- Hævnens pris -
5.0
At Spielberg kan noteres for hele to pragtværker i samme år, havde ingen nok turde håbe på, men sagen er bare den, at mesterinstruktøren imponerer nok engang, og ovenpå den blændende ”War Of The Worlds”-genindspilning er det blevet tid til de barske realiteter i den sandfærdige ”Munich”, som beskæftiger sig med terroraktionen under de olympiske lege i München og dens efterspil.
Som en hammer i ansigtet rammes vi allerede i de indledende scener af den intense dramatik, der siden hen kommer til at kendetegne filmen. Tragedien belyses, og mens der krydsklippes med originale tv-klip fra gidseltagningen, bliver vi mindet om, hvor fatal hele episoden var.
Dermed er der skabt grobund for det, selve filmen handler om, nemlig den hævnakt som den israelske efterretningstjeneste efterfølgende udførte. Og således indledes en omfattende tur rundt i Europa med Spielberg ved rattet, hvor vi følger de udsendte agenter og kommende mordere. Og når Spielberg er chauffør, går det meget bekendt ikke stille for sig; filmens lange midterstykke er særdeles medrivende og på ren James Bond-facon føres vi igennem de intense aktioner. Men selvom Spielberg helt sikkert kunne lave en djævelsk god agentfilm, så har han imidlertid en anden mission med sit seneste værk.
Alvoren lurer nemlig lige om hjørnet. Ved hjælp af håndholdte kameraer der borer sig vej helt ind til skudsårene og den efterfølgende trykkede stemning, gør filmens dystre karakter sit indtog. Glem alt om den oversentimentale Spielberg – filmen forsøger hverken at prædike politik eller at tage nogens parti, men beskæftiger sig derimod med de rent menneskelige dilemmaer, som vores hovedpersoner havner i, og på den måde er filmen et utrolig fascinerende studie i begrebet hævn. Det er i denne del, at filmen er ren og skær mesterlig, såsom i dens mageløse afslutning, og disse scener råder således bod på de lidt mere anonyme passager, som filmen, grundet den lidt for lange spilletid, også har.
Scenografi og fotografering er dog alt andet end anonym. Hele vejen igennem fastholdes et utrolig autentisk udseende, hvor billedet er holdt i en typisk 70’er-stil, der bidrager til ægtheden i filmen. Det gør skuespillet ligeså, hvor Eric Bana fører an med hans vel nok bedste præstation til dato. Der spilles i det hele taget godt, og den kommende agent 007 Daniel Craig gør det ligeledes glimrende i en usympatisk rolle.
Stærkt skuespil i en mindst lige så stærk film. Med ”Munich” serverer Spielberg højspændt dramatik, der er de fleste spændingsfilm overlegen, og så er der stof til eftertanke. Masser. Søger man sindsro, har man valgt den forkerte film. Til gengæld bliver man en stor filmoplevelse rigere.
Som en hammer i ansigtet rammes vi allerede i de indledende scener af den intense dramatik, der siden hen kommer til at kendetegne filmen. Tragedien belyses, og mens der krydsklippes med originale tv-klip fra gidseltagningen, bliver vi mindet om, hvor fatal hele episoden var.
Dermed er der skabt grobund for det, selve filmen handler om, nemlig den hævnakt som den israelske efterretningstjeneste efterfølgende udførte. Og således indledes en omfattende tur rundt i Europa med Spielberg ved rattet, hvor vi følger de udsendte agenter og kommende mordere. Og når Spielberg er chauffør, går det meget bekendt ikke stille for sig; filmens lange midterstykke er særdeles medrivende og på ren James Bond-facon føres vi igennem de intense aktioner. Men selvom Spielberg helt sikkert kunne lave en djævelsk god agentfilm, så har han imidlertid en anden mission med sit seneste værk.
Alvoren lurer nemlig lige om hjørnet. Ved hjælp af håndholdte kameraer der borer sig vej helt ind til skudsårene og den efterfølgende trykkede stemning, gør filmens dystre karakter sit indtog. Glem alt om den oversentimentale Spielberg – filmen forsøger hverken at prædike politik eller at tage nogens parti, men beskæftiger sig derimod med de rent menneskelige dilemmaer, som vores hovedpersoner havner i, og på den måde er filmen et utrolig fascinerende studie i begrebet hævn. Det er i denne del, at filmen er ren og skær mesterlig, såsom i dens mageløse afslutning, og disse scener råder således bod på de lidt mere anonyme passager, som filmen, grundet den lidt for lange spilletid, også har.
Scenografi og fotografering er dog alt andet end anonym. Hele vejen igennem fastholdes et utrolig autentisk udseende, hvor billedet er holdt i en typisk 70’er-stil, der bidrager til ægtheden i filmen. Det gør skuespillet ligeså, hvor Eric Bana fører an med hans vel nok bedste præstation til dato. Der spilles i det hele taget godt, og den kommende agent 007 Daniel Craig gør det ligeledes glimrende i en usympatisk rolle.
Stærkt skuespil i en mindst lige så stærk film. Med ”Munich” serverer Spielberg højspændt dramatik, der er de fleste spændingsfilm overlegen, og så er der stof til eftertanke. Masser. Søger man sindsro, har man valgt den forkerte film. Til gengæld bliver man en stor filmoplevelse rigere.
02/02-2006
