Storslået og flot film

Walk the Line er nok en af de mest succesfulde musik film længe (Ray gjorde det ok og Kevin Spacey's Beyond the Sea blev mislykkedes). Instruktøren gjorde et klogt valgt ikke at hyre en skuespiller der lignede Johnny Cash (For det gør Joaquien Phoenix ikke) men derimod hyre en skuespiller der kunne spille og lyde som Johnny Cash helt perfekt. Phoenix spiller så fantastisk at man får kuldegysninger ved at tænke over det. Bag hans mørke gennemborende øjne og manden bag musikken gemmer der sig en mand med en såret sjæl og dybt forstyrret sind som han prøver at dæmpe med alkohol og piller. Forholdet mellem Johnny Cash og June Carter (spilles ligeledes og lige så godt som Phoenix af Reese Whitherspoon) er noget af det bedst portræteret i film jeg længe har set. Det er tydligt at Cash var dybt forelsket i June og prøvede gang på gang at få fat i den unge sangerinde dog uden held. Cash ved at June også er forelsket i ham, men June er bange for at blive forelsket pga mange tidligere mislykkedes forhold og fordi hun ved at et forhold med Cash vil kræve meget af hende og hårdt arbejde.

Hvis filmen skal beskriver i et ord ville det være storslået, for det er hvad den er storslået og flot lavet.