Visuel rejse mellem drøm og virkelighed

Eternal Sunshine of The Spotless Mind, puh sikke en titel og hvad pokker betyder den egentlig, tja titlen referer til et digt af Alexander Pope, som læses op i filmen af Mary (Kisten Dunst). Digtet, ikke selve titlen, referer til (tror jeg) de folk hvis hukommelse er blevet slettet. De har glemt visse ting. De har fået en ny frisk start. Mary når hun læser digtet op for Howard (Tom Wilsinkson), går ud fra at folk med slettede hukommelser må være blevet lykkelige. Deres sind må være pletløse (spotless) og derfor for evigt skinnede (eternal sunshine).

Det er hvad jeg for ud af titlen, og dette siger også utroligt meget om selve indholdet af filmen. Bliver Joel (Jim Carrey) lykkeligere af at få Clementine (Kate Winslet) fjernet fra hukommelsen? Nej tværtimod, Joel kæmper forbrilsk i sin drømme at holde på Clementine, for han ved at en verden uden hende, om han så har glemt hende eller ej, vil kun gøre ham ulykkelig. Dette viser Jim Carrey kun alt for godt, han viser virkelig i denne film at kan kan så meget mere end bare lave gummiansigter.

Jeg kan kun give denne film ros, og den har helt klart sneget sig ind på en af mine absolut yndlignsfilm. Hvor er det dog utroligt hvor original og talentful manuskript forfatteren Charlie Kaufman er, jeg har aldrig set noget lignende. Manden er virkelig genial, og det uden at overdrive.