- Hvor hunden ligger begravet -

“Danny The Dog” indledes med en hæsblæsende slagsmålsscene, der får enhver van Damme-film til at ligne en Disney-produktion. Franske Louis Leterrier ved så sandelig hvordan et godt gedigent slagsmål skal skrues sammen på film. Noget han allerede slog fast i sin debutfilm, den slagkraftige og kækt underholdende ”The Transporter”. Desværre er Leterrier gået en smule på kompromis med sin indre drengerøv denne gang, og ”Danny The Dog” leverer ikke samme underholdning.

Hvor den kluntede kærlighedshistorie i ”The Transporter” var til at leve med fordi den ene heftige actionscene afløste den anden, så ser det imidlertid anderledes ud denne gang. I ”Danny The Dog” er der nemlig lagt væsentlig mere vægt på dramaet, og der er ganske enkelt ikke nok actionscener, som filmen kan holde sig oppe på, selvom dem der er dog leverer varen. Havde historien været bedre, kunne filmen retfærdiggøre den manglende underholdning, men sagen er bare den, at der ikke er for fem øre dybde i fortællingen, selvom filmen prøver at bilde os noget andet ind. Kontrasten mellem den livlige action og det alvorlige drama er simpelthen for stor og brat, og de to elementer forenes aldrig ordentligt.

Rollerne er til gengæld godt besat. Jet Li passer fint ind i den naive hovedrolle, for hvem en ny verden åbner sig, Morgan Freeman er dejlig lun som den blinde pianostemmer, mens Bob Hoskins viser tænder som usympatisk gangsterboss.

Filmen skulle bare have holdt sig til den rene underholdning, for det er her, den slår gnister. Leterrier er rent teknisk en begavet instruktør, og det kommer da også til udtryk her, hvor filmen indeholder mange lækre fotograferinger. Lidt flere af dem og succesen havde været hjemme.