- En sværvægter -
4.0
Ron Howard er atter kørt i stilling som varm oscar-kandidat med sin seneste film ”Cinderella Man”. Først og fremmest fordi filmen er god, men også fordi den må betragtes som en typisk oscarfilm.
At Howards seneste projekt lefler en smule for oscarkomitéen er både godt og skidt. Godt, fordi Ron Howard er en instruktør, der netop har krammet på denne type film og kan forvandle træge klicheer til ægte følelser. Skidt, fordi klicheerne denne gang har fået frit spil, og Howard derfor ikke tager de samme chancer som før set.
Hele første halvdel af filmen om en afdanket boksers genfødsel er jo strengt taget én stor kliche, men man hænger på, fordi der instrueres levende og spilles fremragende. Russel Crowe er en nydelse i hovedrollen, og efter to års pause fra det store lærred er det skønt at se, at han på ingen måde er faldet af på den. Renée Zellweger leverer også en habil om end lidt typisk præstation, mens Paul Giamatti fortsat formår at levendegøre sine karakterer bedre end nogen anden i branchen pt. Den mand er utrolig.
Til gengæld er man villig til at blæse den halvstereotype og ærkeamerikanske historie et stort stykke, i det øjeblik filmen halvvejs inde skifter depressionstidens grå gader ud med den svedglinsende boksering. For her kommer Howards kvaliteter som instruktør virkelig til deres ret. Med virtuos fotografering og åndeløs klipning intensiveres vor hovedpersons eventyr i ringen i et mageløst tempo. Filmen har i den grad fanget den sportslige storladenhed ved boksesport, og de afsluttende kampsekvenser er noget af det mest underholdende, spændende og dramatisk udfordrende set i en sportsfilm.
Filmens fænomenale afslutning retfærdiggør således dens status som varmt oscaremne, men omvendt havde det nu været rart, hvis samme intensitet ligeledes var at finde i første halvdel af filmen. Glædeligt er det dog, at Ron Howard atter har fundet formen efter den ikke helt overbevisende ”The Missing”. Fire fuldt fortjente stjerner.
At Howards seneste projekt lefler en smule for oscarkomitéen er både godt og skidt. Godt, fordi Ron Howard er en instruktør, der netop har krammet på denne type film og kan forvandle træge klicheer til ægte følelser. Skidt, fordi klicheerne denne gang har fået frit spil, og Howard derfor ikke tager de samme chancer som før set.
Hele første halvdel af filmen om en afdanket boksers genfødsel er jo strengt taget én stor kliche, men man hænger på, fordi der instrueres levende og spilles fremragende. Russel Crowe er en nydelse i hovedrollen, og efter to års pause fra det store lærred er det skønt at se, at han på ingen måde er faldet af på den. Renée Zellweger leverer også en habil om end lidt typisk præstation, mens Paul Giamatti fortsat formår at levendegøre sine karakterer bedre end nogen anden i branchen pt. Den mand er utrolig.
Til gengæld er man villig til at blæse den halvstereotype og ærkeamerikanske historie et stort stykke, i det øjeblik filmen halvvejs inde skifter depressionstidens grå gader ud med den svedglinsende boksering. For her kommer Howards kvaliteter som instruktør virkelig til deres ret. Med virtuos fotografering og åndeløs klipning intensiveres vor hovedpersons eventyr i ringen i et mageløst tempo. Filmen har i den grad fanget den sportslige storladenhed ved boksesport, og de afsluttende kampsekvenser er noget af det mest underholdende, spændende og dramatisk udfordrende set i en sportsfilm.
Filmens fænomenale afslutning retfærdiggør således dens status som varmt oscaremne, men omvendt havde det nu været rart, hvis samme intensitet ligeledes var at finde i første halvdel af filmen. Glædeligt er det dog, at Ron Howard atter har fundet formen efter den ikke helt overbevisende ”The Missing”. Fire fuldt fortjente stjerner.
26/01-2006
