- Journalistisk heltemod -
5.0
“Good Night, And Good Luck.” er beklageligvis en aktuel film. Det er en film om en svunden tid, hvor tv-mediet levede op til sit ansvar, og hvor journalisten ikke lod sig diktere af politikere. Én journalist gjorde i hvert fald ikke. Edward R. Murrows. Og denne film handler således om hans kamp mod den paranoide senator McCarthy i 50’ernes kommunistforskræmte USA.
Filmen handler dog om meget mere end blot Murrows og McCarthys strid. De to personer bliver nemlig et billede på hele den kamp, som nyhedsjournalistikken stod overfor i en tid, hvor dens dagsorden ofte blev sat af den politiske ledelse, i dette tilfælde det absurde skræmmebillede af kommunismen, som det lykkedes den amerikanske regering at opstille i sin tid.
Og selvom instruktør George Clooney først og fremmest vil minde os om vigtigheden i at lade journalistik gå ad sandhedens veje og aldrig på noget tidspunkt lade den være afhængig af andet end netop sandheden, så kan man ikke undgå at drage paralleller til situationen dags dato. Det er jo f.eks. ikke lang tid siden, at det kom frem i lyset, at den amerikanske tv-station Fox er lakaj for den siddende regering, og ligeledes hvordan de på skammeligste vis har hvidvasket hele Mellemøstkonflikten.
Nu er filmen jo selv ren og skær subjektivitet, og er man ikke enig i dens kritik, ja så vil man højest sandsynlig heller ikke bryde sig om den. Sagen er bare den, at med mindre man er spinddoktor for Bush-administrationen, så bliver man nødt til at give Clooney og Murrows ret og anerkende filmens relevans.
Men hvori består kunsten ved filmen? For når kameraføringen alligevel er insisterende anonym, og brugen af dramatiske virkemidler er ikke-eksisterende, hvorfor så ikke bare lave en dokumentarfilm? Netop her finder vi filmens genistreg. Den lader nemlig realiteterne tale for sig selv, og viser, at dramatik er en størrelse, der ikke findes en fast formel for, og som ikke nødvendigvis skabes gennem klassiske virkemidler. Clooney har lavet en minimalistisk film, som næsten står i kontrast til den særdeles farverige debut ”Confessions Of A Dangerous Mind” (den er oven i købet sort/hvid), men fælles for de to film er, at de rammer en nerve. Trods det langsomme tempo er der nemlig en intensitet i denne film, som de færreste besidder.
Ikke mindst på grund af David Strathhairns mageløse genskabelse af Edward Murrows i hovedrollen. Han udstråler en autoritet uden lige og alene hans replikbehandling er et kapitel for sig. Ansigtet kan måske virke stift, men på fantastisk vis formår han at sende et blik, der skærer igennem, nå ja, tv-skærmen - sjældent har en skuespiller været så grundigt i karakter. Også mange biroller er gode, hvor særligt Frank Langella og Ray Wise hiver et talent frem, man ikke anede, de besad.
Med blot to film på cv’et har Clooney som instruktør allerede bevist, at han er en mester i faget, og ikke mindst at han er en alsidig en af slagsen. ”Good Night, And Good Luck.” er en af de mest relevante film i nyere tid og absolut en af årets bedste.
Filmen handler dog om meget mere end blot Murrows og McCarthys strid. De to personer bliver nemlig et billede på hele den kamp, som nyhedsjournalistikken stod overfor i en tid, hvor dens dagsorden ofte blev sat af den politiske ledelse, i dette tilfælde det absurde skræmmebillede af kommunismen, som det lykkedes den amerikanske regering at opstille i sin tid.
Og selvom instruktør George Clooney først og fremmest vil minde os om vigtigheden i at lade journalistik gå ad sandhedens veje og aldrig på noget tidspunkt lade den være afhængig af andet end netop sandheden, så kan man ikke undgå at drage paralleller til situationen dags dato. Det er jo f.eks. ikke lang tid siden, at det kom frem i lyset, at den amerikanske tv-station Fox er lakaj for den siddende regering, og ligeledes hvordan de på skammeligste vis har hvidvasket hele Mellemøstkonflikten.
Nu er filmen jo selv ren og skær subjektivitet, og er man ikke enig i dens kritik, ja så vil man højest sandsynlig heller ikke bryde sig om den. Sagen er bare den, at med mindre man er spinddoktor for Bush-administrationen, så bliver man nødt til at give Clooney og Murrows ret og anerkende filmens relevans.
Men hvori består kunsten ved filmen? For når kameraføringen alligevel er insisterende anonym, og brugen af dramatiske virkemidler er ikke-eksisterende, hvorfor så ikke bare lave en dokumentarfilm? Netop her finder vi filmens genistreg. Den lader nemlig realiteterne tale for sig selv, og viser, at dramatik er en størrelse, der ikke findes en fast formel for, og som ikke nødvendigvis skabes gennem klassiske virkemidler. Clooney har lavet en minimalistisk film, som næsten står i kontrast til den særdeles farverige debut ”Confessions Of A Dangerous Mind” (den er oven i købet sort/hvid), men fælles for de to film er, at de rammer en nerve. Trods det langsomme tempo er der nemlig en intensitet i denne film, som de færreste besidder.
Ikke mindst på grund af David Strathhairns mageløse genskabelse af Edward Murrows i hovedrollen. Han udstråler en autoritet uden lige og alene hans replikbehandling er et kapitel for sig. Ansigtet kan måske virke stift, men på fantastisk vis formår han at sende et blik, der skærer igennem, nå ja, tv-skærmen - sjældent har en skuespiller været så grundigt i karakter. Også mange biroller er gode, hvor særligt Frank Langella og Ray Wise hiver et talent frem, man ikke anede, de besad.
Med blot to film på cv’et har Clooney som instruktør allerede bevist, at han er en mester i faget, og ikke mindst at han er en alsidig en af slagsen. ”Good Night, And Good Luck.” er en af de mest relevante film i nyere tid og absolut en af årets bedste.
05/02-2006
