Blodbadet

5.0
Folkedrabet i Rwanda var først og fremmest en gruopvækkende resolut, ensidigt domineret racekrig, som førte til en omfattende udryddelse af op imod en million mennesker i løbet af et enkelt år (1994).

I hutuernes (agressorernes) optik var det et oprør mod landets overklasse af tutsier, som ifølge gammel raceteori mentes at udgøre et andet etnisk folkeslag. Mange hutuer havde dog gennem årene blandet sig med tutsierne, men politisk havde hutu-nationalister ført en stadig mere agressiv retorik i rwandesisk politik siden landets overgang til selvstændighed fra belgisk og senere FN-"herredømme" i begyndelsen af 60erne.

Internationalt ses konfliktens eskalering som en enorm skamplet på især USAs (Clintons), Frankrigs (Mitterands) samt Belgien og Storbritanniens regeringstid. Alle vidste de, at situationen var meget blodig og helt ude af kontrol. Alligevel undlod de at hjælpe. Konflikten vurderes desuden at have igangsat blodbadene i DR Congo.
(Læs mere på http://en.wikipedia.org/wiki/Rwandan_genocide)

"Hotel Rwanda" er en film, som ikke lægger fingrene imellem i sin kritik af hverken interne eller eksterne forhold, som muliggjorde vanviddet. Det er filmens helt store fortjeneste, at man oplever denne ellers fjerne og fra medierne nærmest ubegribeligt voldsomme konflikt med høj grad af overbevisning om krigens grusomme vilkårlighed.

I hovedrollen formår Don Cheadle at brænde gennem lærredet som hutu-hotelbestyreren, som formår at balancere på en knivsæg mellem forræderi og kollaboration trods rædslerne omkring ham. Hans tutsi-kone spilles ligeså overbevisende af engelske Sophie Okonedo, som nogle vil genkende fra talrige engelske TV-krimier. Hun har et påfaldende talent for at se trist ud(!)

I udmærkede biroller ses bl.a. Nick Nolte som lokal FN-kaptajn (som gør hvad han kan) samt Jean Reno som lidt undvigende chef for det efter 11. september krakkede belgiske luftfartselskab Sabenas hotelkæde.

Der levnes lidt plads til familiær forløsning i filmens allersidste minutter. Men samlet set er vi behageligt fri for klichéer og overflødige sidehistorier. Dertil er filmens hovedhistorie (som er baseret på den virkelige hotelbetyrers beretning) alt for spændende og engagerende i sig selv.

Det er således ikke blot en film, der høster sine stjerner, fordi den adresserer et hidtil mørklagt og meget dystert og fortsat aktuelt kapitel af verdenshistorien.
Det er ganske enkelt en meget vellykket og velfortalt film, som formentlig tiltaler et bredere publikum, end man med vanlig hærdet kynisme umiddelbart skulle tro.

En særdeles mindeværdig film, som ikke kan undgå at fremkalde bitterhed og selvransagelse (... men vi gør jo ikke noget ved det alligevel!)
Hotel Rwanda