Når døden er at foretrække
4.0
Moodysson er en instruktør fuld af social indignation over det kolde og kyniske samfund, som vi har opbygget og i alt for ringe grad forsøger at forbedre.
Så hvis man er et rendyrket pjathoved, som kun er ude efter underholdning, bør man holde sig fra "Lilja 4-ever", som er rendyrket socialrealisme af den allerdystreste slags.
Lilja lever med sin mor i en trist forstad et sted i det tidligere Sovjetunionen. Moderen finder sig en udenlandsk mand, forlader Lilja og overlader hende til hendes ikke mindre afstumpede tante. Senere afsværger hun sig fra sit skjul i USA forældremyndigheden over Lilja (som hun alligevel "aldrig havde ønsket...").
16-årige Lilja er dermed fra den ene dag til den anden overladt til sig selv. Hun svigtes af nærmest Dostojevski'ske dimensioner af hele sin omgangskreds, som udnytter hendes tillid på det groveste, hvorefter hun bliver et let bytte for de, som tilbyder hende lidt venlighed. Kun en to år yngre dreng (Volodja) fra nabolaget, som er blevet smidt ud af sin voldelige far, bakker hende op i ét og alt, selv om der af og til skal sniffes lidt lim og bælles lidt vodka for at holde humøret oppe. Alligevel rejser hun fra ham, da lejligheden byder sig. Det kommer hun hurtigt til at fortryde, selv om valget dybest set nok stod mellem pest eller kolera.
Lad det blive slået fast med det samme: Denne film er én lang nedtur af menneskelig tragedie. Lilja og Volodja er indiskutabelt uskyldige ofre for menneskelig afstumpethed og grådighed.
I såvel denne som hans efterfølgende film "Et hul i mit hjerte" (som skildrer den menneskelige tomhed og håbløse søgen efter mening med tilværelsen) slår Moodysson sine pointer fast med syvtommerssøm. Det lykkes efter min mening heldigvis bedre i "Lilja", fordi handlingen virker langt mindre fortænkt.
Det oprørende er jo, at Lilja og hendes om muligt endnu mere stakkels lille ven Volodja, måske nok er ekstra hårdt ramt af triste omstændigheder. Men vi ved med sikkerhed, at disse skæbner findes, og at samfundet KUNNE gøre langt mere for at hjælpe dem, end vi har valgt at gøre.
Man kan måske påpege et par ting i plottet, hvor handlingen logisk set kunne være anderledes (Lilja har f.eks. ingen familie, som hendes plageånder kan true, hvis hun stak af. Dette er jo netop tilfældet for mange udenlandske slaveprostituerede, som tyranniseres af benhårde alfonser).
Da filmen er en utvetydig samfundskritik, kan man gisne lidt om dens politiske betydning: Venstreorienterede vil hævde, at det er markedsøkonomiens skyggesider, som er årsagen, mens de højresnoede sikkert vil gi' det moralske forfald skylden. Én ting kan de fleste dog nok enes om: Det er fandme for ringe!
Så hvis man er et rendyrket pjathoved, som kun er ude efter underholdning, bør man holde sig fra "Lilja 4-ever", som er rendyrket socialrealisme af den allerdystreste slags.
Lilja lever med sin mor i en trist forstad et sted i det tidligere Sovjetunionen. Moderen finder sig en udenlandsk mand, forlader Lilja og overlader hende til hendes ikke mindre afstumpede tante. Senere afsværger hun sig fra sit skjul i USA forældremyndigheden over Lilja (som hun alligevel "aldrig havde ønsket...").
16-årige Lilja er dermed fra den ene dag til den anden overladt til sig selv. Hun svigtes af nærmest Dostojevski'ske dimensioner af hele sin omgangskreds, som udnytter hendes tillid på det groveste, hvorefter hun bliver et let bytte for de, som tilbyder hende lidt venlighed. Kun en to år yngre dreng (Volodja) fra nabolaget, som er blevet smidt ud af sin voldelige far, bakker hende op i ét og alt, selv om der af og til skal sniffes lidt lim og bælles lidt vodka for at holde humøret oppe. Alligevel rejser hun fra ham, da lejligheden byder sig. Det kommer hun hurtigt til at fortryde, selv om valget dybest set nok stod mellem pest eller kolera.
Lad det blive slået fast med det samme: Denne film er én lang nedtur af menneskelig tragedie. Lilja og Volodja er indiskutabelt uskyldige ofre for menneskelig afstumpethed og grådighed.
I såvel denne som hans efterfølgende film "Et hul i mit hjerte" (som skildrer den menneskelige tomhed og håbløse søgen efter mening med tilværelsen) slår Moodysson sine pointer fast med syvtommerssøm. Det lykkes efter min mening heldigvis bedre i "Lilja", fordi handlingen virker langt mindre fortænkt.
Det oprørende er jo, at Lilja og hendes om muligt endnu mere stakkels lille ven Volodja, måske nok er ekstra hårdt ramt af triste omstændigheder. Men vi ved med sikkerhed, at disse skæbner findes, og at samfundet KUNNE gøre langt mere for at hjælpe dem, end vi har valgt at gøre.
Man kan måske påpege et par ting i plottet, hvor handlingen logisk set kunne være anderledes (Lilja har f.eks. ingen familie, som hendes plageånder kan true, hvis hun stak af. Dette er jo netop tilfældet for mange udenlandske slaveprostituerede, som tyranniseres af benhårde alfonser).
Da filmen er en utvetydig samfundskritik, kan man gisne lidt om dens politiske betydning: Venstreorienterede vil hævde, at det er markedsøkonomiens skyggesider, som er årsagen, mens de højresnoede sikkert vil gi' det moralske forfald skylden. Én ting kan de fleste dog nok enes om: Det er fandme for ringe!
31/01-2006
