruktør Sam Mendes ville fortsætte sin sejrsgang med sin tredje film ”Jarhead” om en gruppe amerikanske marineinfanterister under Golfkrigen.
Lad det være sagt med det samme, filmen er hans hidtil svageste, men Mendes har så sandelig også haft noget at leve op til efter den umådelig vellykkede ”Road To Perdition”, der vidnede om en sikkerhed i faget, som ellers normalt er forbeholdt de mest garvede instruktører i industrien. Mendes er imidlertid et naturtalent, og heldigvis er han ikke bange for at udforske sit talent. Efter en bidende satire over den amerikanske middelklasse (”American Beauty”) efterfulgt af et gangsterdrama i depressionens Chicago (”Road To Perdition”), har Mendes denne gang kastet sig ud i en krigsfilm og dermed endnu engang taget et genremæssigt kvantespring.
Ja, faktisk er det en anti-krigsfilm, som Mendes her har lavet og oven i købet en god en af slagsen. Netop fordi den ikke vælger genrens sikre kort i sit valg af tema, hvor der typisk sættes fokus på soldatens traumer og de psykiske men, han har pådraget sig efter en tur i krigshelvede. Næ, i dette tilfælde skildres en ganske anden tragedie i forbindelse med krig, men som i virkeligheden er lige så grim. Nemlig inaktivitet. ”Jarhead” handler nemlig om en deling snigskytter, der i deres mange måneder i felten paradoksalt nok ikke får affyret et eneste skud. Og således beskæftiger filmen sig med problematikken ved at lave unge mennesker om til dræbermaskiner, for bagefter at lade dem strande med deres aggressioner og fratage dem muligheden for at komme af med dem.
Det er et uhyre spændende tema, som Mendes arbejder med, og han har også formået at omsætte det til en helstøbt fortælling, der effektivt illustrerer absurditeten i soldaternes ophold. Smagt til med en smule sort humor, der således passer perfekt ind i dette.
Omvendt er filmen rent dramatisk dermed det mindre. Man kunne således godt savne lidt mere drama og dysterhed i fortællingen, da temaet i den grad har gjort sig fortjent til det. Mendes har i stedet valgt en lidt mere løjerlig indgangsvinkel rent stemningsmæssigt, og selvom det er særdeles originalt indenfor genren (endskønt David O. Russels ”Three Kings” arbejdede lidt med samme stil) og ganske forfriskende, så føler man lidt, at det sker på bekostning af den smerte, som filmen også gerne skulle kunne skildre.
Det opvejes til gengæld en smule af den flotte billedside, hvor de omfattende optagelser af ørkenlandskabet bidrager til den fornemmelse af tomhed, som er integreret i filmens tema. Og med en god og lettere trist afslutning lykkedes det Mendes at runde sin anti-krigsfilm af som den burde – uforløst. Bestemt ikke uden hjælp fra skuespillerne, hvoraf mange leverer en fremragende præstation. Inklusiv Jake Gyllenhaal i hovedrollen, som efter en række anonyme og lettere overvurderede præstationer i den grad er blomstret op og bærer her hovedrollen flot. Kendte navne som Jamie Foxx og Chris Cooper er ligeledes gode, og mange af de yngre folk tiltrækker sig også opmærksomhed med flot spil.
Der er bestemt noget at komme efter i ”Jarhead”. Først og fremmest på grund af dens mere end interessante tema, men også fordi det er en af de mest ærlige krigsfilm set længe, hvor realiteterne erstatter melodramaet. Deraf smerten. Deraf det vellykkede resultat.
Lad det være sagt med det samme, filmen er hans hidtil svageste, men Mendes har så sandelig også haft noget at leve op til efter den umådelig vellykkede ”Road To Perdition”, der vidnede om en sikkerhed i faget, som ellers normalt er forbeholdt de mest garvede instruktører i industrien. Mendes er imidlertid et naturtalent, og heldigvis er han ikke bange for at udforske sit talent. Efter en bidende satire over den amerikanske middelklasse (”American Beauty”) efterfulgt af et gangsterdrama i depressionens Chicago (”Road To Perdition”), har Mendes denne gang kastet sig ud i en krigsfilm og dermed endnu engang taget et genremæssigt kvantespring.
Ja, faktisk er det en anti-krigsfilm, som Mendes her har lavet og oven i købet en god en af slagsen. Netop fordi den ikke vælger genrens sikre kort i sit valg af tema, hvor der typisk sættes fokus på soldatens traumer og de psykiske men, han har pådraget sig efter en tur i krigshelvede. Næ, i dette tilfælde skildres en ganske anden tragedie i forbindelse med krig, men som i virkeligheden er lige så grim. Nemlig inaktivitet. ”Jarhead” handler nemlig om en deling snigskytter, der i deres mange måneder i felten paradoksalt nok ikke får affyret et eneste skud. Og således beskæftiger filmen sig med problematikken ved at lave unge mennesker om til dræbermaskiner, for bagefter at lade dem strande med deres aggressioner og fratage dem muligheden for at komme af med dem.
Det er et uhyre spændende tema, som Mendes arbejder med, og han har også formået at omsætte det til en helstøbt fortælling, der effektivt illustrerer absurditeten i soldaternes ophold. Smagt til med en smule sort humor, der således passer perfekt ind i dette.
Omvendt er filmen rent dramatisk dermed det mindre. Man kunne således godt savne lidt mere drama og dysterhed i fortællingen, da temaet i den grad har gjort sig fortjent til det. Mendes har i stedet valgt en lidt mere løjerlig indgangsvinkel rent stemningsmæssigt, og selvom det er særdeles originalt indenfor genren (endskønt David O. Russels ”Three Kings” arbejdede lidt med samme stil) og ganske forfriskende, så føler man lidt, at det sker på bekostning af den smerte, som filmen også gerne skulle kunne skildre.
Det opvejes til gengæld en smule af den flotte billedside, hvor de omfattende optagelser af ørkenlandskabet bidrager til den fornemmelse af tomhed, som er integreret i filmens tema. Og med en god og lettere trist afslutning lykkedes det Mendes at runde sin anti-krigsfilm af som den burde – uforløst. Bestemt ikke uden hjælp fra skuespillerne, hvoraf mange leverer en fremragende præstation. Inklusiv Jake Gyllenhaal i hovedrollen, som efter en række anonyme og lettere overvurderede præstationer i den grad er blomstret op og bærer her hovedrollen flot. Kendte navne som Jamie Foxx og Chris Cooper er ligeledes gode, og mange af de yngre folk tiltrækker sig også opmærksomhed med flot spil.
Der er bestemt noget at komme efter i ”Jarhead”. Først og fremmest på grund af dens mere end interessante tema, men også fordi det er en af de mest ærlige krigsfilm set længe, hvor realiteterne erstatter melodramaet. Deraf smerten. Deraf det vellykkede resultat.
23/01-2006
