Så giv da slip på mine boller

King Kong blev lige fra dag et udnævnt til noget nær årets film, bl.a. i EB, der med overskriften "Årets Brøl" fik sendt mig og et par gutter ind for at se premieren, og det kunne kun gå for langsomt. Så vi satte os godt til rette i de bløde stole, med popcorn nok til en slem gang diaré og forventninger større end Lurer-Anders' synderegister. Musikken kom på, lyset falmede, vi var igang, og med den stemning filmen lagde ud med kunne det kun gå en vej - mod det før omtalte brøl! Chokket var derfor stort da vi nåede pausen, og alle havde følelsen af at være blevet hevet i bollerne i 90 minutter af en flok hobitter som Mr. Jackson åbenbart havde slæbt med fra sin sidste succes. Forud var gået et besøg på en ø, hvor maranthon-løb med kamera på skulderne under læssevis af disaurer var en ufarlig begivenhed, og hvor de monstrer der er med i Starship Troopers åbenbart opholder sig når de ikke lige er på. Altså en rejse ind i et univers der synes at foregå i den verden vi lever i, krydret med indput fra så mange genrer som man nu ku få fat i. For langtrukkent, lang ude, dybt skuffende. Det var derfor en lettelse endelig at få abekatten i sækken, og hjem til The Big Apple. Herfra begyndte filmen nemlig at bevæge sig ind på det fantastiske, og slutter i et nærmest sublimt højdepunkt, hvilket gør episoden med hobitten mellem ens ben endnu mere irriterende, da filmen ellers kunne have taget de kegler den var blevet spået at nedlægge. For filmisk er man nødt til at lægge paraderne og kvittere med et: Top dollar!