Ingen "Fever" Her!!!
2.0
Succesrig singlekvinde (Barrymore) forelsker sig i skolelærer (Fallon) og han viser sig først at være noget nær perfekt. I hvert fald indtil hun opdager at hans passion for baseball-holdet Red Sox sættes højere end alt andet.
Det virker som om at det for instruktør brødrene Farrelly, er gået stødt ned ad bakke siden succesen med den ustyrligt morsomme debutfilm ”Dumb & Dumber” og med denne her formulariske kærlighedskomedie, har de vist snart nået bunden.
De morsomme indfald er til at overse og er som oftest slet ikke særligt skægge, blot dybt uoriginale. I stedet får vi serveret en udramatisk omgang sødsuppe, der præcist følger opskriften på sådanne film.
Ikke engang det evigt aktuelle tema om mænds interesser, som de ofte må gå på kompromis med, hvis de i sidste ende vil beholde kvinden, der til at begynde med accepterede interessen, får man noget som helst vedkommende eller blot morsomt ud af.
I hovedrollerne er Barrymore cirka lige så inspirerende, som en sang af Søren Poppe og Fallon beviste allerede i den amerikanske udgave af den franske komedie ”Taxi”, at han er særdeles umorsom.
Synd at Ferrelly brødrene ikke længere tør give los og give os den totalt usmagelige humor, der faktisk fungerede rigtigt godt for dem i deres debut. Nu er de blot blevet lige så kedelige politisk korrekte, som størstedelen af de filmskabere man finder i Hollywood.
Det virker som om at det for instruktør brødrene Farrelly, er gået stødt ned ad bakke siden succesen med den ustyrligt morsomme debutfilm ”Dumb & Dumber” og med denne her formulariske kærlighedskomedie, har de vist snart nået bunden.
De morsomme indfald er til at overse og er som oftest slet ikke særligt skægge, blot dybt uoriginale. I stedet får vi serveret en udramatisk omgang sødsuppe, der præcist følger opskriften på sådanne film.
Ikke engang det evigt aktuelle tema om mænds interesser, som de ofte må gå på kompromis med, hvis de i sidste ende vil beholde kvinden, der til at begynde med accepterede interessen, får man noget som helst vedkommende eller blot morsomt ud af.
I hovedrollerne er Barrymore cirka lige så inspirerende, som en sang af Søren Poppe og Fallon beviste allerede i den amerikanske udgave af den franske komedie ”Taxi”, at han er særdeles umorsom.
Synd at Ferrelly brødrene ikke længere tør give los og give os den totalt usmagelige humor, der faktisk fungerede rigtigt godt for dem i deres debut. Nu er de blot blevet lige så kedelige politisk korrekte, som størstedelen af de filmskabere man finder i Hollywood.
22/02-2006
