Sympatisk familieeventyr

4.0
Jeg må ærligt indrømme at mit kendskab til Narnia universet er ganske begrænset, jeg har vist engang set tegnefilmen, men den husker jeg ikke særlig godt. Så kan jeg til gengæld bedømme filmen på dens helt egne præmisser sådan som det bør gøres.

Jeg gik ikke i biografen med særligt høje forventninger, da hverken traileren eller de klip jeg havde set var specielt mindeværdige. Det er også hovedårsagen til at det endte med en positiv overraskelse, selvom jeg ikke forlod biffen overvældet. Filmens styrke er at den ikke lægger sig i kølvandet på de sidste par års adskillige fantasy/adventure succeser. Andrew Adamson har valgt sin egen stil. I bund og grund en utrolig simpel stil, for ikke at sige minimalistisk.

Ikke overraskene er det visuelle filmens force. Det virker som om Adamson har været utrolig bevidst om de valg han har taget. Der er en hvis gennemførthed over det. Ved at lave scenerne så simple som muligt, giver de et autentisk præg. Aslans teltlejr ligner et sted man har vejret før, og det er ikke negativt ment. At kentaurere mm. vader rundt er nærmest en selvfølgelighed. De overnaturlige væsener, og ikke mindst dyrene, er fremstillet utrolig overbevisene. Især heksens ulve. Et af de bedste eksempler jeg har set på animtion og virkelighed, der flyder sammen. Ansigtsudtrykkene er skræmmende virkelige. Ligeledes er bæverne en visuel bedrift.

Scenen over dem alle er dog uden sidestykke selve indledningen til slaget, lige inden de to hære kolliderer. den eneste lyd er hjærteslag og sagte musik, for ved kollisionen brutalt at skifte over i lyden af kamp. Den er stort set alle filmens mangler værd. For mangler er der. Bl.a. er resten af slaget ikke videre imponerende skruet sammen. Men derimod hurtigt og nemt overstået.

Det samme kan siges om historien. Adamson har et problem med forstællingens rytme. De fire søskenes indbyrdes forhold udpensles i en grad, der absolut ikke er nødvendig for forståelsen af det. Ligeledes tager det lang tid inden det egentlige eventyr er i gang, men det er til gengæld alt for let og hurtigt overstået. De udfordringer vores "helte" stilles over for klares alt for nemt. F.eks. redningen af Edmund. Når det var så simpelt at befri ham, var det dårligt nok nødvendigt at tage ham til fange. Ved godt at det er vigtigt i forhold til historien. Men det fungerer skidt i opbygningen af filmen.

Alligevel er filmen vellykket. Det er en sympatisk film. Et lunt eventyr. Et pænt eventyr ganske vidst, men det er acceptabelt da det er børnevenligt uden at være for pudsenusset. I øvrigt er selve skildringen af landet Narnia formidabel. Som jeg ser det er landet et billede på børns drømme, og forestillinger om godt og ondt. Det er også den eneste måde jeg kan få julemanden placeret midt i det hele. På skuespilsfronten er det Tilda Swinton, der gør det bedst med en "isnende kold" fremstilling af heksen. Børneskuespillet er ok, men det virker en anelse nedprioriteret. Ærgerligt for de har potentialet til at gøre det endnu bedre. Musikken er flot uden at være for bombastisk. de keltiske toner passer godt ind i universet.

Alt i alt, en vellykket, familievenlig eventyrfilm, der ikke kan eller bør sammenlignes med, hvad der er kommet af lignende film de sidste par år. Den står meget bedre alene.
Narnia - Løven, heksen og garderobeskabet