En Gang Fortænkt Nonsens

1.0
Seriemorderen Jigsaw (Bell) har atter lagt skumle planer for et grusomt spil, hvor en gruppe mennesker er fanget i et hus med dødelige fælder.

Efter megasuccesen med den først film, der var en overrumplende spændende, måske en anelse konstrueret historie, der blev produceret for meget få penge, er det vel ikke overraskende at der naturligvis måtte komme en toer.

Det er vel heller ikke den store overraskelse at den næsten må skuffe, i hvert fald en anelse. Det gør den nu ikke, altså skuffer en anelse, den skuffer derimod gevaldigt på alle tænkelige måder, med undtagelse af den succes den har opnået økonomisk.

Stilmæssigt er den holdt som originalen, men mindre visuelt spændende, trods et budget der er over dobbelt så stort (men stadig småt). Det er stadig skrabet og råt at se på, men bidrager ikke meget til stemningen, der i den første var klam og skræmmende i sig selv, her blot trist fraværende og kedeligt.

Handlingen er en omgang forvrøvlet nonsens og for et så fortænkt og til lejligheden opstyltet plot, egentlig temmelig forudsigeligt, helt frem til den ”overraskende” afsløring i slutningen, vi jo ved vi skal have for at filmen kan følge samme mønster som sin forgænger.

Historien er på ingen måde bare halvt så sindrigt skruet sammen eller udspekuleret som originalen, der også havde en lille mening med galskaben trods alt. Den skal man kigge langt efter her, eller være mere end almindeligt letkøbt for at tro på i det mindste.

Uhyggeligt er det heller ikke, ikke engang lidt spændende eller medrivende kan det kaldes, blot blodigt uden at være chokerende.

Skuespillet er ringe, med undtagelse af Bell måske, men det havde været til at leve med hvis man blot havde fået et godt gys, men det får man altså ikke ifølge mig.

Efterfølges af ”Saw III”.
Saw II