Fjernsyn, tæt på
5.0
”Good Night, and Good Luck” er så intelligent skruet sammen, at den næsten er perfekt. George Murrow var en af de første og største TV-jounalister i USA. Under krigen rapporterede han gennem radio fra Storbritannien, hvilket gjorde ham til en folkehelt allerede før, hans ansigt kom på skærmen.
George Murrow er måske ansigtet for og drivkraften bag opbremsningen af Senator McCarthy rabiate (et populært ord i disse tider) heksejagt efter kommunister og alle mistænkt for at have den mindste smule rødt i sig. Men Murrow gjorde det nu ikke uden problemer (eller konsekvense: Selv om han efterfølgende fik et pænt navn i historien, så kan man næppe kalde ham en vinder), og han gjorde det heller ikke alene.
I George Clooneys film ser vi hele dynamikken bag foretagendet på CBS's nyhedsredaktion, mens de kæmper mod McCarthy's panikspredning og tilsidesættelse af folks basale rettigheder. McCarthy's rationale, om at gå på kompromis med de demokratiske værdier for at beskytte dem fra at blive overrumplet af en trussel udefra, må siges at være et rationale, der også viser sig i flere former omkring os i verden i dag. Det er bestemt ingen tilfældighed, at Clooney laver denne film i disse dage, hvor statsautoriserede aflytninger, Patriot Act og Abu Ghraib lever i bedste velgående. Clooney giver i denne film et eksempel på journalister, der har mod og klarsyn nok til at gå imod de stærke kræfter, der ellers har formået at lukke munden på alle, der forsøger at gå imod dem.
Ud over at have en fantastisk god forståelse for en nyhedsredaktion som en organisme, så har Clooney tydeligvis også en stor forståelse for den måde, de magtfulde støtter af McCarthy og McCarthy selv formåede at få folk til at undertvinge sig selv. Hvis du dengang talte for en kommunist, blev du selv set som en kommunist. Hvis du dengang blev anklaget af hvem som helst for at være kommunist, ville du blive stemplet som sådan.
Murrow og hans redaktion angriber McCarthy for at have krænket folks rettigheder. De går ikke ind i en politisk kamp eller i en kamp om de anklagedes politiske rettigheder. De angriber med fakta og McCarthy's egne dobbelttydige udtalelser for at afsløre det dobbeltmoralske og det uretfærdige i at dømme (eller stemple) folk uden at fremføre bevis.
Murrow spilles her af David Strathairn, der ligesom filmen selv og Clooney blev nomineret til en Oscar i går, og han skaber denne karakter noget så fremragende. Nu kender jeg ikke til skuespillerens andet arbejde, men jeg kunne ikke se ham som noget andet end denne knivskarpe og velartikulerede journalist. En beskeden mand der på afstand og med sindsro iagttager sine omgivelser, og har mod til at gribe til handling, når hans samvittighed kræver det. En supermand uden det ekshibitionistiske undertøj.
Filmen viser et mønstereksempel på god, faktuel og intelligent journalistisk arbejde. Og den gør det tilmed i en teknisk enormt flot udført indpakning. Filmen er holdt i sort/hvid, og der med passer de klip, der er brugt fra de faktiske afhøringer foretaget af McCarthy, uforstyrrende ind i den dramatiske del af filmen. Filmens kameraer følger de travle journalister igennem de små redaktionslokaler, hvor journalister sveder snot og ryger smøger over deres skrivemaskiner. Det virker så autentisk, at man kan lugte cigaretrøgen fra lærredet. Fokusset er holdt stramt på livet på redaktionen med et enkelt besøg på en bar, da den første salve mod McCarthy er affyret. Ellers er der intet udover det essentielle, det væsentlige, hvilket også er (var?) i journalistikkens ånd.
Der er masser af fremragende skuespilspræstationer, og mange af skuespillerne formår at frembringe en komplet og detaljeret karakter med blot et par replikker og kropsprog for resten af pengene. Clooney forstår at bruge sine skuespillere fuldt ud. Som sagt, en næsten perfekt film. Den rammer næsten alt, hvad den sigter efter. Koldt, hårdt og præcist.
