- At forme sin egen skæbne -
4.0
“Crash” er et særdeles begavet udspil fra canadieren Paul Haggis, der for alvor slog sit navn fast sidste år som manuskriptforfatter til den store oscarvinder ”Million Dollar Baby”. Denne gang sidder han selv i instruktørsædet, og det er der kommet en stærk film om racisme og fordomme ud af.
I filmen finder vi ingen egentlig hovedrolle men derimod en hel række af dem, idet historien er bygget op således, at karakterernes individuelle historier på den ene eller anden måde alle hænger sammen. Og selvom det giver anledning til at tro, at plottet er filmens omdrejningspunkt, så er ”Crash” i sandhed en karakterfortælling, hvor vi lukkes ind i vores hovedpersoners problematiske hverdag og dermed også følger deres vej ud af den onde cirkel, som de alle befinder sig i.
Og når nu filmen står og falder med netop karaktererne, er det rart at se et ensemble af middelmådige skuespillere (Cheadle undtaget) være deres opgave voksen og give deres karakterer liv og troværdighed, som det er tilfældet her. Nok er der ingen stjernepræstationer at finde, men der er heller ikke en eneste dårlig af slagsen, og det er nu engang imponerende med så mange centrale karakterer i én film.
Filmens historie er dog selvsagt også dens styrke. De mange enkeltstående scener er godt flettet sammen, og ikke så meget som et sekund tabes seeren. Det er ualmindeligt medrivende. Navnlig fordi man tvinges til at tage stilling til en række problemstillinger, som der rejses undervejs, og på den måde er filmen en særdeles tankefuld oplevelse. Den beskæftiger sig med begreber som racisme og fordomme, men snakker også om dem på et mere omfattende plan end først antaget. Filmen handler i sidste ende om, hvordan vi mennesker har en trist tendens til at være hinandens forhindringer, og om hvordan vores vrede og fordomme i sidste ende giver bagslag. En utrolig samfundsrelevant og spændende problematik.
En smule ærgerligt er det så, at filmen til sidst efterlader sine karakterer befriet fra deres fordomme og indre vrede, da det afsvækker filmens mørke intensitet en smule. En pessimistisk afslutning (i overensstemmelse med resten af filmen) havde sendt et langt stærkere budskab af sted. På den anden side, så er en film om umenneskelighed vel nødt til selv at være menneskelig, hvis den skal overbevise os om, at der er lys for enden af tunnelen. Om der så er det, kan vi jo passende spørge os selv.
I filmen finder vi ingen egentlig hovedrolle men derimod en hel række af dem, idet historien er bygget op således, at karakterernes individuelle historier på den ene eller anden måde alle hænger sammen. Og selvom det giver anledning til at tro, at plottet er filmens omdrejningspunkt, så er ”Crash” i sandhed en karakterfortælling, hvor vi lukkes ind i vores hovedpersoners problematiske hverdag og dermed også følger deres vej ud af den onde cirkel, som de alle befinder sig i.
Og når nu filmen står og falder med netop karaktererne, er det rart at se et ensemble af middelmådige skuespillere (Cheadle undtaget) være deres opgave voksen og give deres karakterer liv og troværdighed, som det er tilfældet her. Nok er der ingen stjernepræstationer at finde, men der er heller ikke en eneste dårlig af slagsen, og det er nu engang imponerende med så mange centrale karakterer i én film.
Filmens historie er dog selvsagt også dens styrke. De mange enkeltstående scener er godt flettet sammen, og ikke så meget som et sekund tabes seeren. Det er ualmindeligt medrivende. Navnlig fordi man tvinges til at tage stilling til en række problemstillinger, som der rejses undervejs, og på den måde er filmen en særdeles tankefuld oplevelse. Den beskæftiger sig med begreber som racisme og fordomme, men snakker også om dem på et mere omfattende plan end først antaget. Filmen handler i sidste ende om, hvordan vi mennesker har en trist tendens til at være hinandens forhindringer, og om hvordan vores vrede og fordomme i sidste ende giver bagslag. En utrolig samfundsrelevant og spændende problematik.
En smule ærgerligt er det så, at filmen til sidst efterlader sine karakterer befriet fra deres fordomme og indre vrede, da det afsvækker filmens mørke intensitet en smule. En pessimistisk afslutning (i overensstemmelse med resten af filmen) havde sendt et langt stærkere budskab af sted. På den anden side, så er en film om umenneskelighed vel nødt til selv at være menneskelig, hvis den skal overbevise os om, at der er lys for enden af tunnelen. Om der så er det, kan vi jo passende spørge os selv.
22/02-2006
