Hvem snørede Audrey Hepburn?

5.0
”Charade” er en klassisk romantisk komedie af den bedste skuffe, hvor Audrey Hepburn og Cary Grant varmer lærredet op med deres humor og charme, som instruktør Stanley Donen (”Singin' in the Rain”) formår at bruge vældig godt som omdrejningspunkt for det komplicerede spionplot, hvor det ikke er til at sige, hvem der er hvem.

Stanley Donen har før arbejdet med begge skuespillere, så han vidste præcis, hvordan han kunne benytte deres stjernedrys, og der drysses godt på historien om Regina Lampert (Audrey Hepburn), hvis mand, som hun ellers ikke bryder sig om, myrdes, og efterlader hende med en stor gåde at løse. Hendes mand har tilsyneladende stjålet en bunke penge under krigen sammen med nogle soldaterkammerater, og han har alene beholdt hele formuen for sig selv, så nu er kammeraterne efter ham og pengene. De går selvfølgelig ud fra, at hun har pengene, og de vil måske begå mord igen for at få fingrene i dem. CIA-agenten og diplomaten Bartholemew (Walther Matthau) rådgiver hende, men han virker inkompetent. Heldigvis har hun Peter (Cary Grant), en fremmed mand som hun mødte på en skiferie, til at hjælpe sig. Men kan hun stole på ham, når det viser sig, at han ikke er den han siger, at han er?

Det lyder måske mest som en krimifilm, men det er i lige så høj grad en romantisk komedie, hvor de to hovedroller flirter med hinanden, og der er et tykt lag ironi og humoristisk distance igennem hele filmen. Filmen er måske ikke noget større mesterværk, men det er en fremragende lille komedie, der har mere charme og lune end alle de mange romantiske komedier, vi ser i dag fra Hollywood til sammen.
Charade - tre mand frem for en enke