George Murrow er måske ansigtet for og drivkraften bag opbremsningen af Senator McCarthy rabiate (et populært ord i disse tider) heksejagt efter kommunister og alle mistænkt for at have den mindste smule rødt i sig. Men Murrow gjorde det nu ikke uden problemer (eller konsekvense: Selv om han efterfølgende fik et pænt navn i historien, så kan man næppe kalde ham en vinder), og han gjorde det heller ikke alene.
I George Clooneys film ser vi hele dynamikken bag foretagendet på CBS's nyhedsredaktion, mens de kæmper mod McCarthy's panikspredning og tilsidesættelse af folks basale rettigheder. McCarthy's rationale, om at gå på kompromis med de demokratiske værdier for at beskytte dem fra at blive overrumplet af en trussel udefra, må siges at være et rationale, der også viser sig i flere former omkring os i verden i dag. Det er bestemt ingen tilfældighed, at Clooney laver denne film i disse dage, hvor statsautoriserede aflytninger, Patriot Act og Abu Ghraib lever i bedste velgående. Clooney giver i denne film et eksempel på journalister, der har mod og klarsyn nok til at gå imod de stærke kræfter, der ellers har formået at lukke munden på alle, der forsøger at gå imod dem.
Ud over at have en fantastisk god forståelse for en nyhedsredaktion som en organisme, så har Clooney tydeligvis også en stor forståelse for den måde, de magtfulde støtter af McCarthy og McCarthy selv formåede at få folk til at undertvinge sig selv. Hvis du dengang talte for en kommunist, blev du selv set som en kommunist. Hvis du dengang blev anklaget af hvem som helst for at være kommunist, ville du blive stemplet som sådan.
Murrow og hans redaktion angriber McCarthy for at have krænket folks rettigheder. De går ikke ind i en politisk kamp eller i en kamp om de anklagedes politiske rettigheder. De angriber med fakta og McCarthy's egne dobbelttydige udtalelser for at afsløre det dobbeltmoralske og det uretfærdige i at dømme (eller stemple) folk uden at fremføre bevis.
Murrow spilles her af David Strathairn, der ligesom filmen selv og Clooney blev nomineret til en Oscar i går, og han skaber denne karakter noget så fremragende. Nu kender jeg ikke til skuespillerens andet arbejde, men jeg kunne ikke se ham som noget andet end denne knivskarpe og velartikulerede journalist. En beskeden mand der på afstand og med sindsro iagttager sine omgivelser, og har mod til at gribe til handling, når hans samvittighed kræver det. En supermand uden det ekshibitionistiske undertøj.
Filmen viser et mønstereksempel på god, faktuel og intelligent journalistisk arbejde. Og den gør det tilmed i en teknisk enormt flot udført indpakning. Filmen er holdt i sort/hvid, og der med passer de klip, der er brugt fra de faktiske afhøringer foretaget af McCarthy, uforstyrrende ind i den dramatiske del af filmen. Filmens kameraer følger de travle journalister igennem de små redaktionslokaler, hvor journalister sveder snot og ryger smøger over deres skrivemaskiner. Det virker så autentisk, at man kan lugte cigaretrøgen fra lærredet. Fokusset er holdt stramt på livet på redaktionen med et enkelt besøg på en bar, da den første salve mod McCarthy er affyret. Ellers er der intet udover det essentielle, det væsentlige, hvilket også er (var?) i journalistikkens ånd.
Der er masser af fremragende skuespilspræstationer, og mange af skuespillerne formår at frembringe en komplet og detaljeret karakter med blot et par replikker og kropsprog for resten af pengene. Clooney forstår at bruge sine skuespillere fuldt ud. Som sagt, en næsten perfekt film. Den rammer næsten alt, hvad den sigter efter. Koldt, hårdt og præcist.
01/02-2006
