Alt om Almodovar
5.0
Det er svært at sige præcist, hvor personlig en film ”La Mala Educación” er for instruktør Almodóvar, men mange elementer fra mandens eget liv går igen i filmen.
To skoledrenge i Franco-periodens Spanien knytter stærke venskabelige og seksuelle bånd på en katolsk kostskole, hvor en af drengene, Ignacio, bliver seksuelt udnyttet af en præst. Dette får følger for drengens seksuelle identitet og selvopfattelse i det hele taget, og han bliver en transvestit i sit voksne liv. Den anden dreng, Enrique, er muligvis Almodóvars alterego, og han er samtidig den person, som vi ser filmen igennem.
Filmen starter med, at den voksne Enrique (Fele Martinez) leder efter en historie til sin næste film i blodige nyhedsartikler, da en mand (Gael Garcia Bernal), der påstår, at han er den voksne Ignacio, dukker op med et manuskript om deres barndom. I manuskriptet, som vises filmisk, mens Enrique læser det, afpresser Ignacio som voksen transvestit præsten.
Denne handling er filmens centrale omdrejningspunkt, og scenen bliver vist flere gange i forskellige former, jo tættere vi kommer på sandheden. For der er mange lag i dette plot, der kredser rundt om karaktererne, der aldrig helt er, som de lader til at være.
Filmen refererer en hel del spændende ting fra blandt andet ”Vertigo”. Først og fremmest i skildringen af kærlighed til en person, som er formet i fantasien. En stor del af temaet i filmen er dermed ligesom ”Vertigo” forelskelsens væsen, og forelskelse vises i filmen i forskellige afskygninger, som for eksempel også præstens forelskelse og betagelse af Ignacio og en anden person, hvis identitet jeg ikke vil afsløre her.
Plottet er ganske kompliceret, men Almodóvar formår at gøre det klart og gennemskueligt og dragende. Alle karaktererne er dybt komplicerede og samtidig troværdige, og skuespillerne gør det absolut fremragende i deres kreation af disse noget så vanskelige roller.
Dette er også en af de film, hvor man kan gå på symboljagt, hvis man ønsker det, da den er gennemført fra start til slut. Men samtidig er det en simpel film om en mands møde med en femme fatale, og hvad der gjorde ham/hende til den femme fatale.
Filmen rummer selvfølgelig også en kritik af kirken, men det er ikke det bærende tema for filmen. Filmen handler snarere som alt andet god kunst om de kendsgerninger, vi mennesker lever under og lever for.
Personligt tiltalte ”Hable con Ella” og ”Carne Tremula” mig mere, men denne film er i min bog på højde med ”Todo Sobre mi Madre”, og det siger ikke så lidt.
To skoledrenge i Franco-periodens Spanien knytter stærke venskabelige og seksuelle bånd på en katolsk kostskole, hvor en af drengene, Ignacio, bliver seksuelt udnyttet af en præst. Dette får følger for drengens seksuelle identitet og selvopfattelse i det hele taget, og han bliver en transvestit i sit voksne liv. Den anden dreng, Enrique, er muligvis Almodóvars alterego, og han er samtidig den person, som vi ser filmen igennem.
Filmen starter med, at den voksne Enrique (Fele Martinez) leder efter en historie til sin næste film i blodige nyhedsartikler, da en mand (Gael Garcia Bernal), der påstår, at han er den voksne Ignacio, dukker op med et manuskript om deres barndom. I manuskriptet, som vises filmisk, mens Enrique læser det, afpresser Ignacio som voksen transvestit præsten.
Denne handling er filmens centrale omdrejningspunkt, og scenen bliver vist flere gange i forskellige former, jo tættere vi kommer på sandheden. For der er mange lag i dette plot, der kredser rundt om karaktererne, der aldrig helt er, som de lader til at være.
Filmen refererer en hel del spændende ting fra blandt andet ”Vertigo”. Først og fremmest i skildringen af kærlighed til en person, som er formet i fantasien. En stor del af temaet i filmen er dermed ligesom ”Vertigo” forelskelsens væsen, og forelskelse vises i filmen i forskellige afskygninger, som for eksempel også præstens forelskelse og betagelse af Ignacio og en anden person, hvis identitet jeg ikke vil afsløre her.
Plottet er ganske kompliceret, men Almodóvar formår at gøre det klart og gennemskueligt og dragende. Alle karaktererne er dybt komplicerede og samtidig troværdige, og skuespillerne gør det absolut fremragende i deres kreation af disse noget så vanskelige roller.
Dette er også en af de film, hvor man kan gå på symboljagt, hvis man ønsker det, da den er gennemført fra start til slut. Men samtidig er det en simpel film om en mands møde med en femme fatale, og hvad der gjorde ham/hende til den femme fatale.
Filmen rummer selvfølgelig også en kritik af kirken, men det er ikke det bærende tema for filmen. Filmen handler snarere som alt andet god kunst om de kendsgerninger, vi mennesker lever under og lever for.
Personligt tiltalte ”Hable con Ella” og ”Carne Tremula” mig mere, men denne film er i min bog på højde med ”Todo Sobre mi Madre”, og det siger ikke så lidt.
16/02-2006
