Storslået ensomhed
6.0
”Paris, Texas” er for det første en utrolig smuk film. Som en tysker der laver en film i USA, formår Wim Wenders igennem kameraet at fange en storslåethed, og en storslået ensomhed, i dette kæmpe land, der kan gøre mennesker meget små.
Det er også, der filmen starter. Med en lille mand (Harry Dean Stanton) der vandrer hvileløst omkring i en stor ørken i Texas i et par nedslidte jeans, en kasket og et vildt fuldskæg. Han vandrer ind i en butik for at få noget vand, da han falder omkuld og bringes til den lokale læge. Da manden forbliver stum, ringer lægen til det telefonnummer, manden har på et kort i sine lommer. Manden hedder Travis, og hans bror i L.A. har ikke hørt fra ham i fire år. Hvor har Travis været? Hvad har han lavet de sidste fire år?
Filmen giver os flere og flere informationer om ham, jo mere Travis vender tilbage til livet. I starten kan han ikke engang forholde sig til at tage et bad. Men efterhånden kommer hukommelsen og kommunikationsevnerne tilbage. Travis har efterladt en søn (Hunter Carson), som han og konen forlod for fire år siden. Broren og dennes kone har taget sig af sønnen de sidste fire år, hvilket nu er over halvdelen af drengens liv. Travis forsøger gradvist at forbinde sig til sønnen igen, da broren tager ham med til USA. Travis vender mere og mere tilbage til livet i denne kontakt med sønnen. Men han må konfrontere de begivenheder, der gjorde, at han endte fuldkommen fortabt for fire år siden.
Wim Wenders bruger nogle fantastiske billeder både af highways, ørken, øde landdistrikter og kolde bylandskaber. Disse billeder fortæller måske mere end ordene i filmen om karakterernes ensomhed. For det er hvad denne film handler om. Hvordan vi mennesker tackler vores egen ensomhed i dette store liv. I de sidste scener hvor Sam Shepards manuskript og skuespillerne Harry Dean Stanton og Natassja Kinski bringer filmen endnu et niveau op, er distancen understreget i de mest intime og dybe øjeblikke. Filmens skildring af den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed er smukkere, end jeg har set nogle amerikanere gøre det. Den rørte mig mere end noget sentimentalt melodrama ville kunne gøre.
Livets sørgelige kendsgerninger er hverken pakket i popmusik, kammermusik eller symfonier. Blot en ensom blues guitar.
Det er også, der filmen starter. Med en lille mand (Harry Dean Stanton) der vandrer hvileløst omkring i en stor ørken i Texas i et par nedslidte jeans, en kasket og et vildt fuldskæg. Han vandrer ind i en butik for at få noget vand, da han falder omkuld og bringes til den lokale læge. Da manden forbliver stum, ringer lægen til det telefonnummer, manden har på et kort i sine lommer. Manden hedder Travis, og hans bror i L.A. har ikke hørt fra ham i fire år. Hvor har Travis været? Hvad har han lavet de sidste fire år?
Filmen giver os flere og flere informationer om ham, jo mere Travis vender tilbage til livet. I starten kan han ikke engang forholde sig til at tage et bad. Men efterhånden kommer hukommelsen og kommunikationsevnerne tilbage. Travis har efterladt en søn (Hunter Carson), som han og konen forlod for fire år siden. Broren og dennes kone har taget sig af sønnen de sidste fire år, hvilket nu er over halvdelen af drengens liv. Travis forsøger gradvist at forbinde sig til sønnen igen, da broren tager ham med til USA. Travis vender mere og mere tilbage til livet i denne kontakt med sønnen. Men han må konfrontere de begivenheder, der gjorde, at han endte fuldkommen fortabt for fire år siden.
Wim Wenders bruger nogle fantastiske billeder både af highways, ørken, øde landdistrikter og kolde bylandskaber. Disse billeder fortæller måske mere end ordene i filmen om karakterernes ensomhed. For det er hvad denne film handler om. Hvordan vi mennesker tackler vores egen ensomhed i dette store liv. I de sidste scener hvor Sam Shepards manuskript og skuespillerne Harry Dean Stanton og Natassja Kinski bringer filmen endnu et niveau op, er distancen understreget i de mest intime og dybe øjeblikke. Filmens skildring af den amerikanske drøm og den amerikanske virkelighed er smukkere, end jeg har set nogle amerikanere gøre det. Den rørte mig mere end noget sentimentalt melodrama ville kunne gøre.
Livets sørgelige kendsgerninger er hverken pakket i popmusik, kammermusik eller symfonier. Blot en ensom blues guitar.
26/02-2006